Benspænd på ferierejsen

Vi skal rejse på ferie på selve min fødselsdag og det skal vise sig at blive en fødselsdag med masser af benspænd.

Marie, der lige er kommet hjem fra København, proklamerer at hun har glemt at få passet med. Nuvel, der er nu to muligheder: Hun kan satse på at rejse uden eller hun  kan få et nødpas hos Borgerservice. Vi vælger det sidste idet det nok lige kan nås hvis vi er der når de åbner kl. 10.

Det hele går fint hos Borgerservice indtil hun kommer til at sige at hun har glemt passet i København. Det var den forkerte udlægning. Så kan man ikke få et nødpas, det skal være bortkommet!

Lige meget hvor meget Marie trygler, er der ingen kære mor. En regel er en regel og det står nok i et cirkulære. Men hun kan jo henvende sig hos Politiet i Padborg.

Borgerservice, hrmf, det er som om de har misforstået noget. At det er borgernes service til kommunen og ikke omvendt. Det er ikke kønne ord der undslipper Maries mund efter den seance.

Vi drager nu af sted og satser i første omgang på at undvære passet. Marie ringer dog lige for en sikkerhedsskyld til Politiet i Padborg. Man skal have passet med, er beskeden og vi bliver henvist til Borgerservice.

Denne gang prøver vi i Padborg og nu ved Marie hvad hun skal sige eller i hvert fald hvad hun ikke skal sige. Trods lidt mistænksomhed, - er det nu virkelig væk?, lykkes det at få et rødbedefarvet nødpas.

Kl. 12 kan vi vende næsen mod Hamborg og de dystre forudsigelser om kø og vejarbejde på A7 viser sig ubegrundede. Og ved check-in i Hamborg skal vi da heldigvis vise passet.

Turen til Santiago via Madrid er uden problemer, dog med lange ventetider. Vi lander rettidigt i Santiago de Compostella kl. 23.40 og går ud i ankomsthallen for at finde Goldcar. Der er en Hertz, Europcar, Avis og et par stykker mere, men ingen Goldcar. Den eneste der har åbent på dette sene tidspunkt er Europcar, men de er ikke særlig meddelsomme og kender ikke Goldcar. Måske er det noget der ligger en 3-4 km borte uden for terminalen. Efter en del ringen finder vi en dame fra Goldcar, som bringer os til kontoret.

Nu viser det sig at vi på trods af vores medbragte voucher skal betale 40 euro for sen ankomst, 100 euro for benzin og 45 euro for en ekstra chauffør. Og hvad med forsikring spørger damen. Det er da normalt inkluderet og jeg kan se at vi også har betalt for det. Efter en del diskussion må vi lave et depositum på 2000 euro, som dog først vil blive trukket dersom vi laver buler i bilen. Fandens til stratenrøvere, der er sgu ikke meget guld over dette.

Klokken er nu 01:00 og vi kan sætte os ind i en sort Ford Cmax. Vi har ikke en entydig adresse, men vi har GPS koordinater, som vi taster ind. Omkring 60 km til destinationen, det lyder fornuftigt i forhold til det jeg har set på nettet. Prøver om jeg kan se hvor vi havner, men der er ikke bynavne. Nuvel, det er sikkert rigtigt og vi kører og følger anvisningerne. Der er motorvej en del af vejen og til sidst kommer vi ud på de små veje, hvor der på et tidspunkt er så smalt, at vi holder stille og diskuterer om vi overhovedet kan komme igennem. Vi lister os dog igennem og ender til sidst på en grusvej i et uendeligt mørke. Her bliver vi klar over at det ikke er det rigtige sted. Vi har kørt i den forkerte retning og er nu havnet næsten 90 km fra Arano hvor vores feriested ligger.

Vi tager en dyb indånding og vender om.  Ved hjælp af GPSen og en Iphone i kombination finder vi nu til Arano. Et skilt viser til Casa Aldea Os Muinos, men hvor er indgangen? Jeg ringer til manden. Klokken er nu 3:00 og han som svarer lyder noget søvndrukken. Endelig finder vi manden og kan parkere Cmax’en og få vore værelser udleveret. Det er bælgmørkt, men vi fornemmer at det er et dejligt sted.

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, men det kan være svært at få øje på hvad den lange tur østover i det mørke Spanien skulle være godt for. Christian konkluderer at den er god for fars blog.