Et tilfældigt møde med Den Forbudte By

I februar 2012 er jeg i Shanghai i arbejdsmæssigt medfør. En søndag aften tager jeg flyet til Beijing -  vi skal have møde med nogle myndigheder den efterfølgende dag. Aldeles uplanlagt ser vi Den forbudte by, og den historie er da værdig til bloggen.

------

Vågner ved  halvsyvtiden og læser lidt inden jeg sætter mig op og skriver noter fra i går. Kl. 8:30 går jeg ned og spiser. Her er næsten al maden kinesisk, men også lidt english breakfast. Baconen er dog ikke varm, den er faktisk direkte kold og slet ikke sprød. Yoghurten er god, så den tager jeg et par stykker af.

James kommer og efterhånden også Steen og hans søn. De har været på muren i går. Sidst kommer også Lugey, som sidder og spiser med sin frakke på. Det er i det hele taget sjældent hun har den af.

Checker ud og vi mødes i te salonen for at holde møde. Går dagens program igennem og beslutter at James fremlægger min præsentation. Folkene vi skal møde vil kun snakke kinesisk og det er ikke min stærke side, så det er nok bedst sådan. Vi lægger en strategi og er rimelig fortrøstningsfulde.

Vi har nu 3½ time til at vi skal mødes med myndighederne og hvad kan man bruge dem til, vi kan jo ikke sidde og drikke grøn te så længe. Steen vil gerne vise sin søn den forbudte by. Og den vil jeg da også gerne se. Vi prajer en taxa, og så af sted. Da vi nærmer os kan vi se den enorme mur og voldgrav rundt om komplekset.

Vi bliver sat af ved en stor port, hvor der er en masse mennesker. Straks kommer en guide os i møde og tilbyder sig. Vi har ikke tid til en guidet tur siger vi og vil bare gå ind. Han kan dog fortælle os at vi er ved bagindgangen og her kan man ikke komme ind, - man må om på den anden side og der er vel en 2-3 km derom. Og der må vi nok påregne at stå i kø en times tid ved billetlugen. Det tror vi ikke på, disse prangere er kun ude efter vores penge. Vi går mod bagindgangen, her må man da kunne komme ind - men det kan man ikke. Tilbage møder vi guiden igen og nu tilbyder han, at han for middels 200 rmb (ca 180 kr)  kan føre os gennem den forbudte by og tilbage hertil tidsnok til, at vi kan komme tilbage til hotellet. Vi resignerer og tager imod tilbuddet. Han arrangerer lynsnart en bil, der kører os om på den anden side. Her må vi betale yderligere 150 rmb for at komme foran i billetkøen, men det gør vi gerne. Vi kan godt se, at det er nødvendigt, køen er ålelang.

Vi kan nu gå ind i dette kolossale kompleks.

Manden på den meget store  plads i en af de ydre gårde

Det bliver en fantastisk tur. De 200 rmb til guiden er virkelig givet godt ud. Han kan fortælle en masse, som vi ikke ville have en kinamands chance for at få med, hvis vi selv gik rundt derinde.

Vi går fra den ene gård til den næste og der synes ingen ende på det. Det er som en stor Babuska dukke, hvor der hele tiden kommer en ny. Til sidst, helt inderst, kommer vi til kejserens hus, hvor tronen står med jing og jang på hver sin side. Et meget gammelt og flot mekanisk ur er der, som giver mindelser om Nattergalen, og ovenover tronen er der et kalligrafi med tegnene for det i konfucianismen meget grundlæggende Wu wei begreb - ”action is no action”, ”don’t push”…

Kejserens hus

Kejserens trône. Jing og jang er to traner på hver sin side af tronen

Bag ved Kejserens hus er det er stort hus til hans mange (nogle gange op til 30-40) koner. Skodderne er slået op, og man kan se ind på de mange store brikse, hvor disse koner lå og sov.

Hustruernes hus

Og sådan har sådan en hustru måske set ud

Foran alle bygninger står der kæmpestore jernkar, det har været til vand, som har stået her til at kunne slukke ildebrande hvis uheldet var ude. Alle bygninger er i træ, selv søjler der ligner beton, er hårdt træ, der er pudset helt blanke og malet med mange, mange lag.

Vi ser silke lageret og kommer ind til en lille udstilling hvor fine porcelæns ting og selv kejserens kjortel er udstillet.

Alle gelændere og rækværk inde på pladsen er udført i hvidt marmor, men man kan se at de er ved at tage skade af luftens forurening. De forvitrer lige så stille. Det er vores guide lidt ked af, men så må de jo se, enten at restaurere det eller præservere det.

Der er ingen træer eller bevoksning i øvrigt i den forbudte by. Der måtte ikke være mulighed for at gemme sig for undersåtter der måtte have til hensigt at stræbe kejseren efter livet.

Vores guide fortæller os om den sidste kejser, som ingen børn fik (på trods af at han havde 3 koner – han havde nok en dårlig sædkvalitet). Men han havde en eller flere nevøer og en af dem er en meget aktiv og berømt kalligraf, der har viet sit liv til at rejse midler til at restaurere og vedligeholde den forbudte by. Og der skal sandelig også mange midler til, for her er meget, der skal males. 

Vores guide der viste sig så rigeligt at være sin løn værd

Pludselig bliver vi ført ind i et lille hus, hvor denne nevø faktisk sidder og laver kalligrafier. Han ser ophøjet, men meget venlig ud. Han giver hånd og vi hilser ærbødigt på ham. Det er da stort, her at stå og hilse på The Last Emperors nephew. Han taler dog kun kinesisk så en sød kineserdame fortæller om ham og hvad han for mammon kan gøre for os. Give os et kinesisk navn, kalligrafere det på et billede, skrive valgsprog – hvad vi måtte ønske. Det koster kun ca. 150 USD. Vores problem er at vi ikke har meget tid og takker nej. Han bliver ikke sur af den grund og smiler venligt til os da vi forlader stedet.

Men var han ægte eller var han fake, som så meget andet her i Kina. Jeg ved det ikke, kun kan jeg se på Internettet, at der er diskussion omkring dette. Vi er åbenbart ikke de første, der har hilst på højheden.

Ude igen tager vi afsked med vores gode guide og betaler ham de 200 rmb. De var virkelig godt givet ud. Passerer den store port og er igen ude på pladsen hvor vi ankom for 2 timer siden. Jeg køber en bog om den forbudte by af en pranger og kommer for skade at betale fuld pris for den – 80 rmb. Straks har jeg en horde af  prangere omkring mig der falbyder deres bøger om muren og den olympiske by. Det er virkelig som om man havde en hvepsesværm i nakken. Selvom jeg højt og meget bestemt siger nej fortsætter de bare. De kommer helt ned på 35 rmb for 2 bøger af den slags som jeg lige har givet 80 rmb for 1 af.

Selv om der er taxaer her er der ingen der vil køre med os. Ikke med taxameter i hvert fald. En tilbyder at køre os tilbage for 200 rmb. Det lykkes dog at få det pruttet ned til 100 rmb, hvilket er mere end det dobbelte af hvad vi gav for at komme hertil.

Se, det var da en fantastisk god måde at få de 3½ time til at gå på.

Noget om konvertering

Det er oppe i tiden at konvertere. Nogle konverterer til fra kristendom til islam, nogle omvendt. Nogle konverterer til hinduisme eller til budisme.  Nogle konverterer køn fra mand til kvinde og omvendt, hvordan det så kan lade sig gøre. De fleste nøjes dog med at konvertere lån.

Jeg er også konverteret. Fra bas til tenor og  her i foråret sprang jeg ud som tenor i koret. Måske et mindre skridt for koret, men for mig er det et stort skridt.

Jeg har i flere år siddet trygt i basgruppen under Johans beskyttende vinger. Kun når bassen er delt i første og anden bas er vi udfordrede (og så når Johan ikke er der, det kan jo ske). Men det har været trygt og godt. Johan går foran med det gode eksempel og sin smukke bas og han skælder aldrig ud. Johan er et godt menneske.

Men nu er jeg som sagt konverteret til tenor. Den gode Helge, som dirigerer foretagenet, mener at det kan være en udmærket og spændende udfordring for mig og et bidrag til løsning  af korets tiltagende tenorproblem.

Uden helt at have gennemtænkt konsekvenserne tager jeg udfordringen op. Og også uden helt at have gennemtænkt konsekvenserne støtter både Solvejg og Marie mig i denne, lidt overilede beslutning.

Nu sidder jeg sammen med Lisbeth som anden tenor. Det er det der ligger tættest på første bassen som jeg sang før, men det er langt fra det samme.

Dels er Lisbet ikke Johan og dels kan man ikke længere gætte hvor man skal hen hvis man farer vild i noderne.

I begyndelsen fik jeg trusler om kagebøder og det der var værre hvis jeg formastede mig i at synge forkert. Men Lisbeth er blevet mild med tiden og jeg føler mig ikke længere på tålt ophold. Og Lisbeth er en rigtig god støtte med sin alternative tenorstemme. Lisbeth er konverteret, fra alt til tenor. Lisbeth er også et godt menneske.

Når man har sunget i kor i næsten 30 år og når man næsten altid har sunget basstemmen, er der en del af kor-repertoiret man kender og det man ikke kender lyder bekendt. Derfor er det med årene blevet mere overkommeligt at indøve det noget omfattende repertoire som den gode Helge udsætter os for i koret. Men nu er jeg jo som sagt konverteret til tenor og det er her jeg ikke helt har gennemtænkt konsekvenserne. ALT er nyt selv, gamle og kendte julesalmer må jeg indøve på ny og når koret tager gammelt repertoire op, som det ofte sker, kan resten af koret læne sig tilbage og synge med det samme mens jeg må kæmpe mig frem, takt for takt.

Den stakkels Solvejg må bruge en del tid og kræfter på at indøve nye stemmer med mig og Marie må mønstre megen mental kontrol for ikke at sukke dybt og højlydt over faderens manglende evne til at lære en stemme første gang han hører den men må have den gentaget op til mange gange.

I vores hus kan alle først og fremmest tenorstemmen nu. Og det selv om vi har både en sopran og en alt. Før var det ikke stort anderledes, der kunne alle basstemmen bedst.

Nej, det var nok ikke så velovervejet da de støttede min beslutning om at blive tenor.

På billedet er jeg stadig bas, men det er på det sidste

Men alt det til trods, er jeg faktisk blevet meget glad for at synge tenor. Melodierne er ofte meget smukke og kaster glans over satserne. Og det er faktisk meget godt at skulle stå på tæerne for at være med. Alt er såre godt og nu er det snart jul.

En lille præcisering omkring wienerbal og kjolesæt

Det fremgår af flere af de tilbagemeldinger jeg har fået omkring mine seneste blogindlæg, at der er opstået lidt forvirring omkring både wienerballer og kjolesæt. Der er nemlig tale om ikke mindre end to wienerballer og to forskellige kjolesæt. Lad mig forklare.

I sommers var vi inviterede til vor gode ven Helles runde fødselsdag. Festen skulle stå på Dyvig Badehotel og der var inviteret til fødselsdag med wienervals og tango for to eller flere.

Det var her at Poul Bent og jeg besluttede os for at klæde os standsmæssigt på og jeg lejede det meste af et kjolesæt hos byens bedste manufakturhandel Vojens.

Fødselsdagen, der var i de lyse nætters tid i slutningen af juni, forløb fantastisk og der blev danset både vals, polka, lancier og tango.  

Det lejede kjolesæt blev herefter sendt tilbage til Vojens med en lille klage over ærmernes længde og op-syning som jeg ikke var tilfreds med.

Senere på sommeren fandt Solvejg og Marie et kjolesæt på et loppemarked. Kjole og bukser men uden skjorte og vest. Sættet var nydeligt, og slet ikke slidt. Bukserne var med blank stribe på siden og kjolen havde anordninger til at fastgøre ordener og medaljer.

Ud fra størrelsen har jeg sluttet at det absolut må have tilhørt Kurt Thorsen. Bukserne var meget vide og meget korte og kjolen var også tilpas vid omkring maven og med lidt korte ærmer. Og Kurt har jo ikke brug for et kjolesæt i fængslet så han har nok afhændet det.

Dette nye kjolesæt blev første gang benyttet til Anders fødselsdagsfest med film-tema. Jeg havde iklædt mig et Chaplin kostume, men det var der ingen der kunne se. Alle troede at jeg var den ene halvdel af Fyrtårnet og Bivognen.

Nu kommer så det næste Wienerbal. Det var i oktober. Dyvig Badehotel arrangerer en sådan wieneraften hvert efterår og Helle og Carsten er instruktører.  Til dette bal tilkøbte jeg skjorte med knækflip, skærf, butterfly og manchetknapper.  Således var jeg nu ejer af et komplet kjolesæt, dog med skærf og ikke vest.

Det var som beskrevet også et fantastisk arrangement og hvor lancieren var skiftet ud med en francaise.

Og så lige en opsummering på kjolefronten.

Fødselsdag i juni        Anders' fødselsdag i sept*         Bal i oktober

* her, lidt senere på aftenen, har jeg lånt hatten til Solvejgs Mrs McGonagall outfit.

Så skulle det vist være præciseret. 

Noget om kjolesæt

Vi er inviteret til rund fødselsdag hos vores gode ven Helle.  Helle inviterer til Wienerbal på Dyvig badehotel. Det var i sommers og har udover sted og indhold ikke noget at gøre med de seneste eskapader der er beskrevet på denne blog. Og denne lille beretning skal heller ikke handle om fødselsdagen, ej heller wienerballet men om det at leje et kjolesæt.

Vores gode ven Poul Bent og jeg beslutter os for at klæde os standsmæssigt på til ballet, og hvad vil være mere standsmæssigt end at komme i kjole og hvidt. Poul Bent mener at have et liggende på loftet. Jeg mener at det kan vel ikke være så svært at finde et godt kjolesæt på Gul og Gratis. De fleste mænd der går i kjolesæt er vel på min størrelse.

Jeg kikker på Gul og Gratis i Sønderjylland, der er 3 sæt men det er alle til pygmæer. Så hele landet da, - ikke bedre. Så Den blå Avis – ingen. Det skal vise sig at det ikke er så let endda.

Der er dog nogle der sælger nye kjolesæt, men de koster 3-4000 kr. Det er vel lige i overkanten. Man kan også leje. 1200 for et helt sæt. Det er manufakturhandleren i Vojens der har dette glimrende tilbud.

Jeg sender en mail og forespørger om man har et i  min størrelse. Det mener man bestemt at man har. Jeg tænker at jeg måske kan spare lidt og kun leje selve kjolen. Skjorte og bukser kan jeg vel selv finde eller måske bruge noget jeg har. Jeg spørger om det kan lade sig gøre. Det kan det godt og så bliver det kun 400 kr. Nu ligner det jo noget. Manufakturhandleren mener dog at jeg bør komme derop og prøve kjolen på. Jeg aftaler at komme en lørdag formiddag.

Dagen oprinder og jeg kører til Vojens. Finder straks, på byens fornemmeste adresse, manufakturhandelen, der forhandler både herre- og dametøj.

Jeg gør min entre og møder op ved disken. En lidt feminin mandlig ekspedient møder mig og spørger hvad skulle det være? ”Jeg vil gerne se på en kjole….”.   Ekspedienten får et lidt overrasket udtryk i ansigtet og rømmer sig lidt.  - ”Ja, et kjolesæt”, skynder jeg mig at sige da jeg fornemmer at han er ved at lave forkerte slutninger –”det er jo mig der har mailet omkring et kjolesæt”.

Ekspedienten, der bærer røde bukser og har åbenstående skjorte, minder mig lidt om Dennis Knudsen.

Vi går over i afdelingen med kjolesæt. Skal du i Logen spørger han. ”Nej for fanden da, jeg skal til Wienerbal” siger jeg lidt kort for hovedet. Han måler mig op og vi bliver enige om at jeg skal have en størrelse 62 eller 64, men dem har han ikke. Kun en størrelse 66. Den kan jeg nemt være i men ærmerne når nærmest helt ned til jorden. Jeg bliver belært om at spidserne på kjolens forstykke skal kunne nå sammen over maven og det kan de nemt og lidt mere til. Vi bliver dog enige om at den nok kan gå hvis ærmerne bliver syet op. Ja, vi ender faktisk med at konkluder at det jo er den helt rette størrelse.

Jeg får et længere foredrag omkring ærmelængder. Man skal kunne se manchetterne, og de må endelig ikke være for lange.

Hvad med skjorten spørger ”Dennis”. Skjorte, jeg havde jo tænkt mig at bruge en almindelig skorte. Det kommer jeg ikke langt med kan jeg godt fornemme. En skjorte til et kjolesæt skal være med knækflip. Han kan ikke finde en skjorte i den rette størrelse i sit udlejningsudvalg.  Han finder en ny i stedet for, det er samme pris.

Vest eller skærf? Det er nu jeg erkender, at jeg ikke ved noget om kjolesæt. Det er en videnskab helt for sig.  Han viser mig et billede af en mand der har været på besøg hos dronningen og han har vest på. Det må jeg nok heller få så. Skærf er måske lidt mere simpel. Jeg bliver nu belært om at vesten skal stikke ca. 10 cm nedenfor for-stykkerne på kjolen. Javel så.

Hvad med knapper, spørger han. Ja, hvad med knapper spørger jeg. Han finder knapper der åbenbart skal være med perlemor indfattet i en metalclips der kan gå gennem skjorten og foldes ud på bagsiden. Og knapperne i vesten skal være de samme som de øverste to knapper i skjorten.

Butterflyen finder han selv, nu spørger han ikke mere. Dog skal jeg selv tage stilling til manchetknapperne. Har man guldur skal de naturligvis være i guld, men mit er mere simpelt i stål, så jeg nøjes med sølv manchetter.

Uha, jeg frygter at dette bliver mig et dyrt bekendtskab, men man kan jo ikke komme og føre sig frem og vil leje et kjolesæt og så spørge til prisen hele tiden. Så jeg holder masken og spiller cool.

Hvad med bukser, der hører jo bukser til med blank stribe på siden. Skal du have det med? Han forsvinder hurtigt ud i bagbutikken og bliver væk i lang tid. Endelig kommer han tilbage. Han har ikke et par bukser i den rette størrelse, men han kan nå at skaffe dem. Jeg siger  hurtigt at jeg selv har bukser, jeg kan godt klare mig uden blank stribe. Og hvis ikke kan jeg selv sy en stribe på mine egne bukser.

Han giver efter og vi går til kassen. Han skal have 800 kr. for skidtet, men så skal han også sy ærmerne op, hvilket han indvilger i.

Jeg betaler og skynder mig lettet ud af butikken. Det kunne da være gået meget værre. Et par dage senere kommer kjolen med lidt kortere ærmer, dog stadigvæk for lange så man ikke kan se de fine manchetter.

                                                                                                                                     

Dagen for festen oprinder og jeg ifører mig udstyret. Det er noget stift at bevæge sig rundt i, men Poul-Bent og jeg er uden sidestykke de bedst klædte herrer blandt gæsterne ved den fest.

Til wienerbal på Dyvig Badehotel

Vores gode ven Helle har annonceret wienerbal på Dyvig Badehotel. Det skal vi da med til , men vi afventer at mit udbrud af podegra fortager sig. Podegra er jo ikke befordrende for vals og da slet ikke for polka.

Vi melder os til i håbet om at det da nok skal gå. Badehotellet har arrangeret og Helle og Carsten er engageret som instruktører. Der er workshop kl 16, middag kl 19, indmarch kl 21 og herefter er der bal.

Vi har en lille for-workshop et par dage i forvejen, dels for selv at snuse til Francaisen og dels for at de kære instruktører kan øve sig lidt. Det går helt godt. Francaisen er en turdans på 5 ture baseret på musik fra Flagermusen. Derfra også tilnavnet Fledermaus Quadrille.  I stedet for at stå i firkantede kvadriller står man på lange rækker. Det må se meget spektakulært ud når man kan det og har det store skrud på.

Dagen den 13. oktober oprinder og vi pakker det fine tøj. Solvejg har et langt skrud og jeg har fikset et kjolesæt. Kjolen fra et loppemarket hvor jeg har givet 150 for kjole og bukser. Kjolen passer fint og der er bånd til at hænge medaljer og ordner i. Bukserne er (tro det eller lad være) lidt for store så her bruger jeg mine sædvanlige sorte bukser. Og så har jeg købt ny skjorte, skærf og butterfly. Og mancetknapper ikke at forglemme. Vi klæder os dog i noget mere almindeligt til workshoppen, så kan vi klæde om til middagen, - fint skal det jo være.

Vi ankommer til badehotellet og bliver vist op i Dyvigstuen hvor workshoppen skal være. Helle og Carsten er der og er parate til at fange an. Der er vel omkring 20 par. Vi kender kun et par af dem hvoraf Peter, vores gode gamle ven, er en af dem. Hans normale mage Birgit er indisponibel  da hun har brækket skulderen -  i stedet for har Peter fået en noget yngre model som dansepartner. Noreen er trådt til.

Workshoppen forløber ganske fornøjeligt – vi får lært både polka og vals og 4 af de 5 ture i Francaisen. Casten har dog lidt problemer med musikken der skal komme fra hans computer. Det vil ikke hele tiden som han vil, og imens kan vi hvile lidt og snakke med de andre.  Vi får snakket meget og hvilet en del. Men endelig finder Carsten fejlen, han har skruet ned for lyden. Bortset fra det er Carsten og Helle glimrende instruktører og vi får lært en masse på den korte tid. Polka er i 4/4 dels takt og i valsen skal man kun tælle til 3. I Francaisen skal vi tælle til 8. For en ingeniør bør det jo ikke være noget problem.

Vi har en times pause inden vi skal til middagen. Vi henter det fine tøj og klæder om på handikaptoilettet. Jeg er rimelig hurtig om at få kjolen på selvom manchetterne volder mig nogle problemer. Solvejg derimod tager en skrækkelig tid om omklædningsforehavenet. Jeg går hvileløs rundt udenfor døren og føler mig ikke helt naturlig afslappet i dette fornemme antræk. Endelig er fruen klar og vi kan skride ned ad trappen og mødes med de andre til en lille drink inden det gør løs.

Orkestret er kommet. Eller den halvdel der også skal spille under middagen. Johan, vores gode korven, er der naturligvis med sin bratch, han er kapelmester.  Christian Balslev på violinen, Lars på klaveret og så 3 mere, er 6 ialt. Det tegner godt.

Klokken 19 stiller vi op til indmarch. Jeg kan se at jeg er den eneste der har kjolesæt på, udover orkestret naturligvis. Men er vi kommet til Wienerbal eller er vi ikke. Det er de andre der er under-dressed. Vi marcherer ind og tager en runde i salen inden vi indtager vore pladser. Vi sidder godt sammen med Peter og Birgit med den brækkede skulder og Noreen. Helle og Carsten er der også.

Vi nyder en dejlig 3 retters menu med god mad og gode vine. Jeg må gå forsigtig til værks. Dels har jeg jo lagt mit madindtag om til stenalderkost og dels skal jeg passe på ikke at tirre min podegra alt for meget. Det går nu meget godt. Maden er rimelig stenalderagtig, jeg går udenom brødet og det med vinen, … her beslutter jeg mig for, at man kan jo ikke komme til wienerbal og så sidde og nippe til vinen. Vi skåler med vennerne og med musikken og vi har det da så hyggeligt.

Vi sidder overfor Helles gamle veninde og hendes mand. De er både hyggelige og fornøjelige mennesker.

Da desserten er ved at være spist ankommer resten af orkestret. Ulkebøl Salonorkester tæller vel 10-12 mand. Et prægtigt orkester og i aften også med sangerinde. Christina Ana, der er uddannet operasangerinde er med.

Helle og Carsten skal nu træde i karakter. Vi bliver alle gennet ud mens gulvet ryddes så der kan danses. Vi stiller op til Polenaisen og orkestret spiller op. Vi går ind, par efter par i en lang kolonne. Helle går forrest og dirigerer polonaisen med lange rækker og med slange og det hele. Det er fornemt og spektakuært.

Nu er der vals og polka på programmet. Musikken spiller og vi træder vore just annammede dansetrin og ikke uden ynde. Efterhånden går valsen så godt at vi ikke længere træder hinanden over tæerne. Polkaen derimod er lidt hårdere ved mit podegrabefængte knæ.

Birgit, der jo ikke kan danse på grund af sin brækkede skulder, fotograferer med sit en-hånds betjente kamera. Hun har for det meste held til at tage skarpe billeder med kunstneriske vinkler og hældninger.

Hen på aftenen er det Fancaicen det gælder. Vi stiller op i lange rækker og Carsten annoncerer hvad vi skal. Orkestret spiller op og det går fantastisk. Det er sjovt og højtideligt på samme tid. Vi når 4 af de 5 ture, så holder koncentrationen ikke længere.

Vi må sætte os for at hvile lidt og imens synger Christina en duet med Johan og senere et par arier. Det er forrygende.

Ved midnatstid pakker orkestret sammen. De har spillet alle deres numre og vil ikke begynde forfra.

Vi sidder og nyder det lidt, drikker en ekstra kop kaffe inden vi bryder op. Går ud og betaler for denne fantastiske aften. 950kr for 2 inkl workshop, middag og bal, det er da billigt.

På vej ud til vores bil møder vi Johan der sidder og slapper af i sin bil mens han ryger en cigaret. Han er træt, men han har jo også spillet næsten uafbrudt siden kl 19. Vi tager afsked med ham og kører hjem i nattemørket. Det var da en rigtig fornøjelig aften.

Mit liv som cowboy

- eller kofanger  eller tyrefægter. Det drejer sig om noget så simpelt som at sætte en grime på tre forvoksede Jersey tyrekalve. Det kan vel ikke være så svært.

Min gode ven Sekke har opfostret disse bæster og nu har de levet deres 18 måneder her på jorden og skal slagtes. Men først skal de jo fanges.

Uheldigvis er min gode ven just forulykket på sin cykel og brækket hoften og lemlæstet lårmusklen så han er ikke så meget bevendt som tyrefægter med sine krykker. Derfor er jeg hidkaldt.

Vi starter ud en søndag morgen kl 7. Vognmanden har annonceret at han kommer og henter kræene kl  9:00 så der skal vi være klar.  Vi er 3 mand – Søren og jeg der har fuld kontrol over alle lemmer og Sekke med krykkerne. Søren og Sekke har dog den fordel  at de har prøvet det før.

Efter mogenkaffen går vi i gang. Sekke advarer os. ”De er store og de har jo 4-hjulstræk”.  Hmm, hvornår kommer den næste Sekke-vits?, - vi skal ikke vente længe – ”de må jo ikke køre på landevejen” – nå hvorfor ikke? – ”de har ingen horn” ……

Der er ikke meget lys på denne tid af dagen, men vi kan dog skimte de 3 store tyrekalve nede bag i loen hvor de vader rundt i deres dybstrøelse. Bæsterne er altså inde og kan ikke komme ud. Nu gælder det bare om at få en grime på hver af dem.

Vi prøver først med det gode. Sekke mener at de er glade for æbler så måske vil de tage et æble fra hånden og så kan vi liste grimen på imens. Jeg spørger Sekke om han tror de foretrækker cox orange fremfor filippa. Han mener de er ligeglade, så vi prøver med cox orange. Den hopper de dog ikke på. Lige meget hvor meget vi nøder dem, er de på vagt og det er ikke muligt at få nogen form for grime på dem. Måske havde en filippa været bedre – det finder vi aldrig ud af .

Med kalve er det sådan, at det ikke er  forstanden der får ørerne til at stritte ud til siden ej heller hornene til at vokse ud. I deres 18 måneder lange liv har de ikke tænkt  en eneste tanke til ende eller i det hele taget resoneret noget som helst. Men nu, i deres sidste levedøgn, er det som om at der er noget der virker i panden på dem – de vil ikke fanges. Og de bruger mange tricks for at slippe væk fra vores lokkemad.

Søren og jeg må over til dem – vil de ikke fanges med det søde må de finde sig i en noget mere hårdhændet behandling. Vi laver en lasso med en kæmpelykke som vi sniger os rundt med og forsøger at få omkring hovedet af en af bæsterne.  Efter adskillige forsøg hvor de dumme kræ har drevet gæk med os lykkes det os at få en løkke om halsen af nr 54. Den mindste af kalvene. Den bliver helt vild men den er gået i fælden. Det lykkes nu Søren at få en grime om snuden af den og op omkring nakken. Med en sådan grime har man mere magt over kræet. Den pruster og slår sig voldsomt i tøjret. Imens lykkes det også at få en lasso om hovedet af nr 56.

Vi har bundet nr 54 til en stolpe midt i folden som har dimensioner som en jernbanesvelle. Den er dog langtfra tilfreds og er stadig kampberedt. Den slår sig i tøjret med en sådan kraft at stolpen knækker. Det var dog pokkers. Vi flytter fortøjningen til traktoren der står lige ved siden af – vi kan jo ikke risikere at den vælter hele laden inden vognmanden kommer.  Den slår sig fortsat i tøjeret og ligger tilsidst med benene i vejret og det hvide ud af øjnene. Vi må nok hellere løsne fortøjningen lidt og lade den løbe – vi har jo trods alt grimen på den.

Vi lader nr 54 gå med grimen om mulen vi vil ikke udfordre skæbnen og binde den. Nr 55 som er den største lader sig ikke fange, den har lugtet lunten så vi opgiver og sætter os til at vente på vognmanden.

Endelig kommer han og det første han gør er at køre fast i smadderet udenfor laden. Kun med hiv og sving og heroisk bortgravning af halm som stakker sig op foran hjulene lykkes det ham at komme nogenlunde nær på porten. Vognmanden der kommer med bare tæer i træskoene er først sur over at være kørt fast, men tøer dog lidt op efterhånden. Han har sin mor siddende i førerhuset.

Vognmanden har erfaring med tyrekalve og han ser ikke det store problem, vi skal bare komme i gang. Sekkes nabo er kommet for at hjælpe til, hans traktor skal trække lastbilen ud når vi har fået kræene ombord.

Vi starter med nr 54 der er kommet på benene igen. Vognmanden trækker i snuden, Søren og jeg skubber bagpå. Men bæstet smider sig igen og nægter at rejse sig. Her hjælper hverken cox orange eller søde ord, her må der spark, vriden rundt med halen og andre grimme tricks til før vi får den på benene igen. Efterhånden lærer vi hvordan man  skubber med en kalv. Ikke direkte bagfra, der har man ikke en chance, men sidelæns, der har den ikke så meget at stå imod med. Så vi skubber bæstet sidelæns ud til lastbilen og den kommer op på liften og op i vognen. Så er der kun to tilbage. En med grime og en uden.

Vognmanden, der åbenbart har læst Emil fra Lønneberg, siger at vi bare skal lade den gå der ikke har grime på. Den følger måske med når vi trækker nr 56 ud. Og sandelig om han ikke får ret. Det dumme bæst føler sig utryg ved at blive alene tilbage og den følger med ud. Det var da fantastisk. Efter lidt baksen frem og tilbage ved liften er de begge oppe og vi kan smække lågen i bag rumpen af dem. Det er en god fornemmelse.

Naboen kan nu trække lastbilen ud og vi står tilbage med møg ud over hele det hele fra top til tå. Det var da igrunden et værre bøvl, bare for at trække 3 kalve ud til en lastbil.