Nytårstalen 2015

2015 er ved at rinde ud, og hvilket år var det. Det var året hvor vi kunne fejre flere vigtige jubilæer. Heriblandt 100 året for kvindernes valgret. Så denne tale er specielt rettet til jer, gode kvinder i dette sluttede selskab. Og jeg vil i den forbindelse sætte denne skelsættende begivenhed ind i et historisk perspektiv og fabulere over disse 100 år som I jo, trods jeres unge alder, har oplevet de flest af.

Vi fik jo, som bekendt, grundloven allerede i 1849, men da var der ingen der tænkte på at kvinderne skulle blande sig i hvem der skulle regerede landet. Det var da så rigeligt når de regerede indenfor husets 4 vægge. Vi skal helt frem til 1901 og systemskiftet før der begynder at ske noget.  Det var her at Venstrereformpartiet, med min salig oldefar, I. C. Christensen i spidsen fik vristet magten fra kongen og godsejerne. Og allerede i 1903 fik kvinderne så valgret til menighedsrådene (og det var faktisk I.Cs lov) og i 1907 til at kunne vælges til de råd der bestyrede de nye hjælpekasser som vel var en tidlig forløber for kontanthjælpen.

Og så endelig i 1915 blev grundloven lavet om og I fik med denne, retten til at stemme til landets folketing og også blive valgt dertil. Og det var under en Zahles radikale regering.

Og så kom de brølende 20-ere og der skal jeg da love for at I kvinder skulle slå jer løs. Og det har I så gjort lige siden.

I halvfjerdserne, som er temaet for denne nytårsfest, var kvindefrigørelsen på sit højeste. Alt blev sat frit, selv kvindens højt besungne attributter slap ud af den snærende BH, og endog ofte sluppet helt ud i det fri. Det var tider dengang.

Og TV-seriernes helte er nu næsten uden undtagelse kvinder, det være sig statsministre og detektiver i stribede strikketrøjer og skidengrønne Porscher. Hvad var der nu i vejen med Sherlock Holmes.

På de officielle linjer fik vi en kvindelig dronning vi fik en kvindelig statsminister og senest har det grebet så meget om sig at vi også har fået en kvindelig formand for folketinget. Uha uha uha

Man kan vel med Thomas Nielsens ord sig at I har sejret ad helvede til.

Men hvad ville der være sket hvis Kvinderne ikke havde fået valgret i 1915, lad os lave et par kontrafaktiske eksperimenter.

Grundloven i 1915 blev således nedstemt. Tyverne ville nok have brølet lige så meget, for kvinderne havde jo alligevel magten på de indre linjer.

Men på de ydre linjer. Thit Jensen ville have være mere højrøstet end nogensinde. Folketinget ville være befolket med udelukkende ældre grå herrer. Nina Bang var blevet hjemme hos sin mand, han var også en knallert. Og hun var således ikke blevet den første kvindelige minister i Danmark og en af de første i Verden.

Vi ville ikke have tænkt på at lave grundloven om i 1953 og som sådan ville vi i dag ikke have haft en dronning Magrethe men en kong Ingolf. Og så havde Inger Støjberg ikke have haft brug for at indrykke annoncer for at skræmme folk væk.

Glistrup, der slog sig op på ikke at betale skat og hakke ned på muhamedanerne havde ikke fået den lille irriterende Pia som sekundant. Han havde egenhændigt kørt fremskridtspartiet ud over kanten og partiet var stille døet bort i glemslens tåger. Dansk Folkeparti ville slet ikke være opstået og det ville ikke gradvis været blevet legitimt at tale så grimt om hinanden som det jo desværre er blevet. Se det ville jo have været en god sideeffekt af kvindernes manglende valgret.

Vi ville ikke have kendt ord som løftebrudsdebat og dumsmart og vi ville ikke have været så bevidste om, at formanden for folketinget bestyrer landets næsthøjeste embede.

Men det var nok alligevel godt at vore forfædre besluttede sig for at der skulle være ligeret også på de ydre linjer. Man kan vel sige at jo mere travlt kvinden har med at deltage i den offentlige dagsorden, jo mere ligestilling har vi vel også fået på de indre linjer.

Til slut vil jeg udbringe en skål for vore dejlige kvinder her, som heldet jo har tilsmilet i så rigt mål, ikke mindst med jeres valg af mage. Og jeg vil gøre det med Roland Dorgéles malende ord:

Som ung lærer man kvinden at kende gennem kærligheden, men som ældre lærer man kærligheden at kende gennem kvinden.

Skål

Missa Choralis i Salzburg

Det er søndag den 22 Februar. Christköenig Sonntag

Går til domkirken allerede ved 9-tiden. Messen begynder kl. 10.  Kl. 9.15 begynder folk fra den helt tidlige gudstjeneste at forlade kirken og vi kan gå ind som de første og udvælge os de bedste pladser. Vi tror at koret skal stå oppe foran – der er et podie så vi sætter os i forhold til det. Den følgende halve time fyldes kirken. De fleste nejer for jomfruen.

Vi skal høre Franz Liszt’s Missa Choralis. Det er det vi er kommet for, men bortset fra det , ved vi ikke rigtig hvordan det kommer til at forløbe. Vi har selv sunget masser af Messer i Motetkoret og kender derfor teksterne, men vi er spændte på hvorledes dette kommer til at forløbe som en del af den katolske gudstjeneste. Vi kender ikke den katolske højmesseliturgi. I tillæg til Liszt er der en lille ting af Cesar Frank, Psalm 150.

Kl. 10 ringer en lille klokke og en procession bestående af en bisp, en præst og 6 diakoner, heraf 2 kvindelige, skrider værdigt hen over gulvet og op til alteret svingende med røgelseskar. Det river faktisk lidt i halsen den røg. Her er det åbenbart ikke, som andre offentlige steder, forbudt at ryge.

Det begynder godt, med en fællessalme, - Lobe den Herrn, den kender vi. Fællessangen er dog ikke så stærk som man kunne ønske sig. Der foregår forskellige ritualer oppe i koret. De gode folk vandrer rundt med kors og lysestager. Biblen bliver højtideligt båret op og sat på alteret. Efterhånden falder der ro over dem og koret begynder med Kyrien, den første sats i Missa Choralis

  

Til vores forbavselse står de oppe ved orglet bagest i kirken og ikke oppe foran, som vores placering ellers var planlagt efter. Nuvel, placeringen er også god nok til korsang bagfra.

Det er virkelig et fantastisk godt kor og et stort kor, på vel 40-50 sangere.

Efter kyrien er der igen noget aktivitet oppe foran, nogen læser og det slutter af med at manden i det fineste tøj synger Gloria in excelsis deo (det er det Johan plejer at synge i vores kor). Han er noget forkølet og får en tudse i halsen så det bliver et noget halvkvalt Gloria. Uanset det stemmer koret i med Gloria satsen mens en kardinal stormer frem med vand til bispen. Han benytter pausen til at pudse næsen med en ærmeklud. Det er en lommeklud, men han gemmer den oppe i de store ærmer.

Koret er jo det vi er kommet efter og de synger virkelig godt. Vi kender ikke denne Liszt messe men den er da virkelig smuk.

Efter gloria satsen bliver der igen aktivitet ved alteret. Et par står oppe på orgelpodiet og synger smukt og menigheden synger nogle svar til det, det er nogenlunde til at finde ud af for der er udleveret et lille blad med tekst og noder. En fra menigheden (hun har i hvert fald frakke på) læser en tekst op og bispen iklæder sig en rød hat og holder en prædiken.

Denne søndag er Christkönig søndag som er den sidste søndag i kirkeåret (sidste søndag før første søndag i advent). Det er en katolsk mærkedag og bispen fortæller om den og dens betydning. Under det 3. Rige fik den en særlig betydning, da mange i det katolske Østrig ville vise hvem de mente var den egentlige könig. Der var også indslag om flygtningesituationen, men mit tyske er ikke så fantastisk så jeg er i stand til at opfatte det hele.

Efter det, igen forskellige ritualer inden en af præsterne synger det forjættende ”Credo in unum deum”. Det er signalet til koret og de synger nu Credoen – den tredje sats. Her kommer der  4 solister på og det er smukt og rørende.

Igen noget aktivitet inden Sanctus og Benedictus, der også er adskilt af noget snak og læsning.

Jeg forstår at der skal samles ind til et eller andet og pludselig ser jeg en mand i en hvid kjortel med en bastkurv stile direkte imod os. Jeg roder febrilsk efter min tegnebog. Jeg ved at jeg ingen mønter har og jeg ved også at jeg har en 100 euro seddel. Heldigvis finder jeg efter lidt roden en 5 euro seddel som jeg lettet smider i hans kurv.

Efter Benedictus er der en masse aktivitet med at gøre klar til nadveren. Igen bliver der fyret op i røgelseskarret og der breder sig en røgduft i rummet. På et tidspunkt bliver vi bedt om at hilse på dem der står ved siden af. Solvejg hilser på den lidt sure nonne der står ved siden af hende. Hun har flere gange tysset på os selv om vi er helt stille. Nadveren begynder og folk stimler op. Imens synger koret den sidste sats  Agnus Dei i messen. Vi går lidt ud i sideskibet og ned for at kunne se op til koret som stadigvæk synger vidunderligt.  Efter Agnus Dei synger de en sats af Cesar Frank – Psalm 150.

Under hele messen har der været en jævn trafik af kirkegængere, som er kommet til eller gået midt i det hele. Det går ligesom imod vore normer for passende opførsel under en gudstjeneste. Samtidig er folk meget disciplinerede idet de rejser sig, knæler, nejer og er meget deltagende og opmærksomme, men de forstår sikkert også sproget bedre end os.

Så er denne højmesse forbi. Den har varet over halvanden time og den næste kan begynde. Her er der annonceret noget festligt blæsermusik, så vi bliver siddende for også lige at få det med. Men nu begynder det hele forfra,  Lobe den Herrn igen. Nu er der dog kun en enkelt præst.

Der er da ganske rigtig også noget flot blæsermusik af en trompet og en cornet der står oppe ved orglet. Og nu griber det om sig med en barnedåb på katolsk, det har vi dog aldrig været vidner til før. Barnet der er stor og opvakt kommer til at hedde Ludvig og han lader til at tage hele situationen med en knusende  ro.

Vi står dog ikke denne gudstjeneste til ende og skynder os at gå inden vi kommer til at betale igen.

Forbyd det

Min hustru er børnehavepædagog. Forleden nat kunne hun ikke sove. Når man sådan ligger der, tager den ene tanke den anden. Og så skrev hun dem ned:

FORBYD DET

Tændte stearinlys i daginstitutioner er forbudte

Brug i stedet batterilygter,

Nej, batterier er giftige, forbyd også dem.

Og sakse, og hammermosaik og nåle med spids

Forbyd symaskiner, strygejern, elkedlen og komfuret

Forbyd også brug af varm ovn, overlad bagværk til bageren.

Forbyd køkkenknive og kartoffelskrællere og gafler

Forbyd også drikkeglas af glas, de kan smadres og blive til glasskår

Og kopper med varm kaffe, drik den kold

Forbyd ribber og rullebrætter

Og hårde fodbolde

Forbyd legetøj af metal

Og gulerødder, de kan komme galt i halsen

Forbyd trapper, man kan falde ned af dem

Og døre, man kan klemme fingrene i dem

Forbyd tordenvejr og udrykningskøretøjer, det kan skræmme børn

Forbyd kærligt personale, de er potentielle pædofile

Og fotografier af børn med bar hud

Forbyd afføring, det kan sprede sygdom

Og blod, børn må ikke slå sig så de bløder, måske har de HIV

Forbyd også bilerne på parkeringspladsen

Og store forbipasserende hunde

Og vandet i vandpytterne

Og den isglatte jord om vinteren

Og kælkebakken

Og kælke

Og cykler

Og grene i hovedhøjde

Og børn der skriger så personalet får høreskader

Og dem der slår

Og dem der lyver

Og dem der skider i bukserne

Og

FORBYD BØRN

Grus i maskineriet

Torsdag morgen cykler jeg min sædvanlige tur til Danfoss og påbegynder mit sædvanlige arbejde med den sædvanlige kop kaffe og hilser som sædvanlig på mine kolleger. Det skal også blive det eneste sædvanlige den dag.

Ved 9 tiden får jeg skrækkeligt ondt i maven og må flere gange ud for at kaste op. Det er ikke godt det her og det bliver kun værre. Da jeg ikke helt kan overskue at cykle hjem, beder jeg min gode ven og kollega køre mig hjem.

Ringer til lægen og får en tid 40 minutter fremme. Det kan ikke gøres hurtigere mener sekretæren selv om jeg næsten ikke kan overskue at skulle vente så længe. Jeg når at kaste op mens jeg venter hos lægen - så kan de lære det

Lægen kan høre på min vånden at sagen er alvorlig. Tager blodprøver og urinprøver og trykker mig på maven. Bliver dog enig med sig selv om at jeg hellere må komme til Åbenrå for en mere grundig undersøgelse. Jeg mener godt at kunne køre selv – har ikke mod på at skulle vente på en sygetransport.

På vejen til Åbenrå indstiller jeg mig på at skulle vente på at komme til. Den tanke huer mig ikke. Finder FAM – Fælles Akut Modtagelsen og bliver til min overraskelse straks indlagt på stue 54.

Der kommer sygeplejersker der tager blodprøver, hjerte kardiogrammer, blodtryk, temperatur og urinprøver. Og jeg må udpege på en skala fra 0 til 100 hvor ondt det før. Det gjorde 100 ondt, men nu er vi nede på 80. Der er styr på det må jeg sige. Lægen lader dog vente på sig. Jeg lægger mig på sengen og døser. Jeg må hverken spise eller drikke hvis man nu skulle have brug for at bedøve mig senere.

I løbet af eftermiddagen kommer der hele 3 læger, men ingen af dem kan stille en diagnose. Da den sidste kommer er jeg nok nede på 50 på smerteskalaen og han ved heller ikke hvad det kan være. Han ved en masse om hvad det ikke kan være – det kan ikke være blindtarmen for så ville smerterne hele tiden tage til.  Det kan heller ikke være nyresten for så ville der have været blod i urinen og flere andre ting kan det heller ikke være. Jeg må vælge mellem at blive til observation eller tage hjem. Jeg tager hjem.

Solvejg har allerede adviseret vore børn, så dem må vi lige have fat i igen og afblæse alarmen.

Vi har en hyggelig aften med besøg af en gammel ven. Vi skal indøve et korstunt til på søndag.

Ved 23 tiden går jeg i seng og kan mærke at der er noget galt. Smerterne begynder at komme tilbage og kl. 02:00 er de så heftige at jeg må ringe til vagtlægen. Får en tid kl. 03:00 og Solvejg kører mig til Åbenrå. Det er igen en skrækkelig tur.

Den unge vagtlæge starter igen med en blodprøve fra fingeren og en urinprøve. Og denne gang er der bid. Der er blod i urinen og han er sikker på at der er tale om en nyresten. Pyha, det var da godt.

Bliver nu igen indlagt på FAM denne gang på stue 42. Og hele proceduren gentager sig med blodprøver, blodtryk, urinprøve, temperatur osv.  Jeg spørger om det nu er nødvendigt da jeg jo lige har været indlagt, men jeg kan se på den effektive sygeplejerske at det er noget jeg ikke bør blande mig i, så jeg parerer ordre. Og jeg får besked om at iføre mig sygehustøjet. Javel.

En læge kommer for at tilse mig. Han virker meget kompetent og er også ret sikker på at der er tale om en nyresten. Egentlig er det Sønderborg Sygehus der regerer over nyrerne, men han mener ligeså godt at jeg kan blive og blive scannet i Åbenrå når jeg nu er indlagt her.

Solvejg  kører hjem og jeg får en smertestilnende pille og kan lægge mig til at sove. Smerterne fortager sig langsomt efterhånden som pillen virker.

Bliver vækket efter en time af den effektive sygeplejerske -  nu virker hun lidt mere venlig og jeg får lov til at sove videre efter at hun har taget blodtrykket.

Ved 8 tiden kommer der en meget sød og sønderjysk talende sygeplejerske ind og viser mig tilrette med morgentoilette og morgenmad. Smerterne har fortaget sig meget og jeg er faktisk ved godt mod.

Halv-10 kommer en portør og kører mig til CT-scanning. Jeg har opholdt mig rigtig meget på hospitaler med vore børn, men jeg er aldrig selv blevet kørt rundt i en seng af en portør. Det prøver jeg så nu. Det er nu lidt mærkeligt, jeg kunne jo ligeså godt være gået selv.

Lige før middag kommer lægen med resultatet af scanningen og kan meddele at der er en sten på ca. 3 mm . En størrelse som normalt selv kan passere hvis man drikker rigeligt, så det får jeg besked om at gøre. Jeg kan betragte mig som udskrevet og kan tage hjem.

Jeg ringer efter en Falck sygetransport. De kan være der indenfor en time. Jeg går ned i forhallen og spiser.

Se, det var da en værre redelighed. Jeg var sidst indlagt da jeg var 6 år for noget i benet. Nu 53 år efter har jeg så inden for et døgn været indlagt 2 gange. At en sådan lille 3 mm sten kan gøre så fandens ondt er da ikke til at forstå, men det kan den.

Oktoberfest på Trompeterager

For et par uger siden I slutningen af september fik vi den pludselige indskydelse at man jo kunne komme den mørke tid i møde med en Oktoberfest.

Det er en fremragende ide, og vi bliver enige om at føre den ud i livet og forfatter straks en invitation.

Kære venner

Vi vil komme den mørke tid i møde med en oktoberfest her på Trompeterager lørdag den 10.oktober kl 18:30.

Vi skal spise wienerschnitzel og drikke weissbier med Hansi Hinterseher i baggrunden. Tag gerne jeres yndlingsbier med, det vil bidrage til diversiteten

Kh Solvejg og Helge

Vi inviterer en stor flok, så ender det nok med at vi bliver en god forsamling.

Det viser sig at rigtig mange faktisk kan komme på trods af den korte frist og det kommer præcist til at passe. 14 ialt, det kan vi godt presse ned ved bordet uden at lave en total om-møblering af huset.

Der bliver hentet rigeligt med weissbier hos Fleggaard og diverse retter blive testet af, så vi er sikre.

Dagen oprinder og schnitzlerne bliver hentet og maden forberedt, bordet dækket, kostumet tilpasset  i ærmer og ben, det kan ikke gå galt nu.

Kl 18:30 ankommer gæsterne, flere i flotte tyrolerkostumer. Alle har de forskellige øl med, det tegner rigtig godt.

Folk bliver bevæbnet med hver et ølkrus og oktoberfesten kan begynde. Forretten bliver nedsvælget under gentagne afsyngninger af tyske skåleviser og med Hansi Hinterseher i baggrunden. Snart kan vi dog ikke længere høre Hansi og godt for det. Vi kan selv – Ein Prosit, ein Prosit, Der Gemütlichkeit…

Det går vældigt og snakken går. Næste menupunkt er Wienerschnitzel og bagte kartoffelbåde, tyttebærsyltetøj og grønne bønner. Vi steger bjerge af snitzler og de forsvinder lige så hurtigt. De lader til at falde i god jord – men hvem har også hørt om folk der forsager en wienerschnitzel.

Helle har til lejligheden fundet sine Münchner sange frem fra gemmerne og nu bliver vi sat på prøve. Vi afsynger under kyndig klaverledsagelse In München steht ein Hofbräuhaus. En sang der hænger ved i en sådan grad, at vi synger videre på den til langt ud på søndagen. Også en jodle sang skal vi have og det griber om sig i en sådan grad, så vi til sidste jodler i 3 (eller måske flere) stemmer.

Det er alt sammen meget fornøjeligt og den gode weissbier nedsvælges i mange varianter – Paulaner, Fransiskaner, Erdinger… 

Desserten er apfel strudel, uden strudel, men med ristede nødder og flødeskum, sirligt på-sprøjtet – man ser vel ikke kagedysten uden grund.

Asger har et eksperiment med. Han har købt frosne og ubagte Brezeln i Tyskland. Han bager dem i ovnen og serverer dem på et kosteskaft. Eksperimentet lykkes, de smager fantastisk og pirrer endnu engang tørsten, for Asger har ikke sparet på den medleverede salt.

Nu er det blot at læne sig tilbage og nyde den gode stemning hvilket vi så gør. Snakken går og det er svært hyggeligt. Vi afsynger nok et par Lieder aus dem Bayrischem Wald og må konstatere at dette selskab da kan synge. Og det bliver bedre og bedre.

  

Se, det kunne da godt blive en tradition med Oktoberfest, - og nu har vi jo udstyret

melodi fra Den glade enke

Hør hvor festligt sangen klinger 

Bier-bier-bier

Gi’r de gyldne dåser vinger 

Bier-bier-bier

Festligt glasset skummer - funkler som et bål

Skønhed - fylde - kraft det rummer: skål! skål! skål!

Her vi skænker øl fra haner

Bier bier bier

Fransiskaner og Paulaner

Bier, bier, bier

På Trompeterager klinger sangen bedst

når vi samlet her er til oktoberfest