Noget om kjolesæt

Vi er inviteret til rund fødselsdag hos vores gode ven Helle.  Helle inviterer til Wienerbal på Dyvig badehotel. Det var i sommers og har udover sted og indhold ikke noget at gøre med de seneste eskapader der er beskrevet på denne blog. Og denne lille beretning skal heller ikke handle om fødselsdagen, ej heller wienerballet men om det at leje et kjolesæt.

Vores gode ven Poul Bent og jeg beslutter os for at klæde os standsmæssigt på til ballet, og hvad vil være mere standsmæssigt end at komme i kjole og hvidt. Poul Bent mener at have et liggende på loftet. Jeg mener at det kan vel ikke være så svært at finde et godt kjolesæt på Gul og Gratis. De fleste mænd der går i kjolesæt er vel på min størrelse.

Jeg kikker på Gul og Gratis i Sønderjylland, der er 3 sæt men det er alle til pygmæer. Så hele landet da, - ikke bedre. Så Den blå Avis – ingen. Det skal vise sig at det ikke er så let endda.

Der er dog nogle der sælger nye kjolesæt, men de koster 3-4000 kr. Det er vel lige i overkanten. Man kan også leje. 1200 for et helt sæt. Det er manufakturhandleren i Vojens der har dette glimrende tilbud.

Jeg sender en mail og forespørger om man har et i  min størrelse. Det mener man bestemt at man har. Jeg tænker at jeg måske kan spare lidt og kun leje selve kjolen. Skjorte og bukser kan jeg vel selv finde eller måske bruge noget jeg har. Jeg spørger om det kan lade sig gøre. Det kan det godt og så bliver det kun 400 kr. Nu ligner det jo noget. Manufakturhandleren mener dog at jeg bør komme derop og prøve kjolen på. Jeg aftaler at komme en lørdag formiddag.

Dagen oprinder og jeg kører til Vojens. Finder straks, på byens fornemmeste adresse, manufakturhandelen, der forhandler både herre- og dametøj.

Jeg gør min entre og møder op ved disken. En lidt feminin mandlig ekspedient møder mig og spørger hvad skulle det være? ”Jeg vil gerne se på en kjole….”.   Ekspedienten får et lidt overrasket udtryk i ansigtet og rømmer sig lidt.  - ”Ja, et kjolesæt”, skynder jeg mig at sige da jeg fornemmer at han er ved at lave forkerte slutninger –”det er jo mig der har mailet omkring et kjolesæt”.

Ekspedienten, der bærer røde bukser og har åbenstående skjorte, minder mig lidt om Dennis Knudsen.

Vi går over i afdelingen med kjolesæt. Skal du i Logen spørger han. ”Nej for fanden da, jeg skal til Wienerbal” siger jeg lidt kort for hovedet. Han måler mig op og vi bliver enige om at jeg skal have en størrelse 62 eller 64, men dem har han ikke. Kun en størrelse 66. Den kan jeg nemt være i men ærmerne når nærmest helt ned til jorden. Jeg bliver belært om at spidserne på kjolens forstykke skal kunne nå sammen over maven og det kan de nemt og lidt mere til. Vi bliver dog enige om at den nok kan gå hvis ærmerne bliver syet op. Ja, vi ender faktisk med at konkluder at det jo er den helt rette størrelse.

Jeg får et længere foredrag omkring ærmelængder. Man skal kunne se manchetterne, og de må endelig ikke være for lange.

Hvad med skjorten spørger ”Dennis”. Skjorte, jeg havde jo tænkt mig at bruge en almindelig skorte. Det kommer jeg ikke langt med kan jeg godt fornemme. En skjorte til et kjolesæt skal være med knækflip. Han kan ikke finde en skjorte i den rette størrelse i sit udlejningsudvalg.  Han finder en ny i stedet for, det er samme pris.

Vest eller skærf? Det er nu jeg erkender, at jeg ikke ved noget om kjolesæt. Det er en videnskab helt for sig.  Han viser mig et billede af en mand der har været på besøg hos dronningen og han har vest på. Det må jeg nok heller få så. Skærf er måske lidt mere simpel. Jeg bliver nu belært om at vesten skal stikke ca. 10 cm nedenfor for-stykkerne på kjolen. Javel så.

Hvad med knapper, spørger han. Ja, hvad med knapper spørger jeg. Han finder knapper der åbenbart skal være med perlemor indfattet i en metalclips der kan gå gennem skjorten og foldes ud på bagsiden. Og knapperne i vesten skal være de samme som de øverste to knapper i skjorten.

Butterflyen finder han selv, nu spørger han ikke mere. Dog skal jeg selv tage stilling til manchetknapperne. Har man guldur skal de naturligvis være i guld, men mit er mere simpelt i stål, så jeg nøjes med sølv manchetter.

Uha, jeg frygter at dette bliver mig et dyrt bekendtskab, men man kan jo ikke komme og føre sig frem og vil leje et kjolesæt og så spørge til prisen hele tiden. Så jeg holder masken og spiller cool.

Hvad med bukser, der hører jo bukser til med blank stribe på siden. Skal du have det med? Han forsvinder hurtigt ud i bagbutikken og bliver væk i lang tid. Endelig kommer han tilbage. Han har ikke et par bukser i den rette størrelse, men han kan nå at skaffe dem. Jeg siger  hurtigt at jeg selv har bukser, jeg kan godt klare mig uden blank stribe. Og hvis ikke kan jeg selv sy en stribe på mine egne bukser.

Han giver efter og vi går til kassen. Han skal have 800 kr. for skidtet, men så skal han også sy ærmerne op, hvilket han indvilger i.

Jeg betaler og skynder mig lettet ud af butikken. Det kunne da være gået meget værre. Et par dage senere kommer kjolen med lidt kortere ærmer, dog stadigvæk for lange så man ikke kan se de fine manchetter.

                                                                                                                                     

Dagen for festen oprinder og jeg ifører mig udstyret. Det er noget stift at bevæge sig rundt i, men Poul-Bent og jeg er uden sidestykke de bedst klædte herrer blandt gæsterne ved den fest.

Til wienerbal på Dyvig Badehotel

Vores gode ven Helle har annonceret wienerbal på Dyvig Badehotel. Det skal vi da med til , men vi afventer at mit udbrud af podegra fortager sig. Podegra er jo ikke befordrende for vals og da slet ikke for polka.

Vi melder os til i håbet om at det da nok skal gå. Badehotellet har arrangeret og Helle og Carsten er engageret som instruktører. Der er workshop kl 16, middag kl 19, indmarch kl 21 og herefter er der bal.

Vi har en lille for-workshop et par dage i forvejen, dels for selv at snuse til Francaisen og dels for at de kære instruktører kan øve sig lidt. Det går helt godt. Francaisen er en turdans på 5 ture baseret på musik fra Flagermusen. Derfra også tilnavnet Fledermaus Quadrille.  I stedet for at stå i firkantede kvadriller står man på lange rækker. Det må se meget spektakulært ud når man kan det og har det store skrud på.

Dagen den 13. oktober oprinder og vi pakker det fine tøj. Solvejg har et langt skrud og jeg har fikset et kjolesæt. Kjolen fra et loppemarket hvor jeg har givet 150 for kjole og bukser. Kjolen passer fint og der er bånd til at hænge medaljer og ordner i. Bukserne er (tro det eller lad være) lidt for store så her bruger jeg mine sædvanlige sorte bukser. Og så har jeg købt ny skjorte, skærf og butterfly. Og mancetknapper ikke at forglemme. Vi klæder os dog i noget mere almindeligt til workshoppen, så kan vi klæde om til middagen, - fint skal det jo være.

Vi ankommer til badehotellet og bliver vist op i Dyvigstuen hvor workshoppen skal være. Helle og Carsten er der og er parate til at fange an. Der er vel omkring 20 par. Vi kender kun et par af dem hvoraf Peter, vores gode gamle ven, er en af dem. Hans normale mage Birgit er indisponibel  da hun har brækket skulderen -  i stedet for har Peter fået en noget yngre model som dansepartner. Noreen er trådt til.

Workshoppen forløber ganske fornøjeligt – vi får lært både polka og vals og 4 af de 5 ture i Francaisen. Casten har dog lidt problemer med musikken der skal komme fra hans computer. Det vil ikke hele tiden som han vil, og imens kan vi hvile lidt og snakke med de andre.  Vi får snakket meget og hvilet en del. Men endelig finder Carsten fejlen, han har skruet ned for lyden. Bortset fra det er Carsten og Helle glimrende instruktører og vi får lært en masse på den korte tid. Polka er i 4/4 dels takt og i valsen skal man kun tælle til 3. I Francaisen skal vi tælle til 8. For en ingeniør bør det jo ikke være noget problem.

Vi har en times pause inden vi skal til middagen. Vi henter det fine tøj og klæder om på handikaptoilettet. Jeg er rimelig hurtig om at få kjolen på selvom manchetterne volder mig nogle problemer. Solvejg derimod tager en skrækkelig tid om omklædningsforehavenet. Jeg går hvileløs rundt udenfor døren og føler mig ikke helt naturlig afslappet i dette fornemme antræk. Endelig er fruen klar og vi kan skride ned ad trappen og mødes med de andre til en lille drink inden det gør løs.

Orkestret er kommet. Eller den halvdel der også skal spille under middagen. Johan, vores gode korven, er der naturligvis med sin bratch, han er kapelmester.  Christian Balslev på violinen, Lars på klaveret og så 3 mere, er 6 ialt. Det tegner godt.

Klokken 19 stiller vi op til indmarch. Jeg kan se at jeg er den eneste der har kjolesæt på, udover orkestret naturligvis. Men er vi kommet til Wienerbal eller er vi ikke. Det er de andre der er under-dressed. Vi marcherer ind og tager en runde i salen inden vi indtager vore pladser. Vi sidder godt sammen med Peter og Birgit med den brækkede skulder og Noreen. Helle og Carsten er der også.

Vi nyder en dejlig 3 retters menu med god mad og gode vine. Jeg må gå forsigtig til værks. Dels har jeg jo lagt mit madindtag om til stenalderkost og dels skal jeg passe på ikke at tirre min podegra alt for meget. Det går nu meget godt. Maden er rimelig stenalderagtig, jeg går udenom brødet og det med vinen, … her beslutter jeg mig for, at man kan jo ikke komme til wienerbal og så sidde og nippe til vinen. Vi skåler med vennerne og med musikken og vi har det da så hyggeligt.

Vi sidder overfor Helles gamle veninde og hendes mand. De er både hyggelige og fornøjelige mennesker.

Da desserten er ved at være spist ankommer resten af orkestret. Ulkebøl Salonorkester tæller vel 10-12 mand. Et prægtigt orkester og i aften også med sangerinde. Christina Ana, der er uddannet operasangerinde er med.

Helle og Carsten skal nu træde i karakter. Vi bliver alle gennet ud mens gulvet ryddes så der kan danses. Vi stiller op til Polenaisen og orkestret spiller op. Vi går ind, par efter par i en lang kolonne. Helle går forrest og dirigerer polonaisen med lange rækker og med slange og det hele. Det er fornemt og spektakuært.

Nu er der vals og polka på programmet. Musikken spiller og vi træder vore just annammede dansetrin og ikke uden ynde. Efterhånden går valsen så godt at vi ikke længere træder hinanden over tæerne. Polkaen derimod er lidt hårdere ved mit podegrabefængte knæ.

Birgit, der jo ikke kan danse på grund af sin brækkede skulder, fotograferer med sit en-hånds betjente kamera. Hun har for det meste held til at tage skarpe billeder med kunstneriske vinkler og hældninger.

Hen på aftenen er det Fancaicen det gælder. Vi stiller op i lange rækker og Carsten annoncerer hvad vi skal. Orkestret spiller op og det går fantastisk. Det er sjovt og højtideligt på samme tid. Vi når 4 af de 5 ture, så holder koncentrationen ikke længere.

Vi må sætte os for at hvile lidt og imens synger Christina en duet med Johan og senere et par arier. Det er forrygende.

Ved midnatstid pakker orkestret sammen. De har spillet alle deres numre og vil ikke begynde forfra.

Vi sidder og nyder det lidt, drikker en ekstra kop kaffe inden vi bryder op. Går ud og betaler for denne fantastiske aften. 950kr for 2 inkl workshop, middag og bal, det er da billigt.

På vej ud til vores bil møder vi Johan der sidder og slapper af i sin bil mens han ryger en cigaret. Han er træt, men han har jo også spillet næsten uafbrudt siden kl 19. Vi tager afsked med ham og kører hjem i nattemørket. Det var da en rigtig fornøjelig aften.

Mit liv som cowboy

- eller kofanger  eller tyrefægter. Det drejer sig om noget så simpelt som at sætte en grime på tre forvoksede Jersey tyrekalve. Det kan vel ikke være så svært.

Min gode ven Sekke har opfostret disse bæster og nu har de levet deres 18 måneder her på jorden og skal slagtes. Men først skal de jo fanges.

Uheldigvis er min gode ven just forulykket på sin cykel og brækket hoften og lemlæstet lårmusklen så han er ikke så meget bevendt som tyrefægter med sine krykker. Derfor er jeg hidkaldt.

Vi starter ud en søndag morgen kl 7. Vognmanden har annonceret at han kommer og henter kræene kl  9:00 så der skal vi være klar.  Vi er 3 mand – Søren og jeg der har fuld kontrol over alle lemmer og Sekke med krykkerne. Søren og Sekke har dog den fordel  at de har prøvet det før.

Efter mogenkaffen går vi i gang. Sekke advarer os. ”De er store og de har jo 4-hjulstræk”.  Hmm, hvornår kommer den næste Sekke-vits?, - vi skal ikke vente længe – ”de må jo ikke køre på landevejen” – nå hvorfor ikke? – ”de har ingen horn” ……

Der er ikke meget lys på denne tid af dagen, men vi kan dog skimte de 3 store tyrekalve nede bag i loen hvor de vader rundt i deres dybstrøelse. Bæsterne er altså inde og kan ikke komme ud. Nu gælder det bare om at få en grime på hver af dem.

Vi prøver først med det gode. Sekke mener at de er glade for æbler så måske vil de tage et æble fra hånden og så kan vi liste grimen på imens. Jeg spørger Sekke om han tror de foretrækker cox orange fremfor filippa. Han mener de er ligeglade, så vi prøver med cox orange. Den hopper de dog ikke på. Lige meget hvor meget vi nøder dem, er de på vagt og det er ikke muligt at få nogen form for grime på dem. Måske havde en filippa været bedre – det finder vi aldrig ud af .

Med kalve er det sådan, at det ikke er  forstanden der får ørerne til at stritte ud til siden ej heller hornene til at vokse ud. I deres 18 måneder lange liv har de ikke tænkt  en eneste tanke til ende eller i det hele taget resoneret noget som helst. Men nu, i deres sidste levedøgn, er det som om at der er noget der virker i panden på dem – de vil ikke fanges. Og de bruger mange tricks for at slippe væk fra vores lokkemad.

Søren og jeg må over til dem – vil de ikke fanges med det søde må de finde sig i en noget mere hårdhændet behandling. Vi laver en lasso med en kæmpelykke som vi sniger os rundt med og forsøger at få omkring hovedet af en af bæsterne.  Efter adskillige forsøg hvor de dumme kræ har drevet gæk med os lykkes det os at få en løkke om halsen af nr 54. Den mindste af kalvene. Den bliver helt vild men den er gået i fælden. Det lykkes nu Søren at få en grime om snuden af den og op omkring nakken. Med en sådan grime har man mere magt over kræet. Den pruster og slår sig voldsomt i tøjret. Imens lykkes det også at få en lasso om hovedet af nr 56.

Vi har bundet nr 54 til en stolpe midt i folden som har dimensioner som en jernbanesvelle. Den er dog langtfra tilfreds og er stadig kampberedt. Den slår sig i tøjret med en sådan kraft at stolpen knækker. Det var dog pokkers. Vi flytter fortøjningen til traktoren der står lige ved siden af – vi kan jo ikke risikere at den vælter hele laden inden vognmanden kommer.  Den slår sig fortsat i tøjeret og ligger tilsidst med benene i vejret og det hvide ud af øjnene. Vi må nok hellere løsne fortøjningen lidt og lade den løbe – vi har jo trods alt grimen på den.

Vi lader nr 54 gå med grimen om mulen vi vil ikke udfordre skæbnen og binde den. Nr 55 som er den største lader sig ikke fange, den har lugtet lunten så vi opgiver og sætter os til at vente på vognmanden.

Endelig kommer han og det første han gør er at køre fast i smadderet udenfor laden. Kun med hiv og sving og heroisk bortgravning af halm som stakker sig op foran hjulene lykkes det ham at komme nogenlunde nær på porten. Vognmanden der kommer med bare tæer i træskoene er først sur over at være kørt fast, men tøer dog lidt op efterhånden. Han har sin mor siddende i førerhuset.

Vognmanden har erfaring med tyrekalve og han ser ikke det store problem, vi skal bare komme i gang. Sekkes nabo er kommet for at hjælpe til, hans traktor skal trække lastbilen ud når vi har fået kræene ombord.

Vi starter med nr 54 der er kommet på benene igen. Vognmanden trækker i snuden, Søren og jeg skubber bagpå. Men bæstet smider sig igen og nægter at rejse sig. Her hjælper hverken cox orange eller søde ord, her må der spark, vriden rundt med halen og andre grimme tricks til før vi får den på benene igen. Efterhånden lærer vi hvordan man  skubber med en kalv. Ikke direkte bagfra, der har man ikke en chance, men sidelæns, der har den ikke så meget at stå imod med. Så vi skubber bæstet sidelæns ud til lastbilen og den kommer op på liften og op i vognen. Så er der kun to tilbage. En med grime og en uden.

Vognmanden, der åbenbart har læst Emil fra Lønneberg, siger at vi bare skal lade den gå der ikke har grime på. Den følger måske med når vi trækker nr 56 ud. Og sandelig om han ikke får ret. Det dumme bæst føler sig utryg ved at blive alene tilbage og den følger med ud. Det var da fantastisk. Efter lidt baksen frem og tilbage ved liften er de begge oppe og vi kan smække lågen i bag rumpen af dem. Det er en god fornemmelse.

Naboen kan nu trække lastbilen ud og vi står tilbage med møg ud over hele det hele fra top til tå. Det var da igrunden et værre bøvl, bare for at trække 3 kalve ud til en lastbil.

Vinsmagning i Tønder

Vi lader os overtale til at deltage i KLUC’s forårsvinsmagning. Da det foregår i Tønder er vi noget lunkne ved det, men gode venner – Gitte og Sekke tilbyder at køre, og så er der jo ikke noget at betænke på sig på. Der er ikke noget ved en vinsmagning hvis man selv skal køre.

Vi skal først tilmelde os klubben, hvilket koster os 100 kr. pr næse. Det gør vi, og så er der til gengæld gratis adgang til forårsvinsmagningen den 10. marts (og sikkert også den 11. hvis man stadigvæk har mod på at smage). Det hele foregår på den prægtige gamle marskgård Bjerremark ved Tønder.

Vi ankommer kl. 14 – just samtidig med Karen og Poul-Bent – så har vi jo haft flere muligheder for at komme hertil. Godt at vide til en anden gang. Men der er allerede så mange gæster, at vi ikke kan parkere inde på gårdens område -  det tegner til at blive en succes.

Nu kan vi gå i gang. Vi hænger overtøjet ind og ifører os et vinglas. Skal man tage et glas med stor åbning eller med lille åbning? Det giver lidt sig selv, da der kun er en med stor åbning og resten er med små  åbninger. De er nu ikke særlig store nogen af dem.  Således  bevæbnede med et glas kan vi gå i gang.

Vi sørger først for et gedigent overblik. Ved den ene ende serveres der ristet brød med olivenolie og fingersalt. I salens ene side er der først de hvide vine, som kortvarigt går over i rosé for at ende med dyre røde vine – den sidste er en Châteauneuf du Pape til 134 kr. flasken.

Den anden langside  er udelukkende røde vine og som det kan forstås, er der mest trængsel på denne side. På et stort bredt bord ned midt gennem rummet er der stillet ostehapser frem af forskellig slags, f.eks. en høost fra Naturmælk, som smager fremragende. Den indeholder ikke hø, men er lavet af mælk fra køer, som har spist hø. Desuden er der brød og en overdådig karaffel med vindruer.

Der er rigtig mange folk -  de fleste i en moden alder som os selv. Afslappet dress og en hyggelig stemning. På et tidspunkt stiller Klaus-Ulrik, der er formand for klubben, sig op på en stol og holder en tale, hvor han præsenterer gæsterne. Og gæsterne, det er ikke os, nej, det er originale repræsentanter for de franske, spanske og italienske vinproducenter. De står bag deres vine og skænker op.

Vi begynder med de hvide der starter med Alsace vinene. Vi bryder dog ind på midten ved nr. 34, en italiensk Fiano di Avellino 2011 fra Campania – den smager fortræffeligt. Vi går dog også lidt ned mod Alsace vinene der også er udmærkede. Nogle er musserende -  bl.a. Crémant de Bourgogne, men den kan jeg ikke lide. Solvejg heller ikke. Skumvin, og den er da ellers dyr nok  - 83kr. Vi prøver mange franske og italienske hvidvine – de spanske springer vi over - men finder ikke nogen bedre end den første Fiano.

Gitte og Sekke går rundt med kenderminer og diskuterer syreballancer og modningsgrad. Den stakkels Gitte, hun skal køre hjem, så hun må hælde det meste ud i skålene, der står til det samme. Jeg hælder ikke noget ud, det ville da være synd og skam.

Vi bevæger os nu over til den anden side med de røde vine. Vores favoritter er jo de italienske. Det er mere enkelt end de Franske med alle deres mange distrikter. Fra Italien er det efter min mening kun nødvendigt at kende Piemonte med Baroloen, Toskana med Brunelloen og Veneto med Amarone og Valpolicella.

Vi stiler straks mod Baroloen, den dyreste til 250 kr. flasken – ikke for at vi vil købe den, man må da smage den. Manden bag flasken er dog noget nærig med udskænkningen. Det er en Barolo dogc ”Manzoni” fra 2006. Vi får dog nok til at konstatere at den nok stadigvæk er lidt for ung til at drikke. 2007 udgaven er bedre og det til den halve pris.

Dvæler dog mest ved en Dugal 2009 fra Veneto distriket. Den smager herligt og er ikke overmåde dyr. Måske skulle vi bestille nogle flasker af den.

Vi smager mange italienske rødvine, enkelte franske og en enkelt spansk. Indimellem er vi nede ved bordet med olivenolien på det ristede brød -  det er næsten det bedste. Azienda Agriparadiso.  Sådan en flaske må vi også have bestilt.

Kl. 17 sætter jeg mig ind på bagsædet og vi kører tilbage mod Als med Gitte ved rattet. Det var dog en herlig eftermiddag.

Benspænd 5 eller Noget om billigbilletter

Jeg skal til USA og Kina i februar og beslutter mig for at gøre det til én tur, så kan jeg tage turen hele vejen rundt og dermed blive én dag yngre.

Da det hele skal foregå i uge 6 og 7 får vi den lyse ide at kombinere det med lidt vinterferie. Og nu da vore gode venner Asger og Marianne bor i Shanghai, er det jo muligt at kombinere arbejde for mig og turisme for familien. Som sagt så gjort.

Vi planlægger det sådan at jeg rejser i jordens rotationsretning først til USA og derefter til Kina. Solvejg og Christian rejser nogle dage senere modsat Jordens rotationsretning til Kina, og så mødes vi i Shanghai en aftalt dag, hvis alting går godt. Det er en god plan, så jeg kan gå i gang med at bestille billetter til Solvejg og Christian i starten af januar. Dem skal jeg jo selv betale.

Går ind på Momondo.dk. Sønderborg – Shanghai, det er dyrt. Billund – Shanghai, det er næsten lige så dyrt. Hamborg – Shanghai, det ligner noget. Hamborg -  Moskva – Shanghai med Aeroflot for kun 3415 kr pr billet – det er da billigt og så endda en flyvetid på kun 14 timer og 25 min. Bedre kan det da ikke gøres. Aeroflot, tja, men der står at flyene er Airbus 330 på den første etape og Boing 767 på det lange stræk, så det kan vel ikke være helt i skoven.

Jeg bestiller billetterne på Flybillet.dk, ud fredag, hjem fredag, og printer tilfreds rejseplanen ud.

Dagen efter møder jeg Asger og fortæller at nu har jeg bestilt billetter og Solvejg og Christian ankommer den 17. februar. 17 februar – Asger ser lidt spørgende ud - plejer uge 7 at ligge så sent i februar. Jeg må lige checke med kalenderen. Pokkers også, jeg er kommet til at bestille til uge 8 og ikke uge 7!!!.

Jeg ringer straks til Flybillet og venter i en telefonkø i en halv time inden jeg får en engelsktalende dame i røret. Hun er vældig sød og forstående og mener ikke at mine billetter er helt spildte, måske kan det lade sig gøre at ombooke dem for et rimeligt beløb, men hun må først checke Aeroflots politik på området. Hvad er et rimeligt beløb, spørger jeg. Måske 1500 kr svarer hun, og jeg sukker dybt. Nuvel dumhed koster, og det er jo min egen fejl. Damen får mit telefonnummer og vil ringe tilbage i løbet af et par timer -  så slipper jeg da for at sidde i en telefonkø.

Efter et par timer ringer en svensktalende dame og siger at nu er alt i orden. Hun kan ombooke mine billetter, det vil kun koste mig 1841 kr – pr billet. Jeg resignerer og lader hende gøre det. Får lidt efter en bekræftelse og en ny flyplan pr mail. Jeg ærgrer mig i 10 minutter men vælger så at se det positive i det. Nu er alt klart, og 3415+1841 er da kun 5256 kr pr billet - det er da stadigvæk billigt.

Tiden nærmer sig og jeg rejser til USA og dernæst via Seoul til Shanghai. Jeg ankommer planmæssigt torsdag aften. Jeg er træt efter en ekstrem lang rejse på næsten 23 timer. Inden jeg lægger mig til at sove har jeg kontakt med Solvejg, de er planmæssigt ankommt til Moskva, hvor de skal vente i 3 timer inden SU527 afgår mod Shanghai. De er ved godt mod og jeg lægger mig trygt til at sove.

Kl 03 ringer telefonen. Det er Solvejg. Vi er i problemer siger hun, - og det er  sandelig ikke en overdrivelse.

De er af uransagelige årsager gået forkert af tiden og har stillet uret en time for meget tilbage. Flyet er væk da de kommer til gaten. Flyet er væk, og her står de midt i den russiske vinternat og flyet er væk. Hvad fanden gør man så.

Russere er et stolt folkefærd, men ikke særlig hjælpsomme i en sådan situation. Her ved gaten kan de ikke sige hvad der er at gøre og sender dem tilbage til den gate hvor de kom ind.

De må gå den tunge vej tilbage til Terminal D. Her mener man at de er nødt til at købe en ny billet. Midt i al uheldet er der dog et lille lyspunkt, - der går et fly i morgen kl 9:45 til Shanghai og de kan se at der er 4 pladser tilbage på flyet. Kan man da ikke bare booke billetterne om? Nej, det kan man ikke men man kan købe nye og man skal selv gøre det for Aeroflot kan ikke gøre det. De siger tilmed at det ikke er sikkert at returbilletten virker nu hvor de ikke er kommet rigtigt med ud. Det protesterer Solvejg dog imod, det kan da ikke passe. 

Christian har sin computer med og går i gang med at finde ud af hvordan man kan købe nye billetter. Men et tager tid og der er næsten ikke mere strøm på den. Og stikket på hans oplader kan ikke gå ind i disse fordømte russiske stikkontakter. De ser at computerns batteri tæller ned 10 min. – 8 min. – 5 min.  

Og det er her telefonen ringer i Shanghai. Vi er i problemer. Jeg tumler forfærdet ud af sengen og situationens alvor går op for mig. Vi må bevare roen, hvad fanden gør vi nu.

Du er nødt til at gå ind og købe nogle nye billetter på Aeroflots hjemmeside. Jeg starter min computer op, heldigvis ved jeg at jeg kan få internet forbindelse her på hotellet, det prøvede jeg af inden jeg lagde mig til at sove. Jeg har dog svært ved at tænke klart, da jeg jo kun har sovet i 2 timer efter en 23 timers flyrejse hvor jeg slet ikke har sovet. Det lykkes mig dog at komme ind på Aeroflot og få fat i den rigtige afgang Moscow – Shanghai. Bestiller billetterne ved hjælp af Solvejg og Christians personnumre og pasnumre og venter med hjertet oppe i halsen på at der kommer en kvittering på at transaktionen er gået igennem.

Det gør den – 1660 kr. pr billet – det var da egentlig ikke så slemt. Jeg ringer dem op og giver dem bookingnummeret, så kan de gå hen og rive det i næsen på de kontrære russere.

Jeg lægger mig, men kan ikke sove. En halv time senere, kontakt igen. Man fortæller Solvejg at man slet ikke kan købe en enkeltbillet til Kina!  Jamen for fanden, det har jeg jo lige gjort, på deres opfordring.

Den flinke mand som Solvejg snakker med får nu fat i sin chef, og de forbarmer sig over den lille danske familie og om-booker den oprindelige billet. Det er nu over midnat og de får deres nye boardingpas til flyet i morgen kl. 9:45.

Har det så været spildt at jeg købte de nye billetter nu hvor de slet ikke er blevet brugt? Nej, det mener den flinke mand ikke, han tror ikke at hans chef var blevet blød i knæene hvis de ikke var kommet med de nye billetter.

Jeg sender dem en trøste SMS, jeg synes at det har været ret sejt som de har klaret situationen.

Christian forsøger senere på natten at file stikket til på en ru stribe på en trappe. Det er ikke let, men det lykkes omsider for ham at få strøm på sin computer igen. 

Jeg henter Solvejg og Christian i Shanghai Pudong International Airport kl 22:30 fredag, hvor de ankommer med kun 14 timers forsinkelse. Og 5226 + 1660 bliver 6886 kr pr billet, det er da stadigvæk billigt, - der er jo langt til Shanghai.

Valentinsdag i Shanghai

Asger ringer kvart i syv. ”Jeg står hernede, er I klar”. Ja det er vi, men Christian er jo klar i lang tid inden han kan formå sig til at træde ud af døren. Vi kommer dog ned og møder Asger i lobbyen. Han har måttet lade sin taxa køre da vi ikke var der tids nok - god begyndelse.

Vi kører i taxa for 19 Rmb og stiger af ved det spisested hvor Asger har bestemt at vi skal spise i aften. Det er en japansk restaurant af den type hvor man sidder rundt om kokken der står i midten og tilbereder maden. 168 Rmb for alt hvad du kan spise og alt hvad du kan drikke – ingen af disse er uvæsentlige. Det viser sig imidlertid hurtigt at vi har gjort regning uden vært. Det er Valentins day og det sværmer med forelskede par der skal ud at spise. Ingen steder er der plads, og det selv om vi da holder rigtig meget af hinanden. De forbandede amerikanere, at finde på sådan noget pjat som Valentins day, og så eksportere det helt til Kina.
I forventning om at finde noget i lokalområdet, der ikke er oversvømmet med forelskede ungersvende med blomsterbuketter af plastik, tager vi en taxa tilbage.

Vi finder ret hurtigt en god restaurant bag hotellet. Her er der plads og de kan tilmed tale engelsk, ikke en uvæsentlig kvalitet. Og menukortet er en billedbog, heller ikke uvæsentlig på disse kanter.
Vi får bestilt mange forskellige retter som man nu gør her i Kina. And, oksekød, svinekød, frø, fisk, bønner og en krabbe i carry og så ris. Vi døjer lidt med at beslutte om det skal være fried rice eller om det skal være steamed rice. Det ender med at vi beslutter os for fried rice, men så skal vi beslutte om det skal være med æg eller med noget andet. Her tager Christian over og træffer en beslutning. Det bliver med æg. Og så en masse øl til. Tjeneren og hans mange hjælpere er friske og bestemt ikke uden humor.

Retterne kommer ind lidt efter lidt, kødet i sur-sød sauce smager herligt og de andre retter ligeledes. Vidste faktisk ikke at der er ben i frøer, men der er der altså. Og frøer smager faktisk forbløffende godt. Vi hygger os og har det dejligt (om end jeg er ved at få krampe i min højre tommelfinger på grund af disse forbistrede spisepinde)
Da vi er ved at have bund i fadene, begynder vi at kikke os omkring – hvor bliver krabben af. Det er jo hovedretten. Vi får fat i tjeneren, der ikke kan erindre at vi har bestilt en sådan. Han bliver lidt febrilsk og siger at det tager ½ time – som han med det samme retter til 20 min. Han kommer lidt efter tilbage og siger at de ikke har flere krabber. Jamen hvad skal vi da så bruge den ekstra ris til som vi har fået til krabben? Nu kommer der en fra betjeningen springende at nu har man sandelig fundet en krabbe og vi skal bare vente lidt. Åh, det var dog dejligt og nu får vi så også friske og varme steemed rice til – de andre var jo blevet kolde.

Krabben kommer ind i sin fine gule og røde lage. Den sprælske tjener kommer med en nøddeknækker så vi kan knække kløerne og komme ind til det sparsomme kød der er på sådan et bæst. Men sovsen, - sovsen, den er fantastisk. Hvis det ikke var for sovsen var det ikke værd at købe en krabbe.

Da vi er færdige med at søbe i sovsen ligger kun skallen med de bedende øjne tilbage i fadet. Den vil Solvejg gerne have med som et minde. Hun tager den over på sin tallerken og tørrer den af med sin serviet til de to tjeneres udelte begejstring. De får dog andet at tænke på da vi beder om en doggy bag - det har de vist ikke været udsat for før.
Vi betaler og går glade, mætte og tilfredse ud i den kolde og fugtige februaraften med et krabbeskjold i plastikposen.

1864 - midt om natten

Jeg har just her i julen siddet og skrevet og redigeret den Plougsgaardske Årbog 2011. I den forbindelse skrev jeg om en oplevelse vi havde den 26. juni sidste år. Vi tog ned til Alssund og overværede en meget spektakulær rekonstruktion af preussernes overgang til Als, 29. juni 1864. Den historie skal da ligge her på bloggen selv om den udkommer med et halvt års forsinkelse.

Vi går i krig. Klokken er 02 om natten og vi kører til forbrændingsanlægget i Kær. Parkerer bilen og går ned til vandet – det er mørkt, men stien er lyst op af små lygter der er sat op for at lede folk på rette vej. Vi skal her afvente preussernes overgang til Als. Denne tragiske historiske begivenhed som fandt sted for 147 år siden bliver levendegjort her næsten på årsdagen. Der er en projektor der viser billeder fra den tid på et hvidt lærred og der er to der fortæller øjenvidneberetninger fra hver side af fronten. De preussiske øjenvidner beretter om angst og usikkerhed, de ved jo hvad der skal ske. De skal ud i små robåde og sejle over til fjenden på Als – og de kan end ikke svømme. De danskes er mere diffuse – de ved ikke hvad der er skal ske. Ved kvart i 3 tiden slukkes alt lyset og vi venter i stilhed. Kun nogle soldater i 1864 kluns kommer ned til vandet, næppe hørligt men med raslen med geværer og krudthorn. Vel til en slags vagtskifte. En kommentator beretter afdæmpet, som var det en direkte radioud­sendelse.

Pludselig gjalder luften af råb og skrig og geværild. Men de 6-7 danske soldater kan ikke stille noget op. Og kort efter kommer der kanonild og kraftige sprængladninger bliver udløst lige ved siden af os, så vi kan mærke lufttrykket. Preusserne har ordre til ikke at skyde med kanonerne før man er sikker på, at fortroppen er opdaget. Kanonilden tager til og det er meget skræmmende og livagtigt. Således står slaget på, vel et kvarters tid.

                 

Vi bliver nu beordret op langs et hegn hvor vi kan skimte ud over en mark med højt græs (dengang var det en rugmark). Klokken er nu hen ved halv fire og det lysner lidt. Vi kan se de danske soldater stå i det høje græs og gestikulere nervøst til hinanden. Der bliver tændt baune der flammer op i den gryende morgen. Signalhorn blæser til angreb og nu stormer de ned mod vandet.  Der bliver kæmpet, råbt og skreget og skudt. Men man bliver slået tilbage af overlegne preussiske soldater. Geværild og granatnedslag kan både ses og i særdeleshed høres mens kanontordenen varer ved og man kan høre ekkoet inde fra Sønderborg. Lidt over halv fire blæses der til retræte og de danske soldater tager benene på nakken og forsvinder i retning af Sønderborg.

Vi går tilbage til vandet og får beretningen om Rolf Krake, panserskibet der uden held forsøgte at stanse overgangen. I stedet for må den hastigt sejle norden om Als og ned til Kegnæs drej for at hjælpe med evakueringen senere på dagen. Vi møder også Johan Korsfeldt. Han er svensker og jeg siger at han er kommet 147 år for sent hvis Sverige ellers havde til hensigt at redde os.

Vi kører hjem til Blommeskobbel mens det lysner. Tågen ligger stadigvæk hen over markerne ved Augustenborg fjord. Det var dog en fantastisk oplevelse. 

http://www.tvsyd.dk/video/32142