Livet på cykelstien 2.0

Så sker det endelig. Efter næsten 2 års hyppig frekventering af cykelstien mellem Hørup og Nordals sker det. Jeg overhaler en mandsperson i fuld cykeludstyr. Ung og stærk ser han ud, men jeg overhaler ham og jeg holder ham bag mig. Af alle steder kører jeg fra ham op ad Egen bakke, sikke da en slapsvans. Jeg fryder mig overmåde og forestiller mig Jørgen Leths nasale kommentar. ”Plougsgaard kikker til siden og ser sin unge og lidt slatne modstander i øjnene, kvasten på den røde tophue er faldet af. Han kan se at han er tømt for kræfter. Han ser sig ikke længere tilbage og flår cyklen op af Alpe d’Egen….”

Og det på en dag hvor det ellers er rasende koldt og hvor det blæser en stiv modvind. Meteorologerne elsker at tale om WCF, Wind Chill Factor for tiden. I dag var der en wind chill factor så de -1 grad skulle føles som -10. Jeg frøs da også tæerne en smule.

Bortset fra det, nyder jeg mine cykelture, 22 km ud og 18 km hjem. Nu er der nok dem der vil spørge hvorfor der er længere ud end hjem og spørgsmålet er også relevant.

Det skydes PDF – Perceived Distance Factor. Eller Psychological Distance Factor. Oplevet afstand.

Egen bakke er vel 2 km på en god dag og med en PFD på 2 (den føles dobbelt så lang) giver det 2 km ekstra. Efter Guderup er der også en lang stigning på 3 km med en PFD på 1.5. Dette giver ekstra halvanden kilometer. 18+2+1,5 = 22 km, vi runder opad. Nu ville nogle måske indvende at PFD ville være negativ når det går nedad, men sådan er det ikke. Hjemad er der næsten altid modvind og man skal alligevel træde i pedalerne ned af Egen bakke.

For tiden er det dog hverken WCF eller PDF der er problemet, det er lyset. Eller rettere manglende lys. Det er altid bælgmørkt når man skal cykle. Og med mine Bilka diodelygter kan jeg ikke se en pind når der kommer modkørende biler og på cykelstien er der ikke megen hjælp fra hvide striber. De er åbenbart sparet væk. Dem der engang var, er dels blevet beskidte, dels slidt af og resten er overgroet med græs.  Man burde nok i et år med kommunalvalg lægge pres på borgmesteren, men på denne årstid er der nok ikke mange stemmer i det. Der er i hvert fald god plads på cykelstien for tiden.

Juleaften på Trompeterager

Juleaftensdag og juleaften er hos os både præget af traditioner og overraskelser. Sådan skal det være og i år er ingen undtagelse.

Juleaftensdag er vi jo som traditionen byder til morgenkaffe hos vore venner i Rinkenæs. Leo er som Jesus født på denne dag, så der er tradition for at samles der og mødes med vennerne. Vi har taget et passende udsnit af vore børn med. Gæstebuddet hos Leo er som sædvanligt hyggeligt og jeg når i år at smage alle 4 snapse.

Hjemme igen går eftermiddagen med gaveindpakning, madlavning og hygge. Gåsen fra Rødekro blev allerede farseret i aftes, så den er lige til at kyle i ovnen. Risalamanden er også godt forberedt og kartoflerne er skrællede og pillede.

Vi har besluttet at tage i kirke i Sct. Marie i Sønderborg. Dels synger Marie der og dels er stolene bedre. Vi kommer (for en gangs skyld) i så tilpas god tid at vi får gode pladser helt oppe foran. Koret synger fint, præsten afholder sig fra den helt lange prædiken, salmerne er kendte og Helge Granum spiller et fantastisk postludium. Bedre kan det da ikke være – vi hilser på organisten og sangerne og drager hjem til gåsen og de andre.

Vi får dækket på bordet og trukket den gode Balsion Crianza 2006 op. Gåsen kommer ud af ovnen. Den næsten 6 kg tunge gås er svundet noget ind og fedtet ligger i bunden af bradepanden. Den bliver skåret ud i passende stykker. Sovsen bliver lavet af den gode gåsesky og der tilsættes rigeligt med fløde (det er jo kun jul en gang om året). Maden kommer på bordet og vi kan begynde.

I løbet af den næste halve time forsvinder gåsen fuldstændig. De hvide kartofler slipper op næsten samtidig med de brune. Sovsen, der ellers var meget af, forsvinder som dug for solen ligesom rødkålen bliver fortæret. Kun tyttebær syltetøjet bliver der noget tilovers af. Nuvel, så skal vi jo ikke have besværet med at pakke rester væk.

Mens vi rydder ud efter gåsen kommer den skinbarlige julemand. Se det er da en overraskelse, han har da aldrig vist sig før. Han har været på indkøb hos Wohlenberg og deler nu ud af dejlige lakridser, karameller og chokoladeovertrukne mandler. Vi er ikke helt klar til risalamanden endnu og giver os til at synge. Thomas sætter sig til klaveret og vi synger de kønne julesalmer og også den Plougsgaardske julesang som Thomas komponerede da han var 11 år. Den er stadigvæk rigtig god. Vi synger ”Her kommer Jesus dine små” i en jazzet udgave der bringer os gennem alle tonearterne og også gennem alle husets rum.

En historie hører sig også til juleaften. Moderen læser højt af Natbarn, en opbyggelig bog
med billeder. Da vi ikke allesammen kan sidde på skødet af moderen, transmitterer vi billederne via Ipad'ens kamera over airfoil, apple TV op på den store fladskærm. En ultimativ teknologisk løsning. Alt imens forsvinder også de gode lakridser og mandler som dug for solen.

Nu er det tid til risalamanden. En stor portion kommer på bordet sammen med den lune kirsebærsovs. I løbet af kort tid er den også så sultne ar da kolosalt smgaarlune kirsebærsovs. I løbet af nger os gennem alle tonearterne og også gennem alle husets rumgaar væk, det er da kolossalt så glubske den Plougsgaardske familie er. Shahla vinder mandelgaven, der igen som i min barndom er en marcipangris – denne har dog ikke rød tryne som min barndoms gris men er betrukket med chokolade på bagsiden. 

Vi rejser os fra bordet, rydder af og tænder juletræet. Vi har jo allerede sunget en del, men vi skal da danse omkring juletræet og vi finder nogle flere sange frem.

  

Gaveræset er med årene blevet langt mindre overvældende. Det går stille og roligt. Hver overrækker selv alle sine gaver og det foregår efter alder, så Christian begynder. Han har skrevet små digte med en gammeldags skrivemaskine bag på billeder af den kongelige familie. Så passer det til stjernen der i år er erstattet af dronningen og prinsegemalens portræt. Det er meget sødt og sjovt. Efterhånden bliver alle gaver givet og pakket ud, alle er glade og kaffen og konfekten er nu det eneste der mangler. Det bliver der også tid for

       

Et tilfældigt møde med Den Forbudte By

I februar 2012 er jeg i Shanghai i arbejdsmæssigt medfør. En søndag aften tager jeg flyet til Beijing -  vi skal have møde med nogle myndigheder den efterfølgende dag. Aldeles uplanlagt ser vi Den forbudte by, og den historie er da værdig til bloggen.

------

Vågner ved  halvsyvtiden og læser lidt inden jeg sætter mig op og skriver noter fra i går. Kl. 8:30 går jeg ned og spiser. Her er næsten al maden kinesisk, men også lidt english breakfast. Baconen er dog ikke varm, den er faktisk direkte kold og slet ikke sprød. Yoghurten er god, så den tager jeg et par stykker af.

James kommer og efterhånden også Steen og hans søn. De har været på muren i går. Sidst kommer også Lugey, som sidder og spiser med sin frakke på. Det er i det hele taget sjældent hun har den af.

Checker ud og vi mødes i te salonen for at holde møde. Går dagens program igennem og beslutter at James fremlægger min præsentation. Folkene vi skal møde vil kun snakke kinesisk og det er ikke min stærke side, så det er nok bedst sådan. Vi lægger en strategi og er rimelig fortrøstningsfulde.

Vi har nu 3½ time til at vi skal mødes med myndighederne og hvad kan man bruge dem til, vi kan jo ikke sidde og drikke grøn te så længe. Steen vil gerne vise sin søn den forbudte by. Og den vil jeg da også gerne se. Vi prajer en taxa, og så af sted. Da vi nærmer os kan vi se den enorme mur og voldgrav rundt om komplekset.

Vi bliver sat af ved en stor port, hvor der er en masse mennesker. Straks kommer en guide os i møde og tilbyder sig. Vi har ikke tid til en guidet tur siger vi og vil bare gå ind. Han kan dog fortælle os at vi er ved bagindgangen og her kan man ikke komme ind, - man må om på den anden side og der er vel en 2-3 km derom. Og der må vi nok påregne at stå i kø en times tid ved billetlugen. Det tror vi ikke på, disse prangere er kun ude efter vores penge. Vi går mod bagindgangen, her må man da kunne komme ind - men det kan man ikke. Tilbage møder vi guiden igen og nu tilbyder han, at han for middels 200 rmb (ca 180 kr)  kan føre os gennem den forbudte by og tilbage hertil tidsnok til, at vi kan komme tilbage til hotellet. Vi resignerer og tager imod tilbuddet. Han arrangerer lynsnart en bil, der kører os om på den anden side. Her må vi betale yderligere 150 rmb for at komme foran i billetkøen, men det gør vi gerne. Vi kan godt se, at det er nødvendigt, køen er ålelang.

Vi kan nu gå ind i dette kolossale kompleks.

Manden på den meget store  plads i en af de ydre gårde

Det bliver en fantastisk tur. De 200 rmb til guiden er virkelig givet godt ud. Han kan fortælle en masse, som vi ikke ville have en kinamands chance for at få med, hvis vi selv gik rundt derinde.

Vi går fra den ene gård til den næste og der synes ingen ende på det. Det er som en stor Babuska dukke, hvor der hele tiden kommer en ny. Til sidst, helt inderst, kommer vi til kejserens hus, hvor tronen står med jing og jang på hver sin side. Et meget gammelt og flot mekanisk ur er der, som giver mindelser om Nattergalen, og ovenover tronen er der et kalligrafi med tegnene for det i konfucianismen meget grundlæggende Wu wei begreb - ”action is no action”, ”don’t push”…

Kejserens hus

Kejserens trône. Jing og jang er to traner på hver sin side af tronen

Bag ved Kejserens hus er det er stort hus til hans mange (nogle gange op til 30-40) koner. Skodderne er slået op, og man kan se ind på de mange store brikse, hvor disse koner lå og sov.

Hustruernes hus

Og sådan har sådan en hustru måske set ud

Foran alle bygninger står der kæmpestore jernkar, det har været til vand, som har stået her til at kunne slukke ildebrande hvis uheldet var ude. Alle bygninger er i træ, selv søjler der ligner beton, er hårdt træ, der er pudset helt blanke og malet med mange, mange lag.

Vi ser silke lageret og kommer ind til en lille udstilling hvor fine porcelæns ting og selv kejserens kjortel er udstillet.

Alle gelændere og rækværk inde på pladsen er udført i hvidt marmor, men man kan se at de er ved at tage skade af luftens forurening. De forvitrer lige så stille. Det er vores guide lidt ked af, men så må de jo se, enten at restaurere det eller præservere det.

Der er ingen træer eller bevoksning i øvrigt i den forbudte by. Der måtte ikke være mulighed for at gemme sig for undersåtter der måtte have til hensigt at stræbe kejseren efter livet.

Vores guide fortæller os om den sidste kejser, som ingen børn fik (på trods af at han havde 3 koner – han havde nok en dårlig sædkvalitet). Men han havde en eller flere nevøer og en af dem er en meget aktiv og berømt kalligraf, der har viet sit liv til at rejse midler til at restaurere og vedligeholde den forbudte by. Og der skal sandelig også mange midler til, for her er meget, der skal males. 

Vores guide der viste sig så rigeligt at være sin løn værd

Pludselig bliver vi ført ind i et lille hus, hvor denne nevø faktisk sidder og laver kalligrafier. Han ser ophøjet, men meget venlig ud. Han giver hånd og vi hilser ærbødigt på ham. Det er da stort, her at stå og hilse på The Last Emperors nephew. Han taler dog kun kinesisk så en sød kineserdame fortæller om ham og hvad han for mammon kan gøre for os. Give os et kinesisk navn, kalligrafere det på et billede, skrive valgsprog – hvad vi måtte ønske. Det koster kun ca. 150 USD. Vores problem er at vi ikke har meget tid og takker nej. Han bliver ikke sur af den grund og smiler venligt til os da vi forlader stedet.

Men var han ægte eller var han fake, som så meget andet her i Kina. Jeg ved det ikke, kun kan jeg se på Internettet, at der er diskussion omkring dette. Vi er åbenbart ikke de første, der har hilst på højheden.

Ude igen tager vi afsked med vores gode guide og betaler ham de 200 rmb. De var virkelig godt givet ud. Passerer den store port og er igen ude på pladsen hvor vi ankom for 2 timer siden. Jeg køber en bog om den forbudte by af en pranger og kommer for skade at betale fuld pris for den – 80 rmb. Straks har jeg en horde af  prangere omkring mig der falbyder deres bøger om muren og den olympiske by. Det er virkelig som om man havde en hvepsesværm i nakken. Selvom jeg højt og meget bestemt siger nej fortsætter de bare. De kommer helt ned på 35 rmb for 2 bøger af den slags som jeg lige har givet 80 rmb for 1 af.

Selv om der er taxaer her er der ingen der vil køre med os. Ikke med taxameter i hvert fald. En tilbyder at køre os tilbage for 200 rmb. Det lykkes dog at få det pruttet ned til 100 rmb, hvilket er mere end det dobbelte af hvad vi gav for at komme hertil.

Se, det var da en fantastisk god måde at få de 3½ time til at gå på.