Whitewater Rafting på Chattooga River

Planerne er lavet om. Vi skal af sted fra Hampton Inn kl. 06:00 for at nå til Wildwater's Chattooga Ridge Adventure Center, så vi kan drage ud kl. 8:30. Det er forbistert tidligt, men det skal vise sig ikke at være den største strabads i løbet af dagen. Det er den 29. september 2011.

Alle tropper vi op i afslappet og kort- til trekvart benet dress. Vi når at få lidt morgenmad inden vi kører ud i mørket i 4 biler. Først den forkerte vej ud af Easley, men GPS damen påbyder klogeligt ”make a safe U-turn”. Hun skal ikke have noget i klemme hvis noget går galt.

Vi kører østover og mens vi kører, bliver det lyst og vi kan skelne det smukke landskab. Her er små bjerge og terrænet bliver mere ur-agtigt – skov og mere skov.

Vi ankommer til wildwater centeret og finder stedet hvor vi skal indskrive os. At indskrive sig er også at skrive under på at dette er på eget ansvar. Vi er jo i Guds eget land hvor advokaterne regerer. Her fraskriver firmaet sig ethvert ansvar for vores liv og helbred og forbeholder sig retten til at bruge billeder af os, dersom de bliver gode og spektakulære, til kommercielle formål

Vi bliver udstyret med regnjakker der er tætte i hals og ærmer, svømmefødder, en hjelm, en padel og en redningsvest. På disse kanter hedder en redningsvest en PFD – Personal Floating Device. Hvis man tager en redningsvest på og sætter sig ud foran toget bliver man jo ikke reddet og så kan man jo risikere et sagsanlæg. Vi er jo i landet hvor advokaterne regerer.

Min PFD er rød til forskel fra samtlige de andres, der er blå. Det har noget med størrelsen at gøre, lidt pinligt ville nogen måske mene, omvendt er jeg jo nemmere at skelne.

Vi får en grundig orientering af en af guiderne og jeg bliver for første gang klar over hvad wildwater rafting går ud på. Efterhånden bliver jeg klar over at vi skal lade alt vores habengut blive tilbage – nøgler, ure, tegnebøger, ringe, mobiler – alt der kan blive væk og vådt må blive tilbage. Kun tøjet og vores gode humør må vi tage med. Jeg køber dog et undervandskamera for 15$ som jeg kan binde fast i min PFD.

Efter lang ventetid bliver 4 blå gummibåde læsset op på taget af en gammel skolebus og vi stiger ind. Vi skal køre en halv times tid op til floden, hvor vi skal starte vores færd og vi skramler af sted på uvejsomme veje, mod floden Chattooga River, der snoer sig på grænsen mellem South Carolina og Georgia. Vi er spændte.

Vi har en professionel fotograf med. Han vil sejle i en kajak for sig selv og forsøge at få spektakulære billeder af os. Det finder jeg først ud af efter at jeg har købt mit undervandskamera.

Vi er 14, der skal fordeles på 3 både og med os er også et lille hold på 2 – et par fra Californien. Vi må i fællesskab bære de 4 både ned til floden ad en smal skovsti. Nogle bærer maden, som vi også har medbragt i vandtætte beholdere.

Nede ved floden, der på dette sted ser meget tilforladelig ud, får vi en sidste instruktion. Hvordan skal man stige ombord, hvor skal man hjælpe en der er faldet overbord, hvordan skal man holde sig fast. Hun har en lang checkliste over hvad hun skal informere os om og en af os krydser af på listen efterhånden som hun afleverer budskaberne. – Vi er jo i landet hvor advokaterne regerer.

Vi er spændte og nu skal vi af sted. Vi er 6 mand i den båd hvor jeg er, inkl. Ben, som er vores guide, coach og potentielle redningsmand. Det er stadigvæk morgen, klokken er kun godt 8 og vi stævner som den først båd ud på floden. Vi træner lidt hvordan vi skal følge Bens ordrer, det er vigtigt at vi gør præcist hvad han siger når vi kommer ud i det vilde. Two hard strokes forward eller right side backwards, right side lean in eller hvad han nu kan komme i tanke om at måtte bede os om for at holde skuden oven vande.

Her er umådelig smukt. Skov, høje træer og vi kan se mærkelige fugle i træerne og vi kan høre fuglene gjalde længere inde i urskoven. Det tegner til at blive en fantastisk dag.

Vi sætter kursen mod det første lille fald, som vi forcerer i fin stil. Det er sjovt og lidt vildt. Vi får at vide at det er en katagori 2 og de mere vilde er op til katagori 5. Så ved vi da lidt om hvad vi har i vente. Vi er ret gode til at følge Ben´s instruktioner – two hard strokes forward osv. Vi nærmer os nu et lidt større fald.

Vi sætter et perfekt tilløb ind og styrer mod det brusende fald. Vi kommer dog lidt for langt op på de store klippestykker på den højre side og vi vipper rundt halvvejs nede ad faldet og styrter alle overbord. Det er et ret så grænseoverskridende, men jeg genfinder hurtigt overfladen. Det er dog lidt svært at få fodfæste på de glatte klipper under vandet – det lykkes dog efterhånden, som jeg genfinder fatningen. Jeg ser de andre to både lave det samme stunt. Alle ryger i. Kun den kvindelige coach formår at blive i båden og holde den på ret køl. Hun får anerkendelse fra sine mandlige kolleger, der begge ligger i vandet.

Både vores og den anden 5 mandsbåd lander på hovedet og flere af mine kolleger kommer til at ligge under de væltede både. Det er ikke helt så behageligt kan jeg forstå.

Vi bliver senere enige om at dette var planlagt. Så har de haft mulighed for at finde ud hvor vor panik tærskel ligger. Det vil de dog ikke indrømme, om end de har et ord for det at blive i båden når alle gæster er verfet af.

Billedsekvensen her giver et levende indtryk af vores styrt.

På de stille passager, fortæller Ben om floden og dens historie. Filmen Deliverence blev optaget her og vi får udpeget stedet for de forskellige scener. Jeg har dog ikke set filmen, der er fra 1972, men kan forstå at det er en klassiker.

Et sted stiger vi i land og vandrer op til et vandfald, der også er med i filmen. Her bliver der taget et gruppebillede af os.

Vi kæmper os ned gennem floden med mange små og større fald eller rapids. Det er umådelig sjovt, spændende, smukt, fascinerende og betagende.

Indimellem lægger vi til og stiger af. Et sted kan vi foretage udspring fra klippekant. Det tror jeg egentlig ikke at jeg tør, men pludselig befinder jeg mig alligevel oppe på kanten, kikker ned mod dybet. Der er nok kun 3-4 meter, men heroppefra ser det noget faretruende ud. Nuvel, det skal jo ikke hedde sig og jeg springer efter et par tilløb ud i intetheden og lander med fødderne først nede i floden. Min PFD vest er ved at ryge ovenud, og da jeg kommer op til overfladen igen, må jeg kikke ud mellem spænderne der normalt sidder over maven. Jeg får dog bæstet trukket ned, så jeg igen kan orientere mig og svømmer over til den anden bred, hvor mine kære kolleger står og griner.

Et andet sted er der et hul i en klippe, næsten som en brønd. Der står vand dernede, men Ben påstår at der er hul nedenud, og at vi skal derigennem, hvis vi tør. Det er vi med på og jeg håber at hullet er stort nok, for vi skal igennem det med hovedet først. Det er det, jeg sidder ikke fast og kommer ud bag klippen og i en rivende fos. Her står vi og kikker ned i hullet med ærefrygt, inden vi begiver os ud i det.

Længere nede ad floden kommer de 5 vilde fald, hvoraf nogle af dem er kategori 5 fald. Bådene går igennem disse fald enkeltvis og guiderne lægger reb ud så man kan redde sig hvis man falder ud. Det er meget vildt men også sjovt, nu har vi jo vænnet os til farerne. I det sidste fald falder jeg alligevel af og trækker min sidemand med. Han påstår dog at han frivilligt lod sig falde ud i floden, da han så mig komme imod sig som et kæmpebjerg. Dette styrt var fotografen dog ikke forberedt på, så der er kun billeder af at vi ligger i floden.

Efter denne sidste dramatiske del af raftingen er der dømt frokost. Vi kan tage vores PFDs og hjelme af og lægge de blå regnjakker og lade os tørre i solen. Vejret er vidunderligt og vi er landet på en solrig plet. Mens vore værter sætter maden frem på bunden af en af bådene går vi andre en flot tur op gennem en lille kløft med kurs mod et vandfald. Vi kan se fugle og høre mærkelige fugleskrig give genlyd i skoven blandet op med den stille brusen fra den sideflod vi går langs med. Vandfaldet for enden af kløften er faktisk ret så spektakulær.

Tilbage på flodbredden er frokosten sat parat og vi spiser. Sandwich som vi selv skal samle af kød og tilbehør, der er sat frem. Imens kan vi gå rundt og nyde det gode vejr. Der er masser af fisk i floden, som flokkes om de brødstykker, vi fodrer dem med.

Vi bliver her en times tid inden vi igen sætter os i bådene og roer det sidste stykke. Der er ikke flere vilde fald kun nogle relativt små fald – dog er der stadigvæk lidt udfordringer i det, men vi holder os sikkert i bådene.

Efterhånden kommer vi ud i smult vande og vi må tage hjelm og redningsveste (undskyld PFD’s) af og nyde at padle stille og roligt det resterende stykke ud i søen hvor vi efter et stykke tid kommer på slæb af en jolle med påhængsmotor. Alle er stille, vi er trætte og mættede af oplevelser. Vi lægger til ved en bro, hvor den gamle skolebus venter på os. Selv i bussen er der ikke megen snak mens vi skrumler tilbage til udgangspunktet.

Her er billederne allerede på den store 46” fladskærm. Vi køber en CD med alle billeder for 200$. Vi kommer i noget tørt tøj og kører tilbage til Easley med en stor oplevelse i bagagen.

Linkene er til nogle Youtube film. De er ikke med os, men oplevelsen er den samme.

http://www.youtube.com/watch?v=36E1-ihJWmQ&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=HkW0boogl7g&feature=related

og denne der er optaget fra en båd (dog ikke vores).

http://www.youtube.com/watch?NR=1&v=bjuUZ-yPKwA

Efter vores hjemkomst har jeg købt og set Deliverance. Det var da godt jeg ikke kendte den på forhånd for den er jo både uhyggelig, dramatisk og meget spændende.

Om et besøg i Venedig

Når man er kommet helt til Verona, kan man ligeså godt tage de sidste 100 km og se Venedig, man behøver jo ikke at dø.

Jeg var der for 41 år siden på en spejdertur – FDFerne fra Spjald og den øvrige Vestjydske kreds. Markuspladsen står stadigvæk lysende klart i min erindring. Nu må vi så se om de har lavet den om eller om min erindring spiller mig et puds.

Nogle har fortalt os at man med fordel kan tage toget til Venedig, men vi har jo en bil, så hvorfor ikke bruge den, det koster jo kun benzinen, resten har vi jo betalt for alligevel.

Indstiller GPSen på Isola Del Tronchetto -  det må være en parketingsplads – den i Verona hed også noget med Isola.

Kommer let til Venedig, kun med et par enkelte svinkeærinder inden vi finder over broen der fører ud til Venedig. Der er faktisk et stort parkeringshus og der tager vi afsked med Fiestaen for en stund. Finder bussen, der er en båd og betaler 52 euro for 4 returbilletter ind til Markuspladsen.

Det er en fin sejltur fra de ydre havneområder hvor de store krydstogtsskibe ligger og ind i en lidt smallere Canal della Giudecca. Vejret er vidunderligt, solskin og varmt og en let brise. Vi lægger til ved en del stoppesteder på begge sider af kanalen inden vi krydser over til San Saccaria hvor vi står af. Det er stoppestedet lige før Markuspladsen. Kikker lidt på masker. Marie vil gerne have en maske og finder også en hun mener at kunne overkomme.

Hænger den om bagved. Så er den her nok også i aften når vi kommer tilbage. Hvis man synes at der er mange turister en sommerdag ved Søndervig strand, så er det intet at regne imod denne myretue af turister. Der er folk alle vegne. Gondoliererne har kronede dage. En 45 minutters tur i en gondol koster ca. 85€ og nemt det dobbelte hvis man ikke passer på at aftale prisen inden man sejler ud. Vi ser faktisk en gondoliere der skvatter i vandet og det lige under sukkenes bro. Det bliver nok ikke så sjovt at komme tilbage til kollegerne igen.

Vi passerer Ponte della Paglia og Palazzo Ducale – Dogepaladset som er en meget flot bygning der i dens nuværende udformning fra omkring 1400 tallet er beklædt med lyserødt Verona-marmor. Herfra går vi ind på Markuspladsen og ser til vores skræk en 100 meter lang kø foran indgangen til Markus Kirken. Nuvel det må vente til lidt senere på dagen, men ind skal vi, for det var jeg nemlig ikke for 41 år siden.

Markuspladsen svarer faktisk rigtig godt til min erindring. Man har dog stillet en musikscene op til koncert, men det kan jeg godt abstrahere fra. Selv duerne er der i hobetal selv om de nok er et par generationer længere fremme end os. Jeg genkender specielt buegangene rundt om pladsen. Vi går ned bag Markuspladsen med de ekstremt smalle gyder hvor der er alle slags forretning, souvinier, mærkevare, kunst, masker osv. Et fantastisk spændende sted at gå.

Solvejg, Marie og Christian vil gerne på shopping og se på forretninger. Solvejg har lavet research og mener at vide at der er spændende gader hvis man krydser Canal Grande. Jeg bliver helt træt bare ved tanken. Shopping er slemt nok, men at man også skal bevæge sig langt væk for at komme på shopping er lidt for meget af det gode for mig. Vi laver en aftale om at dele os. Jeg nyder min barndoms Markusplads og gaderne omkring denne og de tre shoppinglystne går på shopping. En glimrende ordning.

Dog skal vi have noget at spise først og finder efter en mindre diskussion om hvor man bedst finder et godt sted og efter at have gået i helt mennesketomme gyder finder vi endelig et sted hvor vi kan spise – bliver vist ovenpå. Får en dejlig pizza og noget godt koldt øl. Christian og Marie ser med glæde at man kan få Spagetti del Cabonara. Da vi betaler (og det er ikke billigt i Venedig) ser vi til vores skræk at vi har betalt 8€ for 4 små tørre flutes som vi endog ikke har spist. De kommer i lommerne, dem kan duerne på Markuspladsen få.

Jeg følges med min shoppingglade familie hen til Rialto broen hvor vi forlader hinanden. Jeg slentrer nu roligt tilbage gennem de smalle gyder og over et væld af broer hvor jeg kan betragte hvorledes gondoliererne manøvrerer gondolerne med kun en åre. Det er imponerende. Jeg ringer til min gode ven Kjeld og forhører mig omkring forholdene i DK. Vejret er en smule i bedring efter en horribel weekend med regn og blæst.

Tilbage på Markuspladsen fodrer jeg duerne med mit brød, går en ekstra tur gennem buegangen og affotograferer Markuskirkens 5 flotte mosaikker. Sætter mig i skyggen og nyder folkelivet og en pose lakrids jeg har fundet i min rygsæk.  

Da de andre endelig kommer tilbage er det næsten for sent at komme ind i kirken. Vi når det dog alligevel og den er da også imponerende indenfor. Særligt mosaikkerne på gulvet er specielle og meget imponerende. Marie må købe et stykke brunligt papir at tage om sig, så hun ikke støder den hellige Moder med sine bare ben. Christian må blive udenfor da vi ikke må tage rygsækken med ind. Det har han bestemt ikke noget imod.

Vi går ned mod båden igen. Køber en is men bliver jaget væk da vi vil sætte os i en vindueskarm for at spise den. Får købt Maries maske og stiger ombord på båden – nr. 2. Lidt mod forventning sejler den ind i Canal Grande. Efter lidt usikkerhed bliver vi enige om at den nok ender det rigtige sted – ved parkeringshuset hvor vi steg på.

Turen gennem Canal Grande er rigtig spændende. Det går ikke så hurtigt, da der er en voldsom trafik med gondoler, tankbåde, taxaer, almindelige motorbåde og busser som den vi sejler med. Specielt ved Rialtobroen er det helt galt og der er et virvar af både der skal den ene og den anden vej og nogle på tværs. Jeg låner Christians kamera og laver nogle film af dette cirkus.

Endelig er vi tilbage ved Tronchetto hvor vi finder vores lille Fiesta i god behold. Vi indstiller GPSen på Musella og kører.

Noget om Opera i Verona.

At gå i operaen i Verona er ikke bare en musikoplevelse, det er en total oplevelse. I denne opera spilles der under åben himmel og i en arena der blev bygget alt imens Jesus traskede rundt i Palæstina. Og i denne opera kan der sidde op til 25.000 tilskuere, dog sælger man kun 15.000 billetter. Til gengæld er der udsolgt næsten hver aften fra juli til september hvor festivalen finder sted.

Så skulle man tro at der var tale om én opsætning, men nej. Der er 6 forskellige operaer i denne 89. operafestival og de skifter hver aften. En noget heftig logistikopgave.

Vi har hjemmefra bestilt billetter til Aida. Jeg konsulterede min musikalske mentor. Hvilken af Aida, La Traviata, Barberen i Sevilla eller Nabucco skal vi vælge. Helle mener helt sikkert at vi skal vælge Aida. Verdi og Italien hører sammen. Og sikkert en fantastisk opsætning på denne kæmpemæssige scene. Den Jyske Opera er et dukketeater ved siden af.

Jeg henter vore forudbestilte billetterne overfor arenaen. Vi tilbringer nu eftermiddagen som turister i Verona inden vi spiser en god middag på en ude-restaurant med udsigt til Arenaen. Der er en forventningsfuld stemning alle steder. Vejret har været lidt truende i løbet af dagen, men nu er der klart og ingen udsigt til regn. Tværtimod er det en anelse køligt.

Kl 20:30 kan vi gå ind i Arenaen. Vore pladser er ikke som forventet nede på parkettet, men midt for på den første ring 4 trin oppe. Det er faktisk fantastisk gode pladser, og specielt gode i forhold til at fotografere herlighederne.

Ved indgangen har vi alle fået et lille lagkagelys. Det skal tændes når forestillingen begynder, sådan er traditionen her.

Efterhånden bliver pladserne fyldt mere og mere op. Det er dog ikke alle sæder der er besat men der er nok udsolgt alligevel, - 15.000 tilhørere. Det er en fantastisk kulisse. Orkestergraven er bred som bare pokker og der sidder et kæmpestort orkester i det – ikke mindre end 3 harper er der.

Jeg sender en SMS til Helle og siger at nu sidder vi her og er klar. Hun ønsker os god opera og siger at vi skal glæde os til elefanterne i sejrsmarchen i 2 akt.

Kl 21:15 slukkes projektørerne, stearinlysene tændes og operaen begynder. Det begynder lidt svagt – orkestret er lidt for dæmpet og ypperstepræsten der er en bas træder ikke så klart igennem – han er måske ikke helt varm endnu. Lidt efter kommer også Radamés ind med heltetenoren og helt godt bliver det da også Aida som naturligvis er en supersopran kommer på scenen.

Helt sublimt bliver det da korene stemmer i og orkestret bruser. Så er det så de små hår på ryggen rejser sig og man får tårer i øjnene. Der er en umådelig storhed over dette sceneri i disse antikke rammer. Her sad man 30.000 tilskuere for 2000 år siden og fornøjede sig over gladiatorkampe og kristne der blev sønderrevet af løver og nu sidder vi her 20.000 tilskuere og ser en opera om krig og kærlighed, sejr og nederlag, liv og død.

2. scene i 2. akt er højdepunktet. Det er her sejrsmarchen for Radamés sejr over etioperne finder sted. Musikken er storslået, og det er det stykke man kender fra Aida. Der er et ekstra messing hornorkester på scenen og der er rigtig mange medvirkende på scenen. Ind kommer så marcherende den ene deling efter den anden i flotte kostymer. Til sidst kommer der endog på hvide heste (det er her Helle mener at der skulle komme elefanter). Det er helt fantastisk imponerende. Til sidst er der flere hundrede medvirkende på scenen.

I pausen mellem 2. og 3. akt må jeg sende en SMS til Helle med en lille status. Kan berette at elefanterne har mistet snablerne og deres grå farve og minder mere om hvide heste. Hun svarer undvigende at de nok har fået fri i aften.

Der er 3 lange pauser på 20 min hver imellem de 4 akter. Her kan man komme op at stå og gå lidt rundt. Det er også bydende nødvendigt, for det er en meget lang forestilling og stolene er ikke de mest bekvemme, selv om vi har lejet hynder til dem. Vi benytter også sceneskiftene i akterne til at komme lidt op at stå.

Det er en lidt kold aften, så folkene der sælger røde tæpper har kronede dage. Vi køber også et. Det er sådan et der koster en tier i Tigeren, men her koster de 15€. Det rene optrækkeri. Jeg ser at herren foran mig sidder i skjorteærmer og har givet fruen sin jakke. Det gør jeg også. Selv Christian låner Marie sin trøje og sidder med bare arme hele aftenen. I sidste akt må jeg dog bede om at få jakken tilbage. Vi ommøblerer lidt så Marie og Solvejg kan deles om tæppet.

Christian benytter den alt for gode tid til at tegne i sin skitseblok. Han får tegnet og skrevet en hel masse. Om den kunstneriske kvalitet står mål med det der foregår på scenen skal her være usagt -  det er i hvert fald forskellige udtryk.

Ved 01-tiden dør Radamés og Aida sammen i en smuk duet. Sådan skal det gå i en opera, hvor alle følelser skal gennemleves. De genopstår dog hurtigt igen til en begejstret og langvarig applaus.

Vi myldrer ud af arenaen sammen med alle de andre med endnu en stor oplevelse i bagagen. Vi bevæger os i retning af parkeringshuset på den anden side af floden, finder den og kører tilbage til Musella hvor vi er ved 02-tiden

Noget om vinsmagning

Vi går rettidigt ud til det aftalte sted. Vores vært og guide er der ikke, han går stadigvæk og hiver grene ned fra de store træer. De andre i selskabet er der heller ikke. Mage til slendrian – punktlighed er sandelig ikke et fremherskende karaktertræk her i italien. Og jeg der er gået fra en meget spændende afslutning på 19 etape i Touren – og endda med Contador i udbrud.

Efterhånden er vi der alle sammen, - 7 personer. 4 inde i bilen og 3 på ladet, deriblandt mig. Nu går det over stok og sten op gennem skoven til vinmarkerne. Vi må hage os godt fast for ikke at ryge af.

Første stop er Monte del Drago.  Værten bor her. Han har faktisk fundet en jerndrage i jorden her, da han restaurerede  huset – den ser vi senere. En drage der var Drago familiens våben og symbol. Efter at den samme familie havde boet på Monte del Drago i 2 århundreder, havde de ret til at tage navnet til familienavn. Ja, langtidsplanlægning er måske noget der ligger mere til italienerne.  

Vi ser først på de grønne druer til hvidvinen. Der er et stort område med helt unge planter, faktisk er de plantet i foråret. Dem på den anden side er 28 år.

Kører dernæst til de øvrige bakker Il Perlar og Palazzina. Her er de blå druer på stokke der er noget ældre. Nogle marker har stokke der er plantet under krigen i 1943. Jo ældre stokkene er, jo bedre er druerne og desto bedre bliver vinen, lærer vi. Druerne fra disse meget gamle stokke bliver brugt til Amaronen.

Vi er i Valpolicella. Val betyder dal, poly betyder jo flere, og i dette tilfælde 4. Cello ved jeg ikke hvad betyder. I hvert fald består distriktet af 4 dale. De næste længere mod øst hører til Soare distriktet.

Der er også oliventræer. Her er der plantet nye arealer til. Man må jo sprede aktiviteterne lidt. Selv en mark med Trøfler har man.

Vi hænger godt fast på ladet mens vi drøner ned over bjerget igen med 50 i timen. Da vi er tilbage på Musella er vi godt mørbankede og ømme i rumpen.

Nu er det tid for besigtigelse af vineriet. Bygningen er restaureret, men er oprindelig fra 1660. Vi bliver lukket ind ad den store port og skal lukke den hurtigt igen, idet der skal være nogenlunde koldt indenfor.

Marie og Christian kommer med og ser også herlighederne.

Der står paller med vinkasser klar til forsendelse. En lille palle skal til Singapore. Der er store ståltanke yderst, men længere inde under urgamle hvælvinger er der træfade i mange forskellige størrelser. Her ligger vinen i fra 1 til 4 år. Nogle bliver tanket om hvert kvarte år til større og større fade.

Ovenover hvælvingerne er der tørreplads. Druer til de dyreste vine (Amaronen) bliver tørret i op til 160 dage inden de bliver lavet til vin. Billigere vine har en blanding af friske og tørrede druer og de yngste og billigste vine er lavet udelukkende på friske druer.

Nu til sagen, vi skal smage på sagerne. Vi bliver vist ned i en vinkælder, faktisk lige under vores lejlighed.

Her er der dækket op til 8 personer og der står 6 flasker vin vi skal smage på. Der står også to spyttespande på bordet som man må spytte vinen ud i eller hælde slatter ud i – Gud forbyde at vi må få brug for det. Loftet er hvælvet og der er billeder, vinflasker, og meget andet der har med vin at gøre – rigtig hyggeligt. Og så er værtens jerndrage der også.

Der går lidt tid inden vi kommer i gang, et ældre ægtepar fra Berlin er ikke ankommet – de er væk og det varer noget inden nogen finder ud af at de har været hos tandlægen.

De øvrige deltagere i vinsmagningen har alle en relation til hinanden. Den livlige dame fra Østrig og hendes voksne søn og hendes fraskilte mand fra Tyskland. Hun har også sin kusine med der bor i Rom. Kusinens venner – det ældre ægtepar der var til tandlægen er fra Berlin men har et hus i Toskana hvor de bor det meste af tiden. Han er psykoterapeut og hun børnehavepædagog og medhjælpende psykoterapeut. Jo, vi er i godt selskab.

Endelig får vi begyndt – vi opgiver i første omgang berliner-parret.

Vi starter med den hvide Bianco del Drago 2009 til 7€. Den er med skruelåg og vi får at vide at hvis en vin har skruelåg, kan den ikke gemmes og må derfor drikkes hurtigst muligt. Den smager fortrinligt. Der skal kun 1 kg druer til en 0.75l flaske af denne vin. Lavet på friske druer.

Vi går over til Rosé del Drago 2010, også med skruelåg og også til 7€. En rosé er lavet til at drikke midt på dagen f.eks. til frokost. Den skal være frisk og ikke med alt for meget alkohol. Rosé er lavet på blå druer. Farven på vin kommer fra skallerne -  det gælder også for rosé. Her fisker man skallerne fra efter 3-5 dage. Så bliver den lys i modsætning til rødvine der beholder skallerne i hele gæringsperioden. Skallerne kyler man ud og pløjer ned. Også rosé'en smager skønt. Vores vært og vinkyper må af og til ud for at ordne nogle ting, men det gør ikke noget. Hundene Sissi og Lisa deltager i arrangementet, er dog ikke med ved bordet.

Nu skal vi til de rigtige vine – de røde. Starter med en Valpolicella Superiore ’Vigne Nuove’ 2009. Denne har man ofret en korkprop på da den kan gemmes nogle år. Den koster som de andre 7€. Valpolicella vine er lavet på blanding af fra 2 til 5 forskellige druer (så vidt jeg forstår). Denne har en lille andel af tørrede (få uger) druer og druerne er groet på forholdsvis nye stokke – mindre end 20 år. Det er måske derfor den hedder Nuove. Det er den samme som vi med begejstring indtog den første aften hvor vi ankom. Allerede her begynder nogle af de kvindelige deltagere at kyle rester i spanden på bordet. Det er jo en synd.

Næste vin er en Valpolicella Superiore ’Ripasso’ fra 2007. Den er modnet et år på egefade og det er den blevet 3€ dyrere af. Den har også et større indhold af tørrede druer. En ripasso er også kendetegnet ved at den er hældt over skallerne fra Amarone vinen og har ligget sammen med disse i en uges tid. Den har en ganske anden smag, hvor man kan fornemme at den er modnet på eg. Dejlig rødvin.

Nu kommer der ost og salami på bordet – det her bliver en fest kan vi fornemme. Marie er kommet med til vinsmagningen og hygger sig rigtigt ved siden af sin moder. Vi kan se, at her kommer vi nok ikke fra og opgiver enhver tanke om restauranter eller madlavning i aften.

Den næste vin er en Monte del Drago fra 2006 til 18€. Den er lavet på en endnu større andel af tørrede druer fra endnu ældre stokke. Her skal der omkring 2 kg druer til at give en flaske vin. Jeg synes nu ikke den er væsentlig bedre end Ripassoen men det er der nok andre der er bedre til at vurdere.

Den sidste rødvin er kongen over dem alle – en Amarone ’Riserva’ 2006 til 38 €. Lavet på 100% tørrede druer og fra de ældste stokke der er mellem 40 og 68 år. Af disse bliver der kun en flaske pr 4 kg druer. Så er det jo klart at den er dyrere. Og den er også med et ungdommeligt udtryk, virkelig, virkelig, virkelig god.

Som sagt bliver skallerne fra denne Amarone brugt til Ripassoen og det der ikke bliver brugt her bliver brugt til Grappa, en snaps. Den smager vi også på – Grappa di Amarone.

Nu forlader værten os og vi kan selv hælde op og sammenligne de forskellige vine. Nu er også psykoterapeuten og hans kone dukket op og det bliver rigtig hyggeligt. Vi kommer vældig i snak og vi, der er nylig belært, kan give vor visdom videre til de nyankomne.

Tyskeren der var gift med den østrigske dame der var kusine til hende fra Rom fortæller at han har tilbragt 3 år af sit liv i Danmark. I Oksbøl flygtningelejren, lige efter krigen. Han var da 2 år og kom med sin mor og sin 4 år ældre storesøster med skib til en by han ikke kan huske. De var flygtet fra Østpreussen, de nuværende baltiske lande. Han husker kun at han fik et æble af en vagt og så barakkerne. Han synes at det er rigtig interessant at jeg kan fortælle at Mads Clausen senere købte disse barakker til at udvide Danfoss med og at jeg faktisk kender dem da en enkelt stadigvæk er der. Jeg kan fortælle at det ellers er en periode vi i Danmark ikke er særlig stolte af. Vi behandlede ikke disse stakkels  mennesker særlig godt og de var ugle sete.

Vi tager alle vinslatterne med os ud og sætter os udenfor da der skal lukkes ned til kælderen.

Jeg snakker også den del med psykoterapeuten, der er amatørmusiker og spiller fløjte sammen med sin kone på lut. De skal i operaen i Verona både lørdag og søndag. Vi skal søndag så der mødes vi måske igen.

Og sådan går den ene time med den anden med hyggelig snak. Mest tysk som bliver bedre og bedre som aftenen skrider frem. Der kommer flere flasker på bordet, også den gode Amarone. Christian og Marie hygger sig med hundene og kortspil.

Ved midnatstid bryder selskabet op og vi takker godnat og vakler op ad trappen og i seng.

Om at købe vand og finde en restaurant

Først ved to-tiden  er vi klar til at gå ned i byen for at købe vand. Jeg skal først være færdig med min krimi, den er så afsindig spændende til sidst så jeg får lov til at læse den færdig. Så har jeg også næsten læst 150 sider i dag og er en lille smule groggy.

Vi går ned til Ferrazze som er den lille by vi bor tættest ved. Der hersker en døsig stemning over byen. Ved indgangen til byen ligger kapellet med kirkegården foran. Her er ikke som hos os. Gravsten i 5 etager. Gad vide om de ligger inde bagved. Der er billeder på alle gravsten -  egentlig ikke nogen dårlig ide. Hvis meningen med et gravsted er at mindes de afdøde er et kontrafej jo et glimrende middel til at lede tankerne på vej. Alle er pæne og nydelige billeder i sorthvid.

Som sagt hersker der en døsig stemning over byen. En børnehave deler mur med kirken – her er der lidt liv, men børnene er ved at blive hentet af de unge og elegante mødre. I øvrigt en lidt kedelig legeplads.

Vi finder kun en restaurant. Det er er ikke nogen overraskelse, da vi har fået den anvist af Musellas bestyrer. Den har dog ikke åbent endnu til min store fortrydelse, jeg kunne ellers godt bruge en kold fadøl i denne hede, der er vel hen ved 30 grader.  Det tror jeg også at Solvejg kan. Vi går nu efter vand og finder, trods ihærdig søgen i hele byen, kun én butik, - den har også lukket. Det er sgu ikke megen succes vi har med shopping indtil videre. Marie og Christian går tilbage til Musella, vores kære vingård og hjem. De har ikke så meget tålmodighed.

Da vi, efter at have opgivet indkøbsforehavendet, opkogte vender tilbage til Musella er porten lukket og vi har ingen nøgle - den  har ungerne jo. Vi ringer, men ved godt at her er chancerne små. I Danmark lykkes en telefonopringning til Christian eller Marie kun ca hver 10 gang, SMSer en anelse tiere. Det lykkes heller ikke her at komme i kontakt med Marie og Christians telefon har nok udlandsservice, men ikke svar service fra Christian. Vi ringer til bestyreren igen. Jeg har jo hans nummer da jeg ringede til ham i aftes.

Han resignerer og giver os en ekstra fjernbetjening til porten. Han anviser San Martino hvor der er gode shoppingmuligheder.

Da vi endelig kommer til vores dør, er den låst. Og vi har jo stadigvæk ikke nogen nøgle. Jeg finder ungerne nede  ved poolen, solbadende og med solbriller.

Vi beslutter os for at tage til San Martino for at shoppe. Der finder vi ganske rigtig et kæmpestort indkøbscenter. Vi havde egentlig kun brug for et lille sted hvor vi kunne købe lidt vand, et par øl og en pakke grisini. Vi kommer derfra med et kæmpelæs mad, vin, øl,  fanta,  chokolade, frugt og meget, meget mere.

Nu vil vi finde en ristorante her i denne store by. Det viser sig dog at være vanskeligere end først antaget. Vi går i alle retning, men finder kun kaffebarer og isbarer, ingen ristoranter, end ikke et pizzaria, og det her i hjertet af Italien. Det er sgu da mærkeligt. Solvejg spørger en ung italiener af hunkøn, men hun ved ikke noget, kan dårligt tale engelsk, men hun har et sødt smil, så vi bærer over med hende. Nu gider vi ikke mere at lede efter et spisested. Vi ved at der er et i vores egen lille by, og den må have åbent nu, hvor klokken er ved at være 20.

Vi finder Fiestaen og kører. Da vi kører ud af San Martino er der et skilt til en Risstorante Scambi -  det må være noget med rejer. Den ligger lige ved vejen, mindre end en km fra Musella.  Der kører vi ind. Vi bliver hjerteligt modtaget. Spisekortet er kun på italiensk. Vi kender ikke noget af det der står. Det eneste vi forstår er Roast beef og Trøfler, som jeg har fået før. Den flinke mand oversætter hele spisekortet på tillempet engelsk og vi får bestilt.

Det viser sig at være et rimeligt godt valg for alle selvom Marie mener at hendes Duck in Pasta smager af leverpostej. Det kan godt være at det var pasta med andelever -  oversættelsen var jo ikke helt perfekt. Nuvel vi bliver alle mætte og er faktisk rimeligt tilfredse med vore valg. Øllet hedder faktisk Vikingen, og smager fantastisk.

Mætte og tilfredse triller vi de sidste 500 meter hjem til Musella. Deler en flaske god Valpolicella og jeg skriver dagbog mens den resterende familie sidder nedenunder og spiller kort til høj klassisk musik.

Livet på cykelstien

Min almentilstand tilsiger mig at jeg bør gøre noget. Jeg bliver for tung, og ser i øjnene at hvis jeg ikke gør noget vil jeg i 2020 veje mere end 140 kg og det er jo uholdbart. Der er nu to veje at gå. Enten at spare sig ud af krisen eller at arbejde sig ud.

Jeg vælger at arbejde mig ud af krisen, det må være mere langtidsholdbart og jeg vil være langt mere fit i 2020 til at klare pensionisttilværelsens strabadser. Sparevejen ville betyde drastisk nedskæring af fødeindtaget over de næste mange år.  500 kcal pr måltid er ikke meget og der skal bjerge af salat og grønsager til.

Nej jeg vælger den røde plan og køber mig en blå cykel. En radikal løsning vil nogen måske mene.

En lækker sag – let som en fjer og med 27 gear.  Egentlig er det fråds at betale en hel masse penge for disse egenskaber, da man jo må formode at jo tungere og sejere cyklen er at køre desto mere vil den bidrage til planens opfyldelse. Måske er der bare tale om signalmotionering - det skal gerne se ud af meget men det må ikke gøre alt for ondt.

Planen er at cykle til arbejde. Det skulle vel ikke være nogen sag. 18 km hver vej.

Nu begynder mit nye liv på cykelstierne. Og her er ikke som det var i gamle dage. Dels er der ikke så meget dynamit i benene længere og dels har nogen lavet om på spillereglerne. - At den der har de bedste ben vinder.

En morgen kører jeg op ad Egen bakke – den er lang som bare pokker. Der koldt og der ligger rimfrost i græsset. Jeg kæmper mig op ad op ad bakken, rød i hovedet, med blodsprængte øjne, fråde om munden og med sveden haglende ned af panden. Så kommer der en ældre dame med et roligt tråd kørende forbi mig.

Disse cykler med hjælpemotor og batteri burde forbydes. De kan trække enhver selvtillid ud af hårdt arbejdende mennesker.

Selvom der er mange mennesker på cykelstien, er det ikke ofte at jeg møder nogen, jeg bliver oftest mødt og overhalet.

I fredags havde jeg dog nogen succes. Jeg forcerer op gennem Svenstrup og kommer til at køre bag ved en vældig bag (en moden kvinde). Hvad skal jeg nu gøre. Skal jeg foretage min første overhaling her I min nye ære. Jeg overvejer og ser to problemstillinger. Kan jeg komme forbi (cykelstien er bred, men så er også bagen) og hvis jeg endelig kommer forbi, kan jeg så holde forspringet. Jeg undersøger nøje damens cykel og finder ingen batterier fastspændt og må således formode at der vil blive tale om fair kamp. Jeg vover forsøget og det er en succes. Min første overhaling er en realitet og jeg holder forspringet.

Se sådan kan man jo sidde og filosofere når man cykler.

Benspænd 4 - eller - Ud at køre med de skøre

Det er igen tiden for det årlige Change Request møde hos den store kunde i Frankrig. Ihukommende sidste års katastrofemøde er der ingen der tør at tage med og det ender med at Carsten, Lise-Lotte og jeg må af sted. Vi tager også Ken med, han har ikke været der før og ved således ikke helt, hvor galt det kan gå.

Lise-Lotte har naturligvis ikke fået købt sin billet i tide og må tage til København allerede aftenen før. Hun glemmer sine kontaktlinser og må dirigere sin sagesløse far rundt på et mørkelagt Trompeterager midt om natten for at finde min postkasse. Næste morgen husker jeg at kikke efter. Der ligger en kuvert med linser og jeg husker at få dem med.

Kører med min podagra angrebne venstre storetå til lufthavnen kl 6. Carsten og Ken er ved at checke ind. De mener ikke at jeg skal have min kuffert med, - jeg kan vel som de, nøjes med håndbagage. De har ret, jeg har jo kun ekstra skjorte, et par bukser og en toilettaske med. Jeg pakker om og humper den lange vej tilbage til bilen der står på langtidsparkeringspladsen med kufferten.

Kommer alt, alt for sent i tanke om at bilnøglen ligger i min rygsæk som jeg ikke har med. Kikker mig omkring – der er ingen der ser på og jeg skubber kufferten ind under bilen og humper tilbage til terminalen. Nu må jeg huske den når jeg kommer tilbage.

Møder Lise-Lotte ved B2 gaten i CPH lufthavnen. Hun har selv famlet sig herud og er glad for at få sine linser. Nu kan hun overskue verden klart igen.

Lander i Charles De Gaulles Terminal 2 som så ofte før. Lise-Lotte er i oprør. Hun har givet næsten  12.000 for sin billet og så skal hun tilmed betale for kaffen. SAS står ikke i høj kurs her til morgen. Henter en lejevogn hos Europcar. Vi har ingen GPS med, da både både Carstens og min er blevet defekte og Lise-Lottes er stjålet. Det sidste kan være godt det samme, for den har vi aldrig haft succes med. Den kendte hverken Beauvais eller vejen dertil.

Det gør jeg til gengæld. Jeg har tillid til selv at kunne finde rundt, herregud, vi har jo været her adskillige gange. Meget mod mine medrejsendes vilje lejer jeg en Passat uden GPS. Hvorfor skal man lade sig dirigere rundt af en skinger, nasal kvindestemme når man nu kan undgå det. Vi afhenter bilen. Den har desværre ikke automatgear men en 6 trins manuel gearkasse. Det er en større udfordring for mig der just har vænnet mig af med at betjene en kobling. Det er ved at gå galt nogle gange.

Vi finder snildt vejen ud af CDG, gennem 17 rundkørsler til motorvejen til Beauvais. Lise-Lotte sidder på bagsædet og græmmer sig. Hun mener at jeg er grænseløst stædig og er sikker på at det vil gå galt uden GPS.

Ved Beauvais er der to afkørsler. Normalt tager vi den første, der kender vi vejen. Jeg mener dog at vi tidligere har taget den næste og at vi her er tættere på vores store kunde. Det viser sig ikke at være den bedste beslutning. Vi kører lidt rundt og der kommer mange triumferende ”hvad sagde jeg” ytringer fra bagsædet. Endelig får vi dog øje på produkterne fra vores store kunde og vi ved at vi er på rette vej.

Finder nu nemt Brasserie 15. Her har vi aftalt at mødes med Eric, vor franske kollega. Klokken er halv tolv, Eric er ikke ankommet endnu, men vi er sultne og sætter os ind.

Vi kan ikke forstå servitricen og servitricen kan ikke forstå os, men vi kan alle forstå ordet buffet, så det vælger vi.

Tallerkenerne er trekantede – ikke nogen fordel for os, da det er svært at læsse meget på men det er jo nok lige det der er tænkt på. Vi får dog en god portion med og indtager den. Først nu finder vi ud af at det kun er forretten til en 3 retters menu. Får nu også en mixed grill. Den er ikke god – kyllingen er med skind, lammet er med fedt og de to pølser smager mærkeligt. Derimod er frugtdesserten udmærket.

Eric er kommet og vi kan forberede os lidt til skærsilden som åbner portene kl. 14.   

Entreen hos den store kunde er planmæssig. Dog er der nogle af dem der synes overraskede. Havde de ikke regnet med at vi kom. Skulle vi have lavet det som en videokonference? Det står hen i det uvisse. Der er ingen kaffe og små croissanter som der plejer! Man lader sig ikke mærke med det men nogle af dem er faktisk med på videokonference.

Mødet er berammet fra 14 til 17 og vi starter da også rettidigt, men slutter først kl 20.15. Ingen pauser, ingen kaffe og ingen chokolade croissanter, kun vand. Vi slipper dog derfra med bukserne nogenlunde oppe og æren i behold.

Nu er det mørkt, og det skærper naturligvis udfordringen med at finde vej i det franske landskab uden GPS. Finder dog snildt ud af byen og ud på motorvejen og tager retning af Cercy de Pontoise

Det er dejligt nemt at huske for det skal man køre efter hvad enten man er på vej frem eller på vej tilbage.

Carsten har booket på Parc Inn hotel og det ligger efter sigende før CDG. Hvorfor fanden har han dog ikke booket på et af hotellerne inde på lufthavnsområdet. Situationen bliver lidt tilspidset på grund af tidspunktet. Klokken er hen ved 10 og vi må formode at restauranterne ikke har åbent hele natten. Her kunne man godt diskutere hensigtsmæssigheden i en GPS, men vi har jo Eric. Ham har vi før benyttet som remote GPS. Carsten ringer og jeg forsøger at følge direktionerne som Carsten hæsblæsende videregiver på mange forskellige sprog. Det lykkes dog ikke helt hver gang og vi kommer på afveje et par gange.

Endelig, efter at have været inde for at spørge om vej på Holiday Inn, toner Parc Inn frem foran os. Jeg kører ned ad den smalle sliske til kælderen. Porten er lukket og lukker ikke op. Lise-Lotte og Carsten stiger ud og går opad og jeg bakker tilbage op ad den stejle rampe. Nu kommer Lise-Lotte og Carsten løbende tilbage – de har fundet en knap – og har trykket. Porten går op.

Jeg kører frem igen og ind i parkeringskælderen og porten går ned efter os. Men nu er Lise-Lotte væk, hun er på den forkerte side af porten. Carsten og Ken farer rundt og finder en knap som får porten til at gå op igen og vi er genforenede alle 4.

Køkkenet har åbent til 11.30 og vi får en dejlig 3 retters menu med rødvin fra Loire. Jeg fortæller om min kuffert under bilen og det giver anledning til mange fantasier om Rulle Marie, terrorist alarm og sprængning af kuffert og ministerbil.

Den 23. marts er slut og jeg checker ind på værelse 278 og sover en urolig nats søvn.

Ud næste morgen kl 05:20. Ind til CDG, hvor alt forløber glat. Sætter bilen (vist ikke det helt rigtige sted, men de kan vel selv finde den) og afleverer nøglen.

Ombord på SAS flyet har vi fået de bageste sæder. Et par danske stewarder står og charmerer sig overfor en lyshåret svensk stewardesse. Nu vejrer Lise-Lotte morgenluft. Hun konfronterer stewarderne med sin 12.000 kr. billet og gør dem opmærksom på at hun forventer en anden og mere positiv indstilling end da vi fløj herned. De må sørge for morgen komplet til alle hendes kolleger. Og den får sandelig ikke for lidt.

Det tager de alvorligt, og vi får kaffe og morgenkomplet med frugt, yoghurt og det hele. Der bliver skænket kaffe hele 6 gange for det skal ikke hedde sig.

Hjemme i Sønderborg er der ingen panik, kufferten ligger hvor den skal, - under bilen. Trækker den frem og kører på arbejde.

27 marts 2011

Helge Søe Plougsgaard