Klokkeren fra Notre Dame

Fredag eftermiddag, start på weekenden. Vi ser en omtale af en ny musicalforestilling på Fredericia teater. Det lyder spændende, Klokkeren fra Notre Dame i en Disney opførelse. Det fremgår at Disney repræsentanten er begejstret. Det kunne da godt være en forestilling vi skulle se.

Jeg kikker efter om man kan købe billetter.  Søndag aften er der 6 billetter tilbage. Det er ikke de billigste, men hvad, somme tider skal man jo unde sig selv at sidde godt. Jeg køber og printer ud. Nu kan jeg se at det faktisk er på selve scenen vi skal sidde, - hvordan det skal foregå ved vi endnu ikke men det bliver helt sikkert godt.

Vi forbereder os og ser Disney tegnefilmen, så kender vi handlingen og intet kan komme bag på os

Søndag ind under aften kører vi til Fredericia og er der så betids at vi kan parkere lige udenfor teatret. Foyeren bliver hurtigt fyldt op og snart efter bliver vi lukket ind i teatersalen hvor vi kan indtage vore pladser på scenen. Der ligger en mørkebrun kappe på vores plads som det nok forventes at vi ifører os. Det går op for os at vi er en del af forestillingen. Her har vi købt dyre billetter og så skal vi være statister. Men det er spændende.

Forestillingen begynder. Snart myldrer det rundt om os med fantastiske sangere, solister og Quasimodo der svinger sig i klokkerebet.  Midt i det hele begynder vores bænkearrangement at bevæge sig og vi kører rundt på scenen synkront med dem overfor. Det er en totaloplevelse. Scenografien har virkelig udnyttet den teknologiske udvikling hvor både bagvæg og sider nede i teatret  består af kæmpe LED-flader. Det er således muligt at lave fantastiske effekter, næsten som i tegnefilm. Men her er det 3-dimensionelt. Vi suser fra kirkegulvet og op i klokketårnet i rasende fart samtidig med at vi kører rundt på scenen. Det er som at køre i rutchebane

Og her sidder vi så midt i det. Fantastiske sangere synger lige ind i hovederne på os. Disse sigøjnere er utrolig smukke og kan se fantastisk glade ud samtidig med at de synger og laver badutspring.

Os på scenen kan se orkestrets dirigent og pianist dirigere både kor og orkester fra skærme der sidder på balkonen, men hvor er orkestret? Vi ved at der er tale om et 14 mands stort orkester, men hvor pokker gemmer de sig. I pausen spørger vi en foyermedarbejder, men hun ved kun hvor de ikke sidder. De er ikke i orkestergraven for der er en masse udstyr. Nuvel, de må jo være et sted for musikken er superfantastisk som det skal være i en Disneyforestilling.

Desværre må man ikke fotografere. Nu sidder man endelig i fantastisk lys og tæt nok på til at lave close up billeder og så må man ikke. Så det gør jeg (næsten) ikke.

Efter 2 timers topmusical går det ligesom i operaen. Heltinden Esmaralda dør! Det er meget gribende og trækker noget i tårekanalerne. Det skete ikke i filmen!

Ved fremkaldelsen efter forestillingen kommer orkestret frem og modtager fortjent bifald. De var der sgu.

Mens vi går ud kan vi høre at vi ikke er de eneste der er begejstrede. Alle fortæller begejstret hinanden hvor fantastisk det var.

Ferieoplevelser i Danmark - Lillebælt og Langgaard

Vi tager til Bridge Walking på Lillebæltsbroen, det er en spændende oplevelse. At gå helt deroppe 60 m over havet i gåsegang 20 mand efter hinanden, tøjret i et seletøj til en skinne så man ikke kan andet, end at holde sin plads er specielt, men spændende. Vi kan se marsvin der boltrer sig i vandet og Fulton sejler under os og hvalpene vinker. Vi vinker igen.

De kan åbenbart se os selv om vi er i camouflagedragter, så vi går i et med broens grå bemaling. Da vi er allerlængst ude, næsten helt ovre på jyllandssiden, begynder det at regne, ikke voldsomt, men alligevel så vi bliver lidt våde. Guiden, der går i spidsen, har eneretten til at tage billeder. Vi andre har måttet tømme alle lommer inden vi går op. Det duer jo ikke at tabe telefonen ned på vejbanen eller i hovedet på en cyklist.

  

På vejen hjem hører vi P2. De fortæller om Langgaard koncerten i aften med bl.a.  Sønderjyllands symfoniorkester. De skal spille Langgaards Sfæriske musik i en lidt utraditionel surround agtig orkesteropstilling. Det lyder spændende og jeg tager motorvejsafkørslen mod Esbjerg, mens Solvejg undersøger om der er billetter at få på sin telefon. Det er der, og vi fortsætter mod Ribe.

Ankommer der lidt før kl. 19. Parkerer bilen og går ned gennem den gamle købstad. Nu får vi et dilemma, for det viser sig at der udover at være Langgaard festival også er vinfestival i Ribe netop denne weekend. Det ser meget fristende ud. Man køber et glas for 150 kr. og så kan man gå rundt til utallige boder og få den fyldt op. Det lyder da som en god ordning, men vi har jo besluttet os for Langgaard så vi nøjes med en pizza slice.

Ved domkirken er der allerede en lang kø, men vi fornemmer at vi kommer i fin tid til at få en god plads. Vi håber at de vil acceptere vores billetter på telefonen. Vi kunne dog have sparet vore bekymringer, da det viser sig at ingen vil se noget, vi får derimod et program udleveret sammen med et smil.

Finder ind på en plads lige midt i kirken. Det må være det rigtige sted – vi har jo hørt om den særegne orkesteropstilling og vi kan da også se at dirigentpodiet er lige udfor der hvor vi sidder, så kan man vel ikke sidde mere centralt.

Lederen af festivalen byder velkommen og koncerten kan begynde, eller det vil sige det kan den ikke alligevel, for der mangles lys til solisterne. En detalje der må bringes i orden.

Første stykke er ikke mindre end en uropførelse af Langgaards Søndagssonate i 4 satser. De første to satser med violin og klaver, så en orgelsats med en enkelt lynudladning for orkestret og til sidst en kort men fyndig orkestersats. I programmet står der ”præcist og eftertrykkeligt” og det skal jeg da lige love for at det er. Jeg kan slet ikke forstå at dette stykke ikke har være spillet før nu, 65 år efter at det er komponeret. Det er smukt og har endog melodiske og lyriske passager. Vi har genhørt den her dagen efter på nettet og har følt genkendelsens glæde ved det.

Andet værk er Rued Langgaards Symfoni nr. 4, som også hedder Løvfald. Der er kun en sats, men den er alligevel delt op i passager og der er overskrifter projiceret op på væggen over Carl Henning Pedersens fantastiske mosaikker. Det hjælper faktisk for forståelsen af musikken for novicer som os. Symfonien slutter af med en helt fantastisk kirkeklokkebimlen frembragt af orkestrets instrumenter.

I pausen giver vi 30 kr. for et lille glas middelmådig hvidvin i et plastik bæger – her kunne de nu godt tage lidt ved lære af vinfestivalen udenfor.

Efter pausen er der endnu en uropførelse. Denne gang af Rumrejsen 2016 til Sfærernes Musik som er en bearbejdning af Langgaards Sfærernes Musik for soli, kor, orkester og fjernorkester til rumlig opførelse i katedral. Dirigenten Thomas Dausgaard står midt i kirkerummet og dirigerer. Musikerne er placeret hele vej rundt om publikum – i midtergangen, foran og bagved. Ved siderne sidder horn, trompeter og basuner. Det bliver en unik oplevelse og vi sidder jo som sagt lige midt i det. Koret, der til denne lejlighed er samlet af 3 kor bl.a. DR’s voksen ensemble, kommer ind med en voldsom kraft.  Fjernorkestret finder vi aldrig ud af hvor var.

Det er en totaloplevelse og dirigenten ser ud til at være svær godt tilfreds med resultatet og det har han jo også rigtig god grund til. Der er stående og meget langvarige ovationer da det er slut.

Vi går opløftede ud i septembernatten og finder vores bil. Det blev da en fantastisk og uventet afslutning på vores sommerferie.

Kunsten at finde noget at spise i Modena

Vi er havnet i Modena efter besøg hos både Ferarri og Pavarotti. Nu er vi sultne og skal have noget at spise. Det skal vise sig ikke at være helt uden problemer.

PB har gået til italiensk i vinter og kan sproget. Han sætter sig og konverserer med en ældre mand som godt ved hvor det er godt. Han gestikulerer og viser vej. En gammel sød dame kommer til og nu går snakken rigtig. Måske også lidt hen over hovedet på PB. Nuvel vi har fået så meget med at vi skal ned ad Corso Canalchiaro og så finder vi det nok.

Men der er ikke noget. Der er kun et filmhold der spærrer næsten hele gaden. Og de restauranter der er, har ikke åbent. Det var dog fandens. Karen, der også har lært italiensk denne vinter, indlader sig i snak med to betjente der står på et gadehjørne.

De viser os vej ned til via Stella der ligger lige tæt på. Det er dog lidt dyrt mener de, et par hundrede euro og de snakker lidt om Michellin. Nuvel, hvad forstand har sådan et par strømere på spisekort. Vi går derned, vi er sultne og det kan være de har noget der er lidt billigere.

Da vi kommer frem, kan vi se at der ikke er åbent endnu. En mand kommer ud for at hente sin cykel og spørger om vi ikke har fået en bekræftelse pr mail. Nej, vi har jo ikke bestilt bord. Han er nu meget venlig og fortæller at han på mandag åbner en ny restaurant i byen, men det er jo nu vi er sultne og på mandag er vi hjemme i Hørup.

Et par unge piger kommer forbi og bliver helt elektriske da de ser manden. De vil tage selfis med manden og det er han med på. Han vinker til dem mens de fotograferer og vender sig igen til os. Pigerne fniser og går igen mens de studerer deres billeder. Manden tager sin cykel, men vi kan se at han har en dybsort Maserati stående. En af tjenerne bliver beordret til at finde noget i Maseratien til ham. Han roder noget rundt inden han finder det og at hans chef på cyklen er tilfreds.

Karen spørger ham om han kender NOMA, han skal jo heller ikke komme for godt i gang.

Jeg tager et billede af hans dørskilt og kan senere se, at det faktisk er den 3-stjernde Michellin  restaurant Osteria Francescana vi har forsøgt at frekventere. Og at det er manden maistro Massimo Bottura selv vi har snakket med.

Og en menu her koster i underkanten af 300 euro pr kuvert. Nuvel vi var sultne, men der var jo ikke plads. Og vi havde ikke reserveret.

Vi finder i stedet et lidt mere ydmygt sted, her slipper vi for 100 euro for os alle 6.

Nytårstalen 2015

2015 er ved at rinde ud, og hvilket år var det. Det var året hvor vi kunne fejre flere vigtige jubilæer. Heriblandt 100 året for kvindernes valgret. Så denne tale er specielt rettet til jer, gode kvinder i dette sluttede selskab. Og jeg vil i den forbindelse sætte denne skelsættende begivenhed ind i et historisk perspektiv og fabulere over disse 100 år som I jo, trods jeres unge alder, har oplevet de flest af.

Vi fik jo, som bekendt, grundloven allerede i 1849, men da var der ingen der tænkte på at kvinderne skulle blande sig i hvem der skulle regerede landet. Det var da så rigeligt når de regerede indenfor husets 4 vægge. Vi skal helt frem til 1901 og systemskiftet før der begynder at ske noget.  Det var her at Venstrereformpartiet, med min salig oldefar, I. C. Christensen i spidsen fik vristet magten fra kongen og godsejerne. Og allerede i 1903 fik kvinderne så valgret til menighedsrådene (og det var faktisk I.Cs lov) og i 1907 til at kunne vælges til de råd der bestyrede de nye hjælpekasser som vel var en tidlig forløber for kontanthjælpen.

Og så endelig i 1915 blev grundloven lavet om og I fik med denne, retten til at stemme til landets folketing og også blive valgt dertil. Og det var under en Zahles radikale regering.

Og så kom de brølende 20-ere og der skal jeg da love for at I kvinder skulle slå jer løs. Og det har I så gjort lige siden.

I halvfjerdserne, som er temaet for denne nytårsfest, var kvindefrigørelsen på sit højeste. Alt blev sat frit, selv kvindens højt besungne attributter slap ud af den snærende BH, og endog ofte sluppet helt ud i det fri. Det var tider dengang.

Og TV-seriernes helte er nu næsten uden undtagelse kvinder, det være sig statsministre og detektiver i stribede strikketrøjer og skidengrønne Porscher. Hvad var der nu i vejen med Sherlock Holmes.

På de officielle linjer fik vi en kvindelig dronning vi fik en kvindelig statsminister og senest har det grebet så meget om sig at vi også har fået en kvindelig formand for folketinget. Uha uha uha

Man kan vel med Thomas Nielsens ord sig at I har sejret ad helvede til.

Men hvad ville der være sket hvis Kvinderne ikke havde fået valgret i 1915, lad os lave et par kontrafaktiske eksperimenter.

Grundloven i 1915 blev således nedstemt. Tyverne ville nok have brølet lige så meget, for kvinderne havde jo alligevel magten på de indre linjer.

Men på de ydre linjer. Thit Jensen ville have være mere højrøstet end nogensinde. Folketinget ville være befolket med udelukkende ældre grå herrer. Nina Bang var blevet hjemme hos sin mand, han var også en knallert. Og hun var således ikke blevet den første kvindelige minister i Danmark og en af de første i Verden.

Vi ville ikke have tænkt på at lave grundloven om i 1953 og som sådan ville vi i dag ikke have haft en dronning Magrethe men en kong Ingolf. Og så havde Inger Støjberg ikke have haft brug for at indrykke annoncer for at skræmme folk væk.

Glistrup, der slog sig op på ikke at betale skat og hakke ned på muhamedanerne havde ikke fået den lille irriterende Pia som sekundant. Han havde egenhændigt kørt fremskridtspartiet ud over kanten og partiet var stille døet bort i glemslens tåger. Dansk Folkeparti ville slet ikke være opstået og det ville ikke gradvis været blevet legitimt at tale så grimt om hinanden som det jo desværre er blevet. Se det ville jo have været en god sideeffekt af kvindernes manglende valgret.

Vi ville ikke have kendt ord som løftebrudsdebat og dumsmart og vi ville ikke have været så bevidste om, at formanden for folketinget bestyrer landets næsthøjeste embede.

Men det var nok alligevel godt at vore forfædre besluttede sig for at der skulle være ligeret også på de ydre linjer. Man kan vel sige at jo mere travlt kvinden har med at deltage i den offentlige dagsorden, jo mere ligestilling har vi vel også fået på de indre linjer.

Til slut vil jeg udbringe en skål for vore dejlige kvinder her, som heldet jo har tilsmilet i så rigt mål, ikke mindst med jeres valg af mage. Og jeg vil gøre det med Roland Dorgéles malende ord:

Som ung lærer man kvinden at kende gennem kærligheden, men som ældre lærer man kærligheden at kende gennem kvinden.

Skål