Nytårstalen 2017

Kære venner, 2017 er ved at rinde ud og hvilket år blev det så. Det bliver vi jo meget klogere på når Finn’s nytårsquiz bliver afsløret senere her i aften.

Der er dog et par nedslag jeg for egen regning vil gøre, og det gælder både de ydre linjer og de indre.

Ude i den store verden blev der vendt om på alting. I Amerikas forenede stater blev den, til dato, mest fladpandede og inkompetente præsident indsat. Og han har lige siden være en uudtømmelig kilde til undren, hovedrysten og helt ufattelige tweets.

Han har senest overbevist amerikanerne om at svaret på den sværeste vinterkulde i USA i mands minde er global warming, og at han som en anden Messias har sikret denne og reddet dem ved at trække USA ud af Parisaftalen.

I det år der er gået har vi lige så stille vænnet os til slet ikke mere at regne med det officielle USA. Det er da lidt mærkeligt. Men det kan måske få de store visioner på gled hos os selv. Vi skal bare først have Polen banket på plads, Storbritannien skilt fra og Catalonien oprettet som selvstændig stat på det politiske atlaskort, så skal det nok gå alt sammen.

Vores regering blev jo som bekendt ændret og udvidet i 2017 og det kom så smædeligt til at gå ud over vores alles helt, Bertel Haarder, der blev sat fra bestillingen. Det har åbenbart martret ham så meget at han har nægtet at skrive en julesang i år og det er noget skidt.

Vores regering har jo ellers ikke holdt sig tilbage med at bidrage til julestemningen. Og det kan man sige meget om, men der kom da både en finanslov og en nytårshat ud af det hele.

Anders Samuelsen på vej op i juletræet efter topskatten

I oktober 2017 var det også 500 år siden at Luther med hammer og søm slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det er heller ikke gået stille af. Vi har fejret Luther, og vi har markeret Luther. Vi har som korister sunget vor Gud han er så fast en borg i utallige udførelser og sprog.  Jeg ved ikke om man ligefrem skulle fejre Luther, for han var jo ingenlunde nogen rar mand, men nærmere en ond udgave af Søren Krarup.

Metoo bevægelsen så også dagens lys i 2017. Det er en god sag, som vi måske kan give Trump credit for. Han bidrager i hvert fald med eksplosiv og vedvarende energi til denne kampagne. En kampagne der nok vil ændre meget til det bedre. Her i vores forsamling ligger sexchikane langt fra vores tankesæt for vi elsker, respekterer og tilbeder vore kvinder.

En skelsættende begivenhed i 2017 var åbningen af Letbanen. Det var en hård fødsel men det lykkedes til sidst. Og de er friske i Århus – dagen før åbningen kom man til at køre en bil ned. Men nu skulle fandeme være, for sidst man annoncerede en åbning måtte man smide flere kilometer kransekage ud.

Vi har en tradition på Trompeterager omkring stjernen i toppen af juletræet. Det er en rigtig stjerne eller rettere 2 stjerner, der særligt har gjort sig bemærket og fortjent  i løbet af året. Og i år blev det hverken Trump eller madam Støjberg. Nej, dem er vi hverken glade for eller stolte af. Nej i stedet for, kan jeg afsløre her, blev det vores allesammens Kong Henrik på den ene side og Dolf, vores aldrende kat på den anden side. Sidstnævnte vandt en knivskarp nominering over Rosa fra kagedysten.

Motivationen har været:

Henrik har være meget igennem dette år. Først blev han voldsomt skældt ud for sin beslutning om ikke at ville dele sarkofag med dronningen. Forargelsen kendte ingen grænser. ”Det skulle han have tænkt på før han giftede sig” og ”det har jo kostet mange penge at indrette det store kapel i Roskiiilde domkirke med plads til to og nu vil det utaknemmelige skarn ikke ligge der - det kunne han godt have sagt noget før”.

Og senere da det viste sig at han havde begyndende demens, blev han knuselsket fra alle sider.

Dolf, vores aldrende kat, er også blevet noget stivbenet og sover det meste af dagen. Den har gennem årene haft stor betydning for vores families trivsel og man skal hædre både folk og katte mens de stadigvæk er i live.  I lighed med kong Henrik er dens kognitive funktion noget påvirket af dens høje alder. Vort kære værtspar her havde i sommers glæde af at fodre kræet mens vi var udrejste og det har den ikke glemt. Den fortjener også en stjerneplads i toppen af træet.

Kong Henrik i toppen af træet, -kan man ane katteørerne på den anden side

Til slut vil jeg gerne udbringe en skål for vore skønne kvinder som vi tilbeder og sætter højt på piedestalen i tillid til at den vil kunne holde til det. I er med jeres blotte tilstedeværelse og vedvarende ros en konstant vederkvægelse for os. Må det fortsætte således også i 2018 hvor nye oplevelser vil komme os i møde.

Skål for vore kvinder og for kong Henrik.

Brahms Requiem i Frauenkirche

Halv-fem går vi over vejen til Fauenkirche og finder indgang E som står på  vores billet. Vi træder ind i en fantastisk smuk kirkesal, der bortset fra det monstrøse alter med orglet ovenover mest ligner en koncertsal eller et teater med gallerier i 3 etager. Det er et rundt kirkeskib med bænkerader i lyst træ som også er formede i buer. Ude langs siderne mellem de massive søjler er bænkerader i 3 rækker. Vi har pladser på en af disse og har en rigtig fin udsigt til både orkester og kor.

8 svære søjler bærer den enorme kuppel der dækker hele kirkeskibet. Vi sidder og nyder det smukke rum. Alt er holdt i lyse pastelfarver rosa og gult og med guldskær. Det er utrolig yndefuldt og harmonisk at se på.

Frauenkirche er oprindelig bygget i første halvdel af 1700 årene, men blev totalt udraderet i forbindelse med USA og Englands bombardement i februar 1945. Kun alteret og den modsatte gavl stod tilbage. Og sådan blev den liggende i 50 år indtil man omkring årtusindskiftet rekonstruerede den gamle barokkirke. Den blev genindviet i 2005 og det er den vi sidder i.

Kl. 17 kommer først orkestret ind. Det er MDR Sinfonieorkester og derefter MDR Rundfunkchor. De er alle klædt i sort og ser meget flotte ud som de står oppe på korpodierne, der er sat op til dem. Ind kommer nu også dirigenten Joost Risto og de to solister en bariton og en sopran. Der klappes forventningsfuldt. Koret rejser sig på én gang.  Meget imponerende. De er ca. 65  sangere. Solvejg har talt dem.

Dirigenten slår koncerten an og kontrabasser og horn danner de kendte ur-toner som indgang til dette betagende værk. Det bliver en af de helt store musikoplevelser. Det er et stort orkester, der spiller virkelig flot og koret, koret er et fuldt professionelt kor og de synger så nakkehårende rejser sig.

Brahms skrev Ein Deutches Requiem i 1865 - 68. Han har selv udvalgt tekster fra biblen til sit requiem og har ladet dem synge på tysk modsat næsten alle andre requiem,  der er sunget på latin. Deraf sikkert navnet Ein Deutsches Requiem.

1. satsen ”Selig sind, die der Leid tragen” er umådelig smuk og vi får her virkelig fornemmelsen af at det ikke er en almindelig korkoncert vi er kommet til. Koret synger virkelig helt fantastisk. Og det fortsætter sådan. 2 satsen er den hvor orkestret bygger op med violiner og voldsomme paukehvirvler og koret sætter ind med ”Denn alles Fleisch ist wie Gras” forte fortissimo med flere kæmpestore f-er.  Det er storslået i en grad så det er svært at kontrollere mimikken og tårekanalerne. Men der er jo heller ikke nogen der skal se på mig.

Og oplevelsen forstærkes af at sidde her i denne smukke kirke, der helt unødigt blev ødelagt sammen med resten af Dresden i de sidste måneder af krigen hvor tyskerne allerede mere eller mindre havde tabt. 

Baritonen, der kommer ind i 3 satsen, synger med en varme og glød der er helt fantastisk og harmonien med koret er helt perfekt. Sopranen må vente helt til 5 sats og også hun er vidunderlig.

Midt under det hele er der en dame der falder om ovre på den anden side af kirken under stor postyr. Jeg ser og opfatter det ikke, men Solvejg gør. Damen bliver båret ud og der er mange der er involveret i dette. Solvejg tror at hun overlever. Omvendt ville det da være et velvalgt tidspunkt at dø på, til tonerne af denne dødsmesse.

Koncerten slutter med ”Selig sind die Toten”, en smuk og bevægende sats der til sidst falder helt til ro. Dirigenten slår af og lader armene falde ned og publikums bifald kan bryde løs.

Opløftede går vi ud – det var da godt nok en fantastisk oplevelse. Og helt uventet,  det var jo helt tilfældigt at vi så opslaget på hotellet. Og billetten blev først sikret i sidste øjeblik før koncerten som så ud til at være udsolgt.

Hvordan man skriver en kommentarer

Kære læsere af min blog.
Det er kommet mig for øre at man ikke kan skrive kommentarer når man har læst de vise ord. Det er en skam og jeg vil se om jeg kan råde bod på det med denne lille vejledning.

Når man klikker på kommentar kommer man ind på denne side:

I det følgende er der nogle mere udførlige anvisninger på hvad man skal gøre:

Voila, du er færdig og din kommentar vil så sådan ud:

Det kan ikke gå galt, prøv.

Badehotellet

En torsdag aften kikker vi efter et weekend ophold. Finder frem til at det skal være på Hjerting Badehotel. Det ser fantastisk ud på billeder og leder tanken hen på grosserer Madsen og fabrikant Frigg. Vi bestiller – det er allerede på lørdag.

Lørdag pakker vi og drager af sted. Finder let Hjerting Badehotel, der ligger smukt helt ude i vandkanten til Ho bugt. Det ser fantastisk ud, vi glæder os allerede.  Checker ind, men her opstår der en krise. Damen i receptionen siger at vi har booket et gæstehus! Nej det har vi ikke vi skal bo på hotellet. Nej det skal I ikke. Jo det skal vi. Nej for I har booket gennem Booking.com og det kan de ikke ændre her på hotellet.  Nå, men så kan vi selv afbestille og så booke på ny. Sådan bliver det og vi får et vidunderligt lille værelse med udsigt ud over Ho bugt. Bedre kan det ikke være.

Vi går på opdagelse på hotellet. Der er mindst et selskab i gang. Vi finder hotellets anden og bedre restaurant – brasseriet.  Går derind og bliver pænt modtaget. Har I bestilt bord. Nej det har vi ikke men vi vil gerne overveje at gøre det. Kikker på frokostmenukortet – lidt for at være kostbar, for det er et fantastisk sted med udsigt gennem vinduerne og med fin kunst mellem vinduerne. Vi nyder en herlig frokost med bakskul og mørbrad og laks og ost og en stor øl til. Og der er ikke at forglemme en stor egesnaps til. Vi bestiller straks bord til middagen om aftenen.

Senere kl 14 viser der sig at være guidet vandretur. Hvad kan man dog se her i Hjerting i strid blæst og iskold regn. Det viser sig at være en ganske fornøjelig vandring som også indebærer et pitstop midtvejs med en bitterdram. Turen går forbi den ikke så gamle Hjerting kirke der viser sig at være fantastisk flot både udefra og indefra. Den har lige haft 25 års jubilæum og ligger på en opkastet kunstig høj. Kirken er udsmykket af selveste Robert Jacobsen. Det er godt nok gammelt jern som mesteren har fundet, men det er helt utrolig smukt udformet og komponeret.

Tilbage ved hotellet fortæller den ret så dygtige guide, der er stand-in for hotelværten selv, om tidevandet og de oversvømmelseskatastrofer der jo naturligvis også har være her.

Således opfyldte med lokal visdom kan vi lægge os på sengen for at sove rusen ud.

Vinden har lagt sig og det er blevet tørvejr men det også blevet mørkt. Vi beslutter os alligevel for en spadseretur. Det er hyggeligt at gå i mørket og vi skal jo spare op til den forhåbentlige overdådige middag. Vi går ad den fine strandpromenade og kan  høre havet men ikke se den for det er bælgmørkt. Vi kommer ud hvor der kun er en grussti og senere kun en smal jordsti og her giver vi op. Solvejg har kun de pæne sko på. Går i stedet for op ad en træbelagt sti der fører os væk fra vandet. Der er lysende kugler i græsset og senere på vejen. Som de dog kan her i Hjerting. Det må være en slags kunstværk meget spændende og vi ser det jo i sit rette element. Det er lysende kugler og det er buldermørkt, bedre kan det da ikke være.

Tilbage på hotellet klæder vi om til middagen og går ned i restauranten. Der er et lidt larmende selskab inde ved siden af men ellers er det som det skal være. Grosseren og fabrikanten er på plads.

Vi bestiller maden. Vi væger blandt de lidt lettere retter, så der også er plads til dessert. Jeg væver lidt omkring desserten – noget med brudeslør…. Pludselig siger tjeneren ”der er også risalamande”. Hun ved at hun rammer plet og jeg bestiller naturligvis risalamande.

Den lettere ret viser sig at være omfangsrig men særdeles velsmagende. Vi må sidde og fordøje lidt inden vi beder om at få  risalamanden kørt ind. Den er vidunderlig.

Efter et par timer trækker vi os meget mætte tilbage til vore hummer.

Søndag. Vi står op og går ned i hotellets anden restaurant hvor der er serveres morgenmad. Et særdeles fortrinligt udvalg er det og der er endog en bitter snaps til efter eget valg. Vi vælger en Dr. Nielsen. Vi har fået hjørnepladsen med udsigt og her sidder vi længe. Vi skal jo spise så meget at vi ikke behøver frokosten.

Der er masser af gæster i restauranten.  Der hersker en rolig stemning som passer os godt. Udenfor har det regnet men det ser nu ud som om at det vil blive opholdsvejr.

Vores ophold på hotellet er ved at være slut. Vi pakker sammen, nyder synet ud over bugten en sidste gang og checker ud.

Inden vi forlader Hjerting går vi os dog en forsvarlig tur, - vi skal lige checke ud hvad det var vi så i aftes med de lysende kugler.

Det viser sig at være en virkelig spændende park, Hjerting Strandpark. Lysende er ikke så spændende ved dagslys men til gengæld er der nogle flotte kunstværker. Især en skulptur af  den portugisiske kunstner Rui Chafes gør indtryk.

  

Vi går tilbage langs stranden, det er lavvande nu og vi burde kunne finde rav. Det gør vi ikke, kun en monsterstor østers der har set bedre dage.

Se det var da en dejlig oplevelse at bo på badehotel. Vi havde godt nok glemt badetøjet men det gjorde ikke så meget. Der var så meget andet.

Luther og lagkage

En travl uge er overstået. Meget travlt. Og meget med sang. Og det er fortiden der spøger. At en mand der smækker 95 ideer op på en kirkedør for 500 år siden skal bringe min uge 44 ud i noget helt vildt er jo lidt tankevækkende.

Tirsdag skal Dybbøl kirkes vokalensemble synge vederkvægende satser ved gudstjenesten i Rinkenæs i forbindelse med markeringen af 500 årsdagen for Reformationen. Og der er øveaften om mandagen. Det er en rigtig fin oplevelse og vi synger rigtig fint. Vi er flere mænd end kvinder i dette kor den aften, det er ikke tit det sker.

Onsdag aften har vi vores store koncert i Sct. Marie kirkes Motetkor. Igen er det Luther der spøger med en masse tekster som den unge Christian Præstholm har komponeret satser til og han spiller selv til i vekslen mellem kor og orgel. Der er rigtig meget orgel indimellem vore satser og det er første gang vi hører det i sin helhed. Det er imponerende, ekspressivt og meget langt når man skal stå op til det. Vi får dog lov til at sidde et par gange i løbet af den 5 kvarter lange koncert.

Vi har importeret et par vestjyske publikummer som vi hygger os med resten af aftenen til Luther øl og ost.

 

Torsdag er jeg i Flensborg på et virksomhedsbesøg og ind under aften skal vi til Sønderborg for at øve sammen med Christianskirkens kammerkor. Vores dirigent her skal giftes og der skal overraskes. Eller måske bliver de ikke så overraskede men forhåbentlig meget glade. Vi får sat Gades ”Morgensang af Elverskud” fint på plads sammen med en kendt  Schubert sats.

Fredag er vi begge inviteret til en dobbelt 50 års fødselsdag på Vollerup kro. Det bliver en utrolig fornøjelig aften hvor talerne var både mange og uden undtagelse fantastisk gode og fyldt med både vid og bid.  Jeg får også talt med min gamle lærer Swienty fra Teknikum som jeg ikke har set i 35 år. Jeg får lejlighed til at fortælle ham at jeg aldrig fattede det med de transistormodeller han underviste os i. Det lader ikke til at ødelæge hans gode humør og jeg kan også fortælle ham at jeg har klaret mig udmærket uden.  Denne aften bliver der til gengæld slet ikke sunget en eneste strofe. Vi spadserer i lettere opløftet stemning hjem til Hørup kl. 3 om natten.

Lørdag er så dagen for Dirigentens bryllup. Hun bliver gift med 1. tenoren og det var både smukt og rørende da de skrider op ad kirkegulvet til vores Morgensang sammen med deres 6 børn. Det er da helt fantastisk. Bagefter er der reception med champagne og en 6 etagers bryllupskage.

Søndag var jo Allehelgenssøndag. Først var vi ude med raslebøssen til Dansk Flygtningehjæps landsindsamling og om aftenen var vi begge tilsagt til at synge til Allehelgens mindegudstjeneste. Det har vi før gjort og det er meget stemningsfyldt. Denne gang var koret ganske lille med kun 6 mand men vi sang virkelig fint.

Se det var jo en travl uge hvor vi sang i 4 forskellige kor, og så var der jo også arbejdet der skulle passes.

Et lille besøg i København

Vi skal på en lille weekendtur til København. Vi skal besøge Marie. Men Marie har travlt, så det er med at udnytte tiden. Vi henter hende i Farum, der er et monsterstort loppemarked som hun jævnligt frekventerer. Vi parkerer og tanker rygsækken maks op med tålmodighed og går derind. Det er stort og der er mange mennesker. Rigtig mange mennesker. Vi finder Marie og Freja, - og de er slet ikke færdige. Solvejg går med dem. Der er et sted hvor de udskænker gratis kaffe, der går jeg hen. Men med kvinder og loppemarkeder er det sådan at det tager lang tid. Rigtig lang tid. 

Jeg går lidt rundt og kikker. Der er et kunsthjørne, hvor der er en masse skrækkelige malerier - noget er også knapt så skrækkeligt. Jeg får øje på et ret så fint litografi af Arne Haugen Sørensen. Ham kender jeg da vist - eller rettere, jeg ved at han er kendt. Men ved de det, dem der står for at sælge tingene. Det gør de, og giver mig en pris der umiddelbart sender mig til tælling. Får hende dog presset 10% ned. Det er hendes sidste tilbud. Jeg går lidt videre, jeg vil da lige google ham Haugen Sørensen så jeg ved lidt mere om hvorfor jeg kender det navn. Finder ud af at han er en af de betydelige. Det er ham der bl.a. har lavet alterbillederne i Christianskirken hjemme i Sønderborg. Og også i Ringkøbing. Og han har just her i september fået sit eget Arne Haugen Sørensen museum.. Da jeg jo både har tilknytning til Vestjylland og Sønderborg må jeg have det billede med. Jeg går hen og køber det for den nedsatte pris og får billedet med under armen.

De andre kommer og jeg præsenterer mit billede inden vi kører ind til København. Regnen siler ned.

Senere på eftermiddagen har Solvejg og jeg billetter til Irving Berlins stor musical Annie get your gun på Det ny Teater.

Det skal vise sig at blive en hel fantastisk forestilling. Vi sidder godt på 7’ende række, der er faktisk også tilskuerpladser på scenen, men de ser jo det meste bagfra.

Der er tale om det helt store udtræk her. Scenen, skuespillet, musikken, sang og dans - det hele er i topklasse og vi nyder en næsten 3 timer lang forestilling som aldrig bliver langtrukken. Og der er stående bifald bagefter.

Udenfor siler regnen stadigvæk ned.

Søndag eftermiddag skal vi til Mørkekoncert med DR-pigekoret. Ja, det er faktisk en koncert i KoncertHuset hvor de har slukket lyset. Efter en introduktion af Filip Faber slukker de lyset så der bliver bælgmørkt og man kan kun høre at pigekoret går ind. De synger jo helt fantastisk og koncerten bliver en vekslen mellem koret, en soloviolin og så Bodil Jørgensen der snakker en meget ung 8-årig Benjamin om nogle af livets tildragelser. Det er en sælsom men meget intens oplevelse. Efter sidste vers af I Danmark er jeg født tændes lyset igen og pigerne står i en fuldstændig symmetrisk rundkreds. Hvordan de har kunnet danne den så symmetrisk i mørket står hen i det uvisse. Der er også fortjent stående bifald her. 

Se det var da en ganske dejlig og oplevelsesrig weekend i København.