Benspænd 5 eller Noget om billigbilletter

Jeg skal til USA og Kina i februar og beslutter mig for at gøre det til én tur, så kan jeg tage turen hele vejen rundt og dermed blive én dag yngre.

Da det hele skal foregå i uge 6 og 7 får vi den lyse ide at kombinere det med lidt vinterferie. Og nu da vore gode venner Asger og Marianne bor i Shanghai, er det jo muligt at kombinere arbejde for mig og turisme for familien. Som sagt så gjort.

Vi planlægger det sådan at jeg rejser i jordens rotationsretning først til USA og derefter til Kina. Solvejg og Christian rejser nogle dage senere modsat Jordens rotationsretning til Kina, og så mødes vi i Shanghai en aftalt dag, hvis alting går godt. Det er en god plan, så jeg kan gå i gang med at bestille billetter til Solvejg og Christian i starten af januar. Dem skal jeg jo selv betale.

Går ind på Momondo.dk. Sønderborg – Shanghai, det er dyrt. Billund – Shanghai, det er næsten lige så dyrt. Hamborg – Shanghai, det ligner noget. Hamborg -  Moskva – Shanghai med Aeroflot for kun 3415 kr pr billet – det er da billigt og så endda en flyvetid på kun 14 timer og 25 min. Bedre kan det da ikke gøres. Aeroflot, tja, men der står at flyene er Airbus 330 på den første etape og Boing 767 på det lange stræk, så det kan vel ikke være helt i skoven.

Jeg bestiller billetterne på Flybillet.dk, ud fredag, hjem fredag, og printer tilfreds rejseplanen ud.

Dagen efter møder jeg Asger og fortæller at nu har jeg bestilt billetter og Solvejg og Christian ankommer den 17. februar. 17 februar – Asger ser lidt spørgende ud - plejer uge 7 at ligge så sent i februar. Jeg må lige checke med kalenderen. Pokkers også, jeg er kommet til at bestille til uge 8 og ikke uge 7!!!.

Jeg ringer straks til Flybillet og venter i en telefonkø i en halv time inden jeg får en engelsktalende dame i røret. Hun er vældig sød og forstående og mener ikke at mine billetter er helt spildte, måske kan det lade sig gøre at ombooke dem for et rimeligt beløb, men hun må først checke Aeroflots politik på området. Hvad er et rimeligt beløb, spørger jeg. Måske 1500 kr svarer hun, og jeg sukker dybt. Nuvel dumhed koster, og det er jo min egen fejl. Damen får mit telefonnummer og vil ringe tilbage i løbet af et par timer -  så slipper jeg da for at sidde i en telefonkø.

Efter et par timer ringer en svensktalende dame og siger at nu er alt i orden. Hun kan ombooke mine billetter, det vil kun koste mig 1841 kr – pr billet. Jeg resignerer og lader hende gøre det. Får lidt efter en bekræftelse og en ny flyplan pr mail. Jeg ærgrer mig i 10 minutter men vælger så at se det positive i det. Nu er alt klart, og 3415+1841 er da kun 5256 kr pr billet - det er da stadigvæk billigt.

Tiden nærmer sig og jeg rejser til USA og dernæst via Seoul til Shanghai. Jeg ankommer planmæssigt torsdag aften. Jeg er træt efter en ekstrem lang rejse på næsten 23 timer. Inden jeg lægger mig til at sove har jeg kontakt med Solvejg, de er planmæssigt ankommt til Moskva, hvor de skal vente i 3 timer inden SU527 afgår mod Shanghai. De er ved godt mod og jeg lægger mig trygt til at sove.

Kl 03 ringer telefonen. Det er Solvejg. Vi er i problemer siger hun, - og det er  sandelig ikke en overdrivelse.

De er af uransagelige årsager gået forkert af tiden og har stillet uret en time for meget tilbage. Flyet er væk da de kommer til gaten. Flyet er væk, og her står de midt i den russiske vinternat og flyet er væk. Hvad fanden gør man så.

Russere er et stolt folkefærd, men ikke særlig hjælpsomme i en sådan situation. Her ved gaten kan de ikke sige hvad der er at gøre og sender dem tilbage til den gate hvor de kom ind.

De må gå den tunge vej tilbage til Terminal D. Her mener man at de er nødt til at købe en ny billet. Midt i al uheldet er der dog et lille lyspunkt, - der går et fly i morgen kl 9:45 til Shanghai og de kan se at der er 4 pladser tilbage på flyet. Kan man da ikke bare booke billetterne om? Nej, det kan man ikke men man kan købe nye og man skal selv gøre det for Aeroflot kan ikke gøre det. De siger tilmed at det ikke er sikkert at returbilletten virker nu hvor de ikke er kommet rigtigt med ud. Det protesterer Solvejg dog imod, det kan da ikke passe. 

Christian har sin computer med og går i gang med at finde ud af hvordan man kan købe nye billetter. Men et tager tid og der er næsten ikke mere strøm på den. Og stikket på hans oplader kan ikke gå ind i disse fordømte russiske stikkontakter. De ser at computerns batteri tæller ned 10 min. – 8 min. – 5 min.  

Og det er her telefonen ringer i Shanghai. Vi er i problemer. Jeg tumler forfærdet ud af sengen og situationens alvor går op for mig. Vi må bevare roen, hvad fanden gør vi nu.

Du er nødt til at gå ind og købe nogle nye billetter på Aeroflots hjemmeside. Jeg starter min computer op, heldigvis ved jeg at jeg kan få internet forbindelse her på hotellet, det prøvede jeg af inden jeg lagde mig til at sove. Jeg har dog svært ved at tænke klart, da jeg jo kun har sovet i 2 timer efter en 23 timers flyrejse hvor jeg slet ikke har sovet. Det lykkes mig dog at komme ind på Aeroflot og få fat i den rigtige afgang Moscow – Shanghai. Bestiller billetterne ved hjælp af Solvejg og Christians personnumre og pasnumre og venter med hjertet oppe i halsen på at der kommer en kvittering på at transaktionen er gået igennem.

Det gør den – 1660 kr. pr billet – det var da egentlig ikke så slemt. Jeg ringer dem op og giver dem bookingnummeret, så kan de gå hen og rive det i næsen på de kontrære russere.

Jeg lægger mig, men kan ikke sove. En halv time senere, kontakt igen. Man fortæller Solvejg at man slet ikke kan købe en enkeltbillet til Kina!  Jamen for fanden, det har jeg jo lige gjort, på deres opfordring.

Den flinke mand som Solvejg snakker med får nu fat i sin chef, og de forbarmer sig over den lille danske familie og om-booker den oprindelige billet. Det er nu over midnat og de får deres nye boardingpas til flyet i morgen kl. 9:45.

Har det så været spildt at jeg købte de nye billetter nu hvor de slet ikke er blevet brugt? Nej, det mener den flinke mand ikke, han tror ikke at hans chef var blevet blød i knæene hvis de ikke var kommet med de nye billetter.

Jeg sender dem en trøste SMS, jeg synes at det har været ret sejt som de har klaret situationen.

Christian forsøger senere på natten at file stikket til på en ru stribe på en trappe. Det er ikke let, men det lykkes omsider for ham at få strøm på sin computer igen. 

Jeg henter Solvejg og Christian i Shanghai Pudong International Airport kl 22:30 fredag, hvor de ankommer med kun 14 timers forsinkelse. Og 5226 + 1660 bliver 6886 kr pr billet, det er da stadigvæk billigt, - der er jo langt til Shanghai.

Valentinsdag i Shanghai

Asger ringer kvart i syv. ”Jeg står hernede, er I klar”. Ja det er vi, men Christian er jo klar i lang tid inden han kan formå sig til at træde ud af døren. Vi kommer dog ned og møder Asger i lobbyen. Han har måttet lade sin taxa køre da vi ikke var der tids nok - god begyndelse.

Vi kører i taxa for 19 Rmb og stiger af ved det spisested hvor Asger har bestemt at vi skal spise i aften. Det er en japansk restaurant af den type hvor man sidder rundt om kokken der står i midten og tilbereder maden. 168 Rmb for alt hvad du kan spise og alt hvad du kan drikke – ingen af disse er uvæsentlige. Det viser sig imidlertid hurtigt at vi har gjort regning uden vært. Det er Valentins day og det sværmer med forelskede par der skal ud at spise. Ingen steder er der plads, og det selv om vi da holder rigtig meget af hinanden. De forbandede amerikanere, at finde på sådan noget pjat som Valentins day, og så eksportere det helt til Kina.
I forventning om at finde noget i lokalområdet, der ikke er oversvømmet med forelskede ungersvende med blomsterbuketter af plastik, tager vi en taxa tilbage.

Vi finder ret hurtigt en god restaurant bag hotellet. Her er der plads og de kan tilmed tale engelsk, ikke en uvæsentlig kvalitet. Og menukortet er en billedbog, heller ikke uvæsentlig på disse kanter.
Vi får bestilt mange forskellige retter som man nu gør her i Kina. And, oksekød, svinekød, frø, fisk, bønner og en krabbe i carry og så ris. Vi døjer lidt med at beslutte om det skal være fried rice eller om det skal være steamed rice. Det ender med at vi beslutter os for fried rice, men så skal vi beslutte om det skal være med æg eller med noget andet. Her tager Christian over og træffer en beslutning. Det bliver med æg. Og så en masse øl til. Tjeneren og hans mange hjælpere er friske og bestemt ikke uden humor.

Retterne kommer ind lidt efter lidt, kødet i sur-sød sauce smager herligt og de andre retter ligeledes. Vidste faktisk ikke at der er ben i frøer, men der er der altså. Og frøer smager faktisk forbløffende godt. Vi hygger os og har det dejligt (om end jeg er ved at få krampe i min højre tommelfinger på grund af disse forbistrede spisepinde)
Da vi er ved at have bund i fadene, begynder vi at kikke os omkring – hvor bliver krabben af. Det er jo hovedretten. Vi får fat i tjeneren, der ikke kan erindre at vi har bestilt en sådan. Han bliver lidt febrilsk og siger at det tager ½ time – som han med det samme retter til 20 min. Han kommer lidt efter tilbage og siger at de ikke har flere krabber. Jamen hvad skal vi da så bruge den ekstra ris til som vi har fået til krabben? Nu kommer der en fra betjeningen springende at nu har man sandelig fundet en krabbe og vi skal bare vente lidt. Åh, det var dog dejligt og nu får vi så også friske og varme steemed rice til – de andre var jo blevet kolde.

Krabben kommer ind i sin fine gule og røde lage. Den sprælske tjener kommer med en nøddeknækker så vi kan knække kløerne og komme ind til det sparsomme kød der er på sådan et bæst. Men sovsen, - sovsen, den er fantastisk. Hvis det ikke var for sovsen var det ikke værd at købe en krabbe.

Da vi er færdige med at søbe i sovsen ligger kun skallen med de bedende øjne tilbage i fadet. Den vil Solvejg gerne have med som et minde. Hun tager den over på sin tallerken og tørrer den af med sin serviet til de to tjeneres udelte begejstring. De får dog andet at tænke på da vi beder om en doggy bag - det har de vist ikke været udsat for før.
Vi betaler og går glade, mætte og tilfredse ud i den kolde og fugtige februaraften med et krabbeskjold i plastikposen.

1864 - midt om natten

Jeg har just her i julen siddet og skrevet og redigeret den Plougsgaardske Årbog 2011. I den forbindelse skrev jeg om en oplevelse vi havde den 26. juni sidste år. Vi tog ned til Alssund og overværede en meget spektakulær rekonstruktion af preussernes overgang til Als, 29. juni 1864. Den historie skal da ligge her på bloggen selv om den udkommer med et halvt års forsinkelse.

Vi går i krig. Klokken er 02 om natten og vi kører til forbrændingsanlægget i Kær. Parkerer bilen og går ned til vandet – det er mørkt, men stien er lyst op af små lygter der er sat op for at lede folk på rette vej. Vi skal her afvente preussernes overgang til Als. Denne tragiske historiske begivenhed som fandt sted for 147 år siden bliver levendegjort her næsten på årsdagen. Der er en projektor der viser billeder fra den tid på et hvidt lærred og der er to der fortæller øjenvidneberetninger fra hver side af fronten. De preussiske øjenvidner beretter om angst og usikkerhed, de ved jo hvad der skal ske. De skal ud i små robåde og sejle over til fjenden på Als – og de kan end ikke svømme. De danskes er mere diffuse – de ved ikke hvad der er skal ske. Ved kvart i 3 tiden slukkes alt lyset og vi venter i stilhed. Kun nogle soldater i 1864 kluns kommer ned til vandet, næppe hørligt men med raslen med geværer og krudthorn. Vel til en slags vagtskifte. En kommentator beretter afdæmpet, som var det en direkte radioud­sendelse.

Pludselig gjalder luften af råb og skrig og geværild. Men de 6-7 danske soldater kan ikke stille noget op. Og kort efter kommer der kanonild og kraftige sprængladninger bliver udløst lige ved siden af os, så vi kan mærke lufttrykket. Preusserne har ordre til ikke at skyde med kanonerne før man er sikker på, at fortroppen er opdaget. Kanonilden tager til og det er meget skræmmende og livagtigt. Således står slaget på, vel et kvarters tid.

                 

Vi bliver nu beordret op langs et hegn hvor vi kan skimte ud over en mark med højt græs (dengang var det en rugmark). Klokken er nu hen ved halv fire og det lysner lidt. Vi kan se de danske soldater stå i det høje græs og gestikulere nervøst til hinanden. Der bliver tændt baune der flammer op i den gryende morgen. Signalhorn blæser til angreb og nu stormer de ned mod vandet.  Der bliver kæmpet, råbt og skreget og skudt. Men man bliver slået tilbage af overlegne preussiske soldater. Geværild og granatnedslag kan både ses og i særdeleshed høres mens kanontordenen varer ved og man kan høre ekkoet inde fra Sønderborg. Lidt over halv fire blæses der til retræte og de danske soldater tager benene på nakken og forsvinder i retning af Sønderborg.

Vi går tilbage til vandet og får beretningen om Rolf Krake, panserskibet der uden held forsøgte at stanse overgangen. I stedet for må den hastigt sejle norden om Als og ned til Kegnæs drej for at hjælpe med evakueringen senere på dagen. Vi møder også Johan Korsfeldt. Han er svensker og jeg siger at han er kommet 147 år for sent hvis Sverige ellers havde til hensigt at redde os.

Vi kører hjem til Blommeskobbel mens det lysner. Tågen ligger stadigvæk hen over markerne ved Augustenborg fjord. Det var dog en fantastisk oplevelse. 

http://www.tvsyd.dk/video/32142

Whitewater Rafting på Chattooga River

Planerne er lavet om. Vi skal af sted fra Hampton Inn kl. 06:00 for at nå til Wildwater's Chattooga Ridge Adventure Center, så vi kan drage ud kl. 8:30. Det er forbistert tidligt, men det skal vise sig ikke at være den største strabads i løbet af dagen. Det er den 29. september 2011.

Alle tropper vi op i afslappet og kort- til trekvart benet dress. Vi når at få lidt morgenmad inden vi kører ud i mørket i 4 biler. Først den forkerte vej ud af Easley, men GPS damen påbyder klogeligt ”make a safe U-turn”. Hun skal ikke have noget i klemme hvis noget går galt.

Vi kører østover og mens vi kører, bliver det lyst og vi kan skelne det smukke landskab. Her er små bjerge og terrænet bliver mere ur-agtigt – skov og mere skov.

Vi ankommer til wildwater centeret og finder stedet hvor vi skal indskrive os. At indskrive sig er også at skrive under på at dette er på eget ansvar. Vi er jo i Guds eget land hvor advokaterne regerer. Her fraskriver firmaet sig ethvert ansvar for vores liv og helbred og forbeholder sig retten til at bruge billeder af os, dersom de bliver gode og spektakulære, til kommercielle formål

Vi bliver udstyret med regnjakker der er tætte i hals og ærmer, svømmefødder, en hjelm, en padel og en redningsvest. På disse kanter hedder en redningsvest en PFD – Personal Floating Device. Hvis man tager en redningsvest på og sætter sig ud foran toget bliver man jo ikke reddet og så kan man jo risikere et sagsanlæg. Vi er jo i landet hvor advokaterne regerer.

Min PFD er rød til forskel fra samtlige de andres, der er blå. Det har noget med størrelsen at gøre, lidt pinligt ville nogen måske mene, omvendt er jeg jo nemmere at skelne.

Vi får en grundig orientering af en af guiderne og jeg bliver for første gang klar over hvad wildwater rafting går ud på. Efterhånden bliver jeg klar over at vi skal lade alt vores habengut blive tilbage – nøgler, ure, tegnebøger, ringe, mobiler – alt der kan blive væk og vådt må blive tilbage. Kun tøjet og vores gode humør må vi tage med. Jeg køber dog et undervandskamera for 15$ som jeg kan binde fast i min PFD.

Efter lang ventetid bliver 4 blå gummibåde læsset op på taget af en gammel skolebus og vi stiger ind. Vi skal køre en halv times tid op til floden, hvor vi skal starte vores færd og vi skramler af sted på uvejsomme veje, mod floden Chattooga River, der snoer sig på grænsen mellem South Carolina og Georgia. Vi er spændte.

Vi har en professionel fotograf med. Han vil sejle i en kajak for sig selv og forsøge at få spektakulære billeder af os. Det finder jeg først ud af efter at jeg har købt mit undervandskamera.

Vi er 14, der skal fordeles på 3 både og med os er også et lille hold på 2 – et par fra Californien. Vi må i fællesskab bære de 4 både ned til floden ad en smal skovsti. Nogle bærer maden, som vi også har medbragt i vandtætte beholdere.

Nede ved floden, der på dette sted ser meget tilforladelig ud, får vi en sidste instruktion. Hvordan skal man stige ombord, hvor skal man hjælpe en der er faldet overbord, hvordan skal man holde sig fast. Hun har en lang checkliste over hvad hun skal informere os om og en af os krydser af på listen efterhånden som hun afleverer budskaberne. – Vi er jo i landet hvor advokaterne regerer.

Vi er spændte og nu skal vi af sted. Vi er 6 mand i den båd hvor jeg er, inkl. Ben, som er vores guide, coach og potentielle redningsmand. Det er stadigvæk morgen, klokken er kun godt 8 og vi stævner som den først båd ud på floden. Vi træner lidt hvordan vi skal følge Bens ordrer, det er vigtigt at vi gør præcist hvad han siger når vi kommer ud i det vilde. Two hard strokes forward eller right side backwards, right side lean in eller hvad han nu kan komme i tanke om at måtte bede os om for at holde skuden oven vande.

Her er umådelig smukt. Skov, høje træer og vi kan se mærkelige fugle i træerne og vi kan høre fuglene gjalde længere inde i urskoven. Det tegner til at blive en fantastisk dag.

Vi sætter kursen mod det første lille fald, som vi forcerer i fin stil. Det er sjovt og lidt vildt. Vi får at vide at det er en katagori 2 og de mere vilde er op til katagori 5. Så ved vi da lidt om hvad vi har i vente. Vi er ret gode til at følge Ben´s instruktioner – two hard strokes forward osv. Vi nærmer os nu et lidt større fald.

Vi sætter et perfekt tilløb ind og styrer mod det brusende fald. Vi kommer dog lidt for langt op på de store klippestykker på den højre side og vi vipper rundt halvvejs nede ad faldet og styrter alle overbord. Det er et ret så grænseoverskridende, men jeg genfinder hurtigt overfladen. Det er dog lidt svært at få fodfæste på de glatte klipper under vandet – det lykkes dog efterhånden, som jeg genfinder fatningen. Jeg ser de andre to både lave det samme stunt. Alle ryger i. Kun den kvindelige coach formår at blive i båden og holde den på ret køl. Hun får anerkendelse fra sine mandlige kolleger, der begge ligger i vandet.

Både vores og den anden 5 mandsbåd lander på hovedet og flere af mine kolleger kommer til at ligge under de væltede både. Det er ikke helt så behageligt kan jeg forstå.

Vi bliver senere enige om at dette var planlagt. Så har de haft mulighed for at finde ud hvor vor panik tærskel ligger. Det vil de dog ikke indrømme, om end de har et ord for det at blive i båden når alle gæster er verfet af.

Billedsekvensen her giver et levende indtryk af vores styrt.

På de stille passager, fortæller Ben om floden og dens historie. Filmen Deliverence blev optaget her og vi får udpeget stedet for de forskellige scener. Jeg har dog ikke set filmen, der er fra 1972, men kan forstå at det er en klassiker.

Et sted stiger vi i land og vandrer op til et vandfald, der også er med i filmen. Her bliver der taget et gruppebillede af os.

Vi kæmper os ned gennem floden med mange små og større fald eller rapids. Det er umådelig sjovt, spændende, smukt, fascinerende og betagende.

Indimellem lægger vi til og stiger af. Et sted kan vi foretage udspring fra klippekant. Det tror jeg egentlig ikke at jeg tør, men pludselig befinder jeg mig alligevel oppe på kanten, kikker ned mod dybet. Der er nok kun 3-4 meter, men heroppefra ser det noget faretruende ud. Nuvel, det skal jo ikke hedde sig og jeg springer efter et par tilløb ud i intetheden og lander med fødderne først nede i floden. Min PFD vest er ved at ryge ovenud, og da jeg kommer op til overfladen igen, må jeg kikke ud mellem spænderne der normalt sidder over maven. Jeg får dog bæstet trukket ned, så jeg igen kan orientere mig og svømmer over til den anden bred, hvor mine kære kolleger står og griner.

Et andet sted er der et hul i en klippe, næsten som en brønd. Der står vand dernede, men Ben påstår at der er hul nedenud, og at vi skal derigennem, hvis vi tør. Det er vi med på og jeg håber at hullet er stort nok, for vi skal igennem det med hovedet først. Det er det, jeg sidder ikke fast og kommer ud bag klippen og i en rivende fos. Her står vi og kikker ned i hullet med ærefrygt, inden vi begiver os ud i det.

Længere nede ad floden kommer de 5 vilde fald, hvoraf nogle af dem er kategori 5 fald. Bådene går igennem disse fald enkeltvis og guiderne lægger reb ud så man kan redde sig hvis man falder ud. Det er meget vildt men også sjovt, nu har vi jo vænnet os til farerne. I det sidste fald falder jeg alligevel af og trækker min sidemand med. Han påstår dog at han frivilligt lod sig falde ud i floden, da han så mig komme imod sig som et kæmpebjerg. Dette styrt var fotografen dog ikke forberedt på, så der er kun billeder af at vi ligger i floden.

Efter denne sidste dramatiske del af raftingen er der dømt frokost. Vi kan tage vores PFDs og hjelme af og lægge de blå regnjakker og lade os tørre i solen. Vejret er vidunderligt og vi er landet på en solrig plet. Mens vore værter sætter maden frem på bunden af en af bådene går vi andre en flot tur op gennem en lille kløft med kurs mod et vandfald. Vi kan se fugle og høre mærkelige fugleskrig give genlyd i skoven blandet op med den stille brusen fra den sideflod vi går langs med. Vandfaldet for enden af kløften er faktisk ret så spektakulær.

Tilbage på flodbredden er frokosten sat parat og vi spiser. Sandwich som vi selv skal samle af kød og tilbehør, der er sat frem. Imens kan vi gå rundt og nyde det gode vejr. Der er masser af fisk i floden, som flokkes om de brødstykker, vi fodrer dem med.

Vi bliver her en times tid inden vi igen sætter os i bådene og roer det sidste stykke. Der er ikke flere vilde fald kun nogle relativt små fald – dog er der stadigvæk lidt udfordringer i det, men vi holder os sikkert i bådene.

Efterhånden kommer vi ud i smult vande og vi må tage hjelm og redningsveste (undskyld PFD’s) af og nyde at padle stille og roligt det resterende stykke ud i søen hvor vi efter et stykke tid kommer på slæb af en jolle med påhængsmotor. Alle er stille, vi er trætte og mættede af oplevelser. Vi lægger til ved en bro, hvor den gamle skolebus venter på os. Selv i bussen er der ikke megen snak mens vi skrumler tilbage til udgangspunktet.

Her er billederne allerede på den store 46” fladskærm. Vi køber en CD med alle billeder for 200$. Vi kommer i noget tørt tøj og kører tilbage til Easley med en stor oplevelse i bagagen.

Linkene er til nogle Youtube film. De er ikke med os, men oplevelsen er den samme.

http://www.youtube.com/watch?v=36E1-ihJWmQ&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=HkW0boogl7g&feature=related

og denne der er optaget fra en båd (dog ikke vores).

http://www.youtube.com/watch?NR=1&v=bjuUZ-yPKwA

Efter vores hjemkomst har jeg købt og set Deliverance. Det var da godt jeg ikke kendte den på forhånd for den er jo både uhyggelig, dramatisk og meget spændende.

Om et besøg i Venedig

Når man er kommet helt til Verona, kan man ligeså godt tage de sidste 100 km og se Venedig, man behøver jo ikke at dø.

Jeg var der for 41 år siden på en spejdertur – FDFerne fra Spjald og den øvrige Vestjydske kreds. Markuspladsen står stadigvæk lysende klart i min erindring. Nu må vi så se om de har lavet den om eller om min erindring spiller mig et puds.

Nogle har fortalt os at man med fordel kan tage toget til Venedig, men vi har jo en bil, så hvorfor ikke bruge den, det koster jo kun benzinen, resten har vi jo betalt for alligevel.

Indstiller GPSen på Isola Del Tronchetto -  det må være en parketingsplads – den i Verona hed også noget med Isola.

Kommer let til Venedig, kun med et par enkelte svinkeærinder inden vi finder over broen der fører ud til Venedig. Der er faktisk et stort parkeringshus og der tager vi afsked med Fiestaen for en stund. Finder bussen, der er en båd og betaler 52 euro for 4 returbilletter ind til Markuspladsen.

Det er en fin sejltur fra de ydre havneområder hvor de store krydstogtsskibe ligger og ind i en lidt smallere Canal della Giudecca. Vejret er vidunderligt, solskin og varmt og en let brise. Vi lægger til ved en del stoppesteder på begge sider af kanalen inden vi krydser over til San Saccaria hvor vi står af. Det er stoppestedet lige før Markuspladsen. Kikker lidt på masker. Marie vil gerne have en maske og finder også en hun mener at kunne overkomme.

Hænger den om bagved. Så er den her nok også i aften når vi kommer tilbage. Hvis man synes at der er mange turister en sommerdag ved Søndervig strand, så er det intet at regne imod denne myretue af turister. Der er folk alle vegne. Gondoliererne har kronede dage. En 45 minutters tur i en gondol koster ca. 85€ og nemt det dobbelte hvis man ikke passer på at aftale prisen inden man sejler ud. Vi ser faktisk en gondoliere der skvatter i vandet og det lige under sukkenes bro. Det bliver nok ikke så sjovt at komme tilbage til kollegerne igen.

Vi passerer Ponte della Paglia og Palazzo Ducale – Dogepaladset som er en meget flot bygning der i dens nuværende udformning fra omkring 1400 tallet er beklædt med lyserødt Verona-marmor. Herfra går vi ind på Markuspladsen og ser til vores skræk en 100 meter lang kø foran indgangen til Markus Kirken. Nuvel det må vente til lidt senere på dagen, men ind skal vi, for det var jeg nemlig ikke for 41 år siden.

Markuspladsen svarer faktisk rigtig godt til min erindring. Man har dog stillet en musikscene op til koncert, men det kan jeg godt abstrahere fra. Selv duerne er der i hobetal selv om de nok er et par generationer længere fremme end os. Jeg genkender specielt buegangene rundt om pladsen. Vi går ned bag Markuspladsen med de ekstremt smalle gyder hvor der er alle slags forretning, souvinier, mærkevare, kunst, masker osv. Et fantastisk spændende sted at gå.

Solvejg, Marie og Christian vil gerne på shopping og se på forretninger. Solvejg har lavet research og mener at vide at der er spændende gader hvis man krydser Canal Grande. Jeg bliver helt træt bare ved tanken. Shopping er slemt nok, men at man også skal bevæge sig langt væk for at komme på shopping er lidt for meget af det gode for mig. Vi laver en aftale om at dele os. Jeg nyder min barndoms Markusplads og gaderne omkring denne og de tre shoppinglystne går på shopping. En glimrende ordning.

Dog skal vi have noget at spise først og finder efter en mindre diskussion om hvor man bedst finder et godt sted og efter at have gået i helt mennesketomme gyder finder vi endelig et sted hvor vi kan spise – bliver vist ovenpå. Får en dejlig pizza og noget godt koldt øl. Christian og Marie ser med glæde at man kan få Spagetti del Cabonara. Da vi betaler (og det er ikke billigt i Venedig) ser vi til vores skræk at vi har betalt 8€ for 4 små tørre flutes som vi endog ikke har spist. De kommer i lommerne, dem kan duerne på Markuspladsen få.

Jeg følges med min shoppingglade familie hen til Rialto broen hvor vi forlader hinanden. Jeg slentrer nu roligt tilbage gennem de smalle gyder og over et væld af broer hvor jeg kan betragte hvorledes gondoliererne manøvrerer gondolerne med kun en åre. Det er imponerende. Jeg ringer til min gode ven Kjeld og forhører mig omkring forholdene i DK. Vejret er en smule i bedring efter en horribel weekend med regn og blæst.

Tilbage på Markuspladsen fodrer jeg duerne med mit brød, går en ekstra tur gennem buegangen og affotograferer Markuskirkens 5 flotte mosaikker. Sætter mig i skyggen og nyder folkelivet og en pose lakrids jeg har fundet i min rygsæk.  

Da de andre endelig kommer tilbage er det næsten for sent at komme ind i kirken. Vi når det dog alligevel og den er da også imponerende indenfor. Særligt mosaikkerne på gulvet er specielle og meget imponerende. Marie må købe et stykke brunligt papir at tage om sig, så hun ikke støder den hellige Moder med sine bare ben. Christian må blive udenfor da vi ikke må tage rygsækken med ind. Det har han bestemt ikke noget imod.

Vi går ned mod båden igen. Køber en is men bliver jaget væk da vi vil sætte os i en vindueskarm for at spise den. Får købt Maries maske og stiger ombord på båden – nr. 2. Lidt mod forventning sejler den ind i Canal Grande. Efter lidt usikkerhed bliver vi enige om at den nok ender det rigtige sted – ved parkeringshuset hvor vi steg på.

Turen gennem Canal Grande er rigtig spændende. Det går ikke så hurtigt, da der er en voldsom trafik med gondoler, tankbåde, taxaer, almindelige motorbåde og busser som den vi sejler med. Specielt ved Rialtobroen er det helt galt og der er et virvar af både der skal den ene og den anden vej og nogle på tværs. Jeg låner Christians kamera og laver nogle film af dette cirkus.

Endelig er vi tilbage ved Tronchetto hvor vi finder vores lille Fiesta i god behold. Vi indstiller GPSen på Musella og kører.

Noget om Opera i Verona.

At gå i operaen i Verona er ikke bare en musikoplevelse, det er en total oplevelse. I denne opera spilles der under åben himmel og i en arena der blev bygget alt imens Jesus traskede rundt i Palæstina. Og i denne opera kan der sidde op til 25.000 tilskuere, dog sælger man kun 15.000 billetter. Til gengæld er der udsolgt næsten hver aften fra juli til september hvor festivalen finder sted.

Så skulle man tro at der var tale om én opsætning, men nej. Der er 6 forskellige operaer i denne 89. operafestival og de skifter hver aften. En noget heftig logistikopgave.

Vi har hjemmefra bestilt billetter til Aida. Jeg konsulterede min musikalske mentor. Hvilken af Aida, La Traviata, Barberen i Sevilla eller Nabucco skal vi vælge. Helle mener helt sikkert at vi skal vælge Aida. Verdi og Italien hører sammen. Og sikkert en fantastisk opsætning på denne kæmpemæssige scene. Den Jyske Opera er et dukketeater ved siden af.

Jeg henter vore forudbestilte billetterne overfor arenaen. Vi tilbringer nu eftermiddagen som turister i Verona inden vi spiser en god middag på en ude-restaurant med udsigt til Arenaen. Der er en forventningsfuld stemning alle steder. Vejret har været lidt truende i løbet af dagen, men nu er der klart og ingen udsigt til regn. Tværtimod er det en anelse køligt.

Kl 20:30 kan vi gå ind i Arenaen. Vore pladser er ikke som forventet nede på parkettet, men midt for på den første ring 4 trin oppe. Det er faktisk fantastisk gode pladser, og specielt gode i forhold til at fotografere herlighederne.

Ved indgangen har vi alle fået et lille lagkagelys. Det skal tændes når forestillingen begynder, sådan er traditionen her.

Efterhånden bliver pladserne fyldt mere og mere op. Det er dog ikke alle sæder der er besat men der er nok udsolgt alligevel, - 15.000 tilhørere. Det er en fantastisk kulisse. Orkestergraven er bred som bare pokker og der sidder et kæmpestort orkester i det – ikke mindre end 3 harper er der.

Jeg sender en SMS til Helle og siger at nu sidder vi her og er klar. Hun ønsker os god opera og siger at vi skal glæde os til elefanterne i sejrsmarchen i 2 akt.

Kl 21:15 slukkes projektørerne, stearinlysene tændes og operaen begynder. Det begynder lidt svagt – orkestret er lidt for dæmpet og ypperstepræsten der er en bas træder ikke så klart igennem – han er måske ikke helt varm endnu. Lidt efter kommer også Radamés ind med heltetenoren og helt godt bliver det da også Aida som naturligvis er en supersopran kommer på scenen.

Helt sublimt bliver det da korene stemmer i og orkestret bruser. Så er det så de små hår på ryggen rejser sig og man får tårer i øjnene. Der er en umådelig storhed over dette sceneri i disse antikke rammer. Her sad man 30.000 tilskuere for 2000 år siden og fornøjede sig over gladiatorkampe og kristne der blev sønderrevet af løver og nu sidder vi her 20.000 tilskuere og ser en opera om krig og kærlighed, sejr og nederlag, liv og død.

2. scene i 2. akt er højdepunktet. Det er her sejrsmarchen for Radamés sejr over etioperne finder sted. Musikken er storslået, og det er det stykke man kender fra Aida. Der er et ekstra messing hornorkester på scenen og der er rigtig mange medvirkende på scenen. Ind kommer så marcherende den ene deling efter den anden i flotte kostymer. Til sidst kommer der endog på hvide heste (det er her Helle mener at der skulle komme elefanter). Det er helt fantastisk imponerende. Til sidst er der flere hundrede medvirkende på scenen.

I pausen mellem 2. og 3. akt må jeg sende en SMS til Helle med en lille status. Kan berette at elefanterne har mistet snablerne og deres grå farve og minder mere om hvide heste. Hun svarer undvigende at de nok har fået fri i aften.

Der er 3 lange pauser på 20 min hver imellem de 4 akter. Her kan man komme op at stå og gå lidt rundt. Det er også bydende nødvendigt, for det er en meget lang forestilling og stolene er ikke de mest bekvemme, selv om vi har lejet hynder til dem. Vi benytter også sceneskiftene i akterne til at komme lidt op at stå.

Det er en lidt kold aften, så folkene der sælger røde tæpper har kronede dage. Vi køber også et. Det er sådan et der koster en tier i Tigeren, men her koster de 15€. Det rene optrækkeri. Jeg ser at herren foran mig sidder i skjorteærmer og har givet fruen sin jakke. Det gør jeg også. Selv Christian låner Marie sin trøje og sidder med bare arme hele aftenen. I sidste akt må jeg dog bede om at få jakken tilbage. Vi ommøblerer lidt så Marie og Solvejg kan deles om tæppet.

Christian benytter den alt for gode tid til at tegne i sin skitseblok. Han får tegnet og skrevet en hel masse. Om den kunstneriske kvalitet står mål med det der foregår på scenen skal her være usagt -  det er i hvert fald forskellige udtryk.

Ved 01-tiden dør Radamés og Aida sammen i en smuk duet. Sådan skal det gå i en opera, hvor alle følelser skal gennemleves. De genopstår dog hurtigt igen til en begejstret og langvarig applaus.

Vi myldrer ud af arenaen sammen med alle de andre med endnu en stor oplevelse i bagagen. Vi bevæger os i retning af parkeringshuset på den anden side af floden, finder den og kører tilbage til Musella hvor vi er ved 02-tiden

Noget om vinsmagning

Vi går rettidigt ud til det aftalte sted. Vores vært og guide er der ikke, han går stadigvæk og hiver grene ned fra de store træer. De andre i selskabet er der heller ikke. Mage til slendrian – punktlighed er sandelig ikke et fremherskende karaktertræk her i italien. Og jeg der er gået fra en meget spændende afslutning på 19 etape i Touren – og endda med Contador i udbrud.

Efterhånden er vi der alle sammen, - 7 personer. 4 inde i bilen og 3 på ladet, deriblandt mig. Nu går det over stok og sten op gennem skoven til vinmarkerne. Vi må hage os godt fast for ikke at ryge af.

Første stop er Monte del Drago.  Værten bor her. Han har faktisk fundet en jerndrage i jorden her, da han restaurerede  huset – den ser vi senere. En drage der var Drago familiens våben og symbol. Efter at den samme familie havde boet på Monte del Drago i 2 århundreder, havde de ret til at tage navnet til familienavn. Ja, langtidsplanlægning er måske noget der ligger mere til italienerne.  

Vi ser først på de grønne druer til hvidvinen. Der er et stort område med helt unge planter, faktisk er de plantet i foråret. Dem på den anden side er 28 år.

Kører dernæst til de øvrige bakker Il Perlar og Palazzina. Her er de blå druer på stokke der er noget ældre. Nogle marker har stokke der er plantet under krigen i 1943. Jo ældre stokkene er, jo bedre er druerne og desto bedre bliver vinen, lærer vi. Druerne fra disse meget gamle stokke bliver brugt til Amaronen.

Vi er i Valpolicella. Val betyder dal, poly betyder jo flere, og i dette tilfælde 4. Cello ved jeg ikke hvad betyder. I hvert fald består distriktet af 4 dale. De næste længere mod øst hører til Soare distriktet.

Der er også oliventræer. Her er der plantet nye arealer til. Man må jo sprede aktiviteterne lidt. Selv en mark med Trøfler har man.

Vi hænger godt fast på ladet mens vi drøner ned over bjerget igen med 50 i timen. Da vi er tilbage på Musella er vi godt mørbankede og ømme i rumpen.

Nu er det tid for besigtigelse af vineriet. Bygningen er restaureret, men er oprindelig fra 1660. Vi bliver lukket ind ad den store port og skal lukke den hurtigt igen, idet der skal være nogenlunde koldt indenfor.

Marie og Christian kommer med og ser også herlighederne.

Der står paller med vinkasser klar til forsendelse. En lille palle skal til Singapore. Der er store ståltanke yderst, men længere inde under urgamle hvælvinger er der træfade i mange forskellige størrelser. Her ligger vinen i fra 1 til 4 år. Nogle bliver tanket om hvert kvarte år til større og større fade.

Ovenover hvælvingerne er der tørreplads. Druer til de dyreste vine (Amaronen) bliver tørret i op til 160 dage inden de bliver lavet til vin. Billigere vine har en blanding af friske og tørrede druer og de yngste og billigste vine er lavet udelukkende på friske druer.

Nu til sagen, vi skal smage på sagerne. Vi bliver vist ned i en vinkælder, faktisk lige under vores lejlighed.

Her er der dækket op til 8 personer og der står 6 flasker vin vi skal smage på. Der står også to spyttespande på bordet som man må spytte vinen ud i eller hælde slatter ud i – Gud forbyde at vi må få brug for det. Loftet er hvælvet og der er billeder, vinflasker, og meget andet der har med vin at gøre – rigtig hyggeligt. Og så er værtens jerndrage der også.

Der går lidt tid inden vi kommer i gang, et ældre ægtepar fra Berlin er ikke ankommet – de er væk og det varer noget inden nogen finder ud af at de har været hos tandlægen.

De øvrige deltagere i vinsmagningen har alle en relation til hinanden. Den livlige dame fra Østrig og hendes voksne søn og hendes fraskilte mand fra Tyskland. Hun har også sin kusine med der bor i Rom. Kusinens venner – det ældre ægtepar der var til tandlægen er fra Berlin men har et hus i Toskana hvor de bor det meste af tiden. Han er psykoterapeut og hun børnehavepædagog og medhjælpende psykoterapeut. Jo, vi er i godt selskab.

Endelig får vi begyndt – vi opgiver i første omgang berliner-parret.

Vi starter med den hvide Bianco del Drago 2009 til 7€. Den er med skruelåg og vi får at vide at hvis en vin har skruelåg, kan den ikke gemmes og må derfor drikkes hurtigst muligt. Den smager fortrinligt. Der skal kun 1 kg druer til en 0.75l flaske af denne vin. Lavet på friske druer.

Vi går over til Rosé del Drago 2010, også med skruelåg og også til 7€. En rosé er lavet til at drikke midt på dagen f.eks. til frokost. Den skal være frisk og ikke med alt for meget alkohol. Rosé er lavet på blå druer. Farven på vin kommer fra skallerne -  det gælder også for rosé. Her fisker man skallerne fra efter 3-5 dage. Så bliver den lys i modsætning til rødvine der beholder skallerne i hele gæringsperioden. Skallerne kyler man ud og pløjer ned. Også rosé'en smager skønt. Vores vært og vinkyper må af og til ud for at ordne nogle ting, men det gør ikke noget. Hundene Sissi og Lisa deltager i arrangementet, er dog ikke med ved bordet.

Nu skal vi til de rigtige vine – de røde. Starter med en Valpolicella Superiore ’Vigne Nuove’ 2009. Denne har man ofret en korkprop på da den kan gemmes nogle år. Den koster som de andre 7€. Valpolicella vine er lavet på blanding af fra 2 til 5 forskellige druer (så vidt jeg forstår). Denne har en lille andel af tørrede (få uger) druer og druerne er groet på forholdsvis nye stokke – mindre end 20 år. Det er måske derfor den hedder Nuove. Det er den samme som vi med begejstring indtog den første aften hvor vi ankom. Allerede her begynder nogle af de kvindelige deltagere at kyle rester i spanden på bordet. Det er jo en synd.

Næste vin er en Valpolicella Superiore ’Ripasso’ fra 2007. Den er modnet et år på egefade og det er den blevet 3€ dyrere af. Den har også et større indhold af tørrede druer. En ripasso er også kendetegnet ved at den er hældt over skallerne fra Amarone vinen og har ligget sammen med disse i en uges tid. Den har en ganske anden smag, hvor man kan fornemme at den er modnet på eg. Dejlig rødvin.

Nu kommer der ost og salami på bordet – det her bliver en fest kan vi fornemme. Marie er kommet med til vinsmagningen og hygger sig rigtigt ved siden af sin moder. Vi kan se, at her kommer vi nok ikke fra og opgiver enhver tanke om restauranter eller madlavning i aften.

Den næste vin er en Monte del Drago fra 2006 til 18€. Den er lavet på en endnu større andel af tørrede druer fra endnu ældre stokke. Her skal der omkring 2 kg druer til at give en flaske vin. Jeg synes nu ikke den er væsentlig bedre end Ripassoen men det er der nok andre der er bedre til at vurdere.

Den sidste rødvin er kongen over dem alle – en Amarone ’Riserva’ 2006 til 38 €. Lavet på 100% tørrede druer og fra de ældste stokke der er mellem 40 og 68 år. Af disse bliver der kun en flaske pr 4 kg druer. Så er det jo klart at den er dyrere. Og den er også med et ungdommeligt udtryk, virkelig, virkelig, virkelig god.

Som sagt bliver skallerne fra denne Amarone brugt til Ripassoen og det der ikke bliver brugt her bliver brugt til Grappa, en snaps. Den smager vi også på – Grappa di Amarone.

Nu forlader værten os og vi kan selv hælde op og sammenligne de forskellige vine. Nu er også psykoterapeuten og hans kone dukket op og det bliver rigtig hyggeligt. Vi kommer vældig i snak og vi, der er nylig belært, kan give vor visdom videre til de nyankomne.

Tyskeren der var gift med den østrigske dame der var kusine til hende fra Rom fortæller at han har tilbragt 3 år af sit liv i Danmark. I Oksbøl flygtningelejren, lige efter krigen. Han var da 2 år og kom med sin mor og sin 4 år ældre storesøster med skib til en by han ikke kan huske. De var flygtet fra Østpreussen, de nuværende baltiske lande. Han husker kun at han fik et æble af en vagt og så barakkerne. Han synes at det er rigtig interessant at jeg kan fortælle at Mads Clausen senere købte disse barakker til at udvide Danfoss med og at jeg faktisk kender dem da en enkelt stadigvæk er der. Jeg kan fortælle at det ellers er en periode vi i Danmark ikke er særlig stolte af. Vi behandlede ikke disse stakkels  mennesker særlig godt og de var ugle sete.

Vi tager alle vinslatterne med os ud og sætter os udenfor da der skal lukkes ned til kælderen.

Jeg snakker også den del med psykoterapeuten, der er amatørmusiker og spiller fløjte sammen med sin kone på lut. De skal i operaen i Verona både lørdag og søndag. Vi skal søndag så der mødes vi måske igen.

Og sådan går den ene time med den anden med hyggelig snak. Mest tysk som bliver bedre og bedre som aftenen skrider frem. Der kommer flere flasker på bordet, også den gode Amarone. Christian og Marie hygger sig med hundene og kortspil.

Ved midnatstid bryder selskabet op og vi takker godnat og vakler op ad trappen og i seng.