En rimelig god afslutning på en rejse

Efter 2 intense uger i Kina, med et tætpakket program, kan man godt bruge en lidt rolig og afslappet aften inden den forbistrede lange hjemrejse.

Det mager sig så heldigt at vores fly først har afgang kl. 00:45 fra Hongkong, så vi har aftenen for os.

I sidste øjeblik får min gode kollega afværget at vi skal ud at spise med en af vore kontakter, der har inviteret. Vi orker ikke mere kinesiske rundborde med eksotiske retter. Og vi orker heller ikke at skulle konversere intelligent en hel aften mere, - vi vil ha’ fri nu.

Vi bliver kørt fra Shenzhen over grænsen til Hongkong og ned til Kowloon Station. Det er her toget til lufthavnen afgår fra og her kan vi faktisk checke vore kufferter ind, så har vi ikke dem at slæbe på.

Det er sidst på eftermiddagen og vi går ned til vandet hvor man kan sidde og nyde udsigten over til Hongkong island. Det er altid fascinerene -  her har vi siddet hver gang vi har været i Hongkong og man bliver ikke træt af det. Der hører 2 San Miguel øl med til oplevelsen -  mindst.

Som mørket falder på bliver de fantastiske bygninger oplyst på spektakulær vis. Et par store krydstogtsskibe sejler forbi mens Star Ferry bådene krydser frem og tilbage over sundet som de har gjort det siden 1888.

Efter således at have nydt denne udsigt et par timer driver vi op mod Ashley Rd, hvor vi ved vi kan finde noget godt at spise. Finder ind på La Taverna – den Italienske. Det er dejlig lunt udenfor, men hundekoldt indenfor og det trækker fælt. Det lykkes os at få værten til at skrue lidt ned for airconditionen og så bliver det ret behageligt og endnu mere behagligt bliver det da vi får den gode mad på bordet sammen med et par solide fadøl. Her sidder vi i lang tid. Her er hyggeligt og vi kan konversere om livets forskellige tildragelser.

Der er stadigvæk et par timer til vi skal begive os i lufthavnen og dem tilbringer vi på Ned Kellys. En gammel pub i ægte britisk stil og med levende musik. Et 6 mands big band spiller fed jazz musik. Og med et par Kilkenny’s til bliver det svært hyggeligt.

Ved 22 tiden bryder vi op og tager Airport Express til lufthavnen. Det var da en rigtig dejlig afslutning på en laaang rejse.

En lørdag i Hongkong

Efter en lidt sen morgenmad og en formiddag på kontoret (hotelværelset) går vi ud i det pulserende Hongkong. Vi, min kære kollega og jeg, havde forventet sol på disse breddegrader men det småregner.

Går ned  ad Canton road og krydser over med Nathan road. Der er uendelig mange kinesere og i dag, lørdag, synes de alle at være på gaden.  Spiser en let frokost på Den Gyldne Måge.  En restaurantkæde der også er meget udbredt her i  byen.

Tager undergrunden til Mon Kok, bydelen der har verdens højeste koncentration af indbyggere. Går en tur på The lady market - min kollega har små børn så det forventes at han har gaver med hjem.  Jeg kender det godt, det kan være en stressfaktor af de større. Det lykkes dog at finde frem til en prinsessekjole og endda i den rette kulør.

Det småregner stadigvæk. Vi ved at The Yellow Umbrella Revolution har en teltlejr på gaden her i nærheden og vi går på udkik.  Vi finder dem lige rundt om hjørnet.  Trafikken bliver ledt en anden vej mens der er vejspærringer i to retninger . En masse politifolk er opmarcherede. De har dog ikke hjelmene på, de ligger under en parasol og det ser egentlig ret fredeligt ud. En mand står og taler i en megafon til mængden af demonstranter. En politimand står og råber i en anden megafon – det samme hele tiden.  Det betyder sikkert ”passer gaden”.  Politiet er ikke særlig talstærkt, de er vel kun 20-30 stykker på dette hjørne og det ser ikke farlige ud.  De har øjensynligt ikke noget imod at vi tager billeder af dem. Der er folk der skælder dem ud men det tager de også roligt.

   

Det er lidt spændende at være her – føler lidt historiens vingesus. The Yellow Umbrella Revolution bevægelse opponerer imod at Kina nu vil ”tilrette” demokratiet i Hongkong således at Beijing skal udpege kandidater man kan vælge til at lede Hongkong. Og det er jo ikke demokrati.  Jeg synes de har en rigtig god sag, men det er stærke kræfter de er oppe imod og muligheden for at trække sig succesfuld ud af denne konflikt er nok ikke overvældende stor.

Der er tv-hold på toppen af Subway nedgangen. Talerne  fortsætter, men det er ikke til at sig om de er med eller imod bevægelsen. Nogle klapper og nogle giver fingeren.  En dame kommer og siger at det er skamfuldt, hun er rasende. Igen er det ikke til at sige om hun er sur på Beijing eller på demonstranterne der bor på gaden – og vi når ikke at spørge.

Efter således at have betragtet denne demokratikamp tager vi undergrundsbanen ned til Tsim Sha Tsui. Køber et par San Miguel og sætter os ned til vandet hvor vi nyder udsigten over mod Hongkong Island. Det er hver gang et spektakulært skue her i mørkningen når lysene tændes i de mange skyskrabere.

Her kan man gøre de store tanker og filosofere over livets tildragelser, nyde udsigten og være enige om at der  nok alligevel er bedst hjemme i DK.

Alt imens mørket sænker sig stiger vores sult. Min kollega mener at vi skal spise indisk i aften, han ved et godt sted der er både billigt og i nærheden. Vi krydser igennem det kæmpestore Cultural Center. Der er stillet klaverer op over alt og folk kommer og spiller på dem. Nogle er rigtig gode og nogle spiller kun lille Peter Edderkop.

Passerer forbi det store gamle The Peninsula Hotel og op af Nathan Road. På dens højre side må man kæmpe sig frem mellem indiske skræddere og ursælgere. Og her dybt inde i en bygning, oppe på 3 sal finder vi Bombay Club, en lille restaurant hvor alting er ekstremt kitschet. Fra det blå lys i loftet til plastikduge med underlige motiver og billederne på væggen. Betjeningen er frisk og venlig og vi har straks et bord og et par San Miguel.

Min kollega bestiller, han har været her før og ved hvad man kan få. Han gør lutter gode valg om end den sidste ret kræver en del øl for at slukke halsbranden. Indisk mad er djævelsk stærk.

Efter en hyggelig middag tager vi igen elevatoren ned i mængden af indere og kinesere på gaden igen og bevæger os imod vores hotel.

Det blev da til en ret så god lørdag her i Hongkong.

Lørdag den 9 november 2014

Hos skrædderen og på galopbanen

Dagbogsuddrag fra en rejse til Hongkong i marts 2000 hvor Jan Steenbjerg var min rejsekammerat.

Der er jo ikke altid noget aktuelt at skrive om, og så er der godt at have et historisk arkiv at plukke fra. Det er fredag eftermiddag og vi har lige været på firmabesøg oppe i Kina.

På vej tilbage bliver vi kapret af en skrædder fra Punjap. Han er meget vedholdende. Han kan sy et jakkesæt til mig til i morgen for 1850 HK$ i et stof som jeg selv kan vælge. Det er fristende, men jeg prøver at nøjes med at bestille en skjorte for at teste ham af. Jeg må dog op på 3 skjorter til ialt 600 HK$ inden han stiller sig tilfreds. Jeg vælger stof og bliver målt op i alle ender og kanter. Jeg kan hente dem i morgen. Betaler 200 i forskud og skal betale resten i morgen når jeg henter dem. Jeg tror det er billigt

Senere da vi går endnu en tur i området bliver vi formeligt overfaldet af indiske skræddere. 8-10 stykker tror jeg. Det er efterhånden ved at være lidt træls og vi lærer at afvise dem katagorisk, uhøfigt og med det samme. Jeg kan ikke forstå hvorfor de er så vilde med mig, de må da kunne se at der går uforholdsmæssigt meget stof til at sy til mig. Hvorfor vælger de ikke lille Jan som offer.

Vi er inde i en guldsmede butik for at se på noget guld, hvis det nu skulle være billigt. Først har vi en flot 18 karat guldhalskæde fremme, men den den koster 3900 HK$. Det er for dyrt mener jeg. Så finder hun en billigere frem, men den er for simpel. Herefter en mellemting hvor hun starter med 1500, så 1300, så 1100, så 900. Vi afviser hende og går ud af butikken, mens hun råber 700 efter os. Det er da useriøst. Hvis hun kan gå ned på 700 ville hun jo have snydt os fælt hvis jeg havde betalt de 1500. Hende er vi sure på.

Lørdag den 18. marts.
Jeg er ikke hel vild med bacon and scrambled eggs længere, men tager det alligevel for stille sulten. Jan kommer og vi spiser. Vi skal på galopbanen i dag. Først skal Jan dog have vekslet penge. Han går ind i Hongkong City Bank og står i kø i 20 minutter blot for, da han kommer frem til skranken, at få at vide at han skulle have passet med. Det har han ikke. Så er han jo nødt til at vinde noget  på væddeløbsbanen. Jeg selv hæver penge på mit dankort fra Tandslet Andelskasse i automaten udenfor banken.

Vi tager først undergrundsbanen og skifter til det normale tog og stiger af på The race Cource, stationen ved galopbanen.

Det er et prægtigt anlæg der møder os. Vi er kommet tidligt, ca 2 timer før det første løb, og der er ikke ret mange mennesker. Inde i midten er der en stor og flot park. Vi forsøger at komme derover, men den er lukket på dage hvor der er væddeløb. I stedet går vi ind og spørger en official hvorledes vi spiller på hestene. Det viser sig ikke at være så svært. Man vælger blot det letteste, - at spille på vinderen. Oddsene er angivet på en kæmpestor tavle på indercirklen.

Da vi første gang kommer hen til betalingsdiskene bliver den søde kineser bag glasskærmen hel kulleret da jeg skubber min talon ind under glasset. Straks kommer der en herre løbende. Det viser sig at jeg er kommet til at sætte kryds ved 20.000$ i stedet for 20$. Vi får misforståelsen rettet, men jeg vinder ikke alligevel.

Næste løb satser jeg igen 20$ på hest nr  4. Jeg har ellers lige fortalt Jan at mit lykketal er 13, men hest nr 13 har odds 31 så den tilskriver jeg ingen chancer. Løbet går i gang og krikken med nr 4 som jeg har satset på sakker håbløst agterud. Derimod vinder nr 13 klart. Pokkers også, - der kunne jeg være blevet 620 kr rigere hvis jeg havde fulgt min første indskydelse. I 5. løb satser jeg stort, 50$ på nr 9 og 20$ på nr 13, - nu tør jeg ikke undlade nr 13 længere. 

Vi går helt hen til målstregen så jeg rigtig kan nyde når nummer 9 suser over som den første og gør mig 1000$ rigere. Men ak, - den forbistrede krikke skuffer mig igen. Det er kun en ringe trøst at Jan kan fryde sig over at have vundet 310$ på nr 10. Nuvel, - han lover at give en øl senere.

Vejret er lunt, om end det er overskyet. Vi får en burger og senere en øl udenfor på tribunerne.

Der er en fantastisk stemning. Efterhånden er der kommet en masse mennesker. Hestene bliver præsenteret på en storskærm før hvert løb. Der speakes en hel masse, men kun på kinesisk. 99 ud af 100 her er også kinesere. Alle sidder med en mobiltelefon og tykke aviser med oplysninger de skal bruge i forbindelse med spillet.

Efter det 5. løb beslutter vi os for at drage tilbage ned mod Kowloon. Jeg skal jo ind og besøge min skrædder. Vi tager igen toget og undergrundsbanen. Der er et mylder på gaden da vi komme op fra undergrunden ved Kowloon park. Vi aftaler at mødes kl. 7.00. Jan tør ikke gå med om til skrædderen af frygt for at få en habit prakket på. Jeg har lidt svært ved at finde stedet igen. Da jeg endelig finder det viser det sig at jeg lige er gået forbi, og det har skrædderen da også opdaget han har fulgt mig rundt i min vildfarelse siger han. Skjorterne er færdige og ser gode ud. Jeg brokker mig lidt over at han ikke har syet initialer ind i lommen, som han jo sagde han kunne. Han henholder sig til at jeg ikke har bedt om det og han synes også at mit navn er meget langt.

Jeg betaler for skjorterne og siger farvel og på gensyn næste gang.

Hjemme på hotelværelset ifører jeg mig straks en af skjorterne og den passer virkelig godt, - det er da en fornøjelse.