tirsdag den 16. juli 2013

Vandreture Piemonte 1


En vandretur til "The lebanese Cedar" der blev lidt varmere end beregnet



Kommer på højkant ved halv-ni tiden. Solvejg er noget ærgerlig hun havde regnet med at stå tidligt op og vandre en tur inden det bliver alt for varmt. Vi gør os alligevel klar til at gå en tur op til det libanesiske cedertræ på toppen af bakken overfor os. Spiser dog lidt morgenmad forinden så vi ikke bliver sat på grund af blodsukkermangel.
Christian og Marie vil ikke med, så vi går alene, der er også helt fint. Tager en lige rute gennem vinmarkerne og går mellem vinstokkene. Det er dejligt om end undergrunden til tider er meget skrå. Det er folk der arbejder i vinmarken med maskiner – nogle sprøjter og andre klipper nye skud af som med en stor hækkesaks.



Det er på trods af at det kun er midt på formiddagen stegende hedt og jeg er taknemmelig for min gode cykelkondition og mine gode cykelben. Solvejg klarer også strabadserne i god stil, - men hun vejer jo heller ikke så meget.
Med en slutspurt når vi helt op til træet der står majestætisk helt oppe på toppen af bjerget. Det er plantet i 1856 i forbindelse med et bryllup for en af områdets spidser. Træet stammer fra Libanon og kaldes det Libanesiske Cedertræ. Bruden var sikkert libaneser.
Heroppefra kan man se til alle sider – op til La Morra til den ene side og ud til vore Familia butik til den anden side i retning af Alba. Man kan sikkert også se til Barolo der ligger 6 km herfra, men det er allerede diset på grund af varmen.




Vi går nedad igen og vælger en rute der er lidt mindre strabadserende. På vejen gennem en vinmark får jeg en bi eller hveps i sandalerne og kræet stikker mig under den højre pegetå. Det gør fandens ondt men det fortager sig heldigvis igen.
Tilbage på Red Wine har Marie en kop kaffe klar som jeg nyder sammen med lidt endomondo statistik:


Ingen kommentarer: