Hos skrædderen og på galopbanen

Dagbogsuddrag fra en rejse til Hongkong i marts 2000 hvor Jan Steenbjerg var min rejsekammerat.

Der er jo ikke altid noget aktuelt at skrive om, og så er der godt at have et historisk arkiv at plukke fra. Det er fredag eftermiddag og vi har lige været på firmabesøg oppe i Kina.

På vej tilbage bliver vi kapret af en skrædder fra Punjap. Han er meget vedholdende. Han kan sy et jakkesæt til mig til i morgen for 1850 HK$ i et stof som jeg selv kan vælge. Det er fristende, men jeg prøver at nøjes med at bestille en skjorte for at teste ham af. Jeg må dog op på 3 skjorter til ialt 600 HK$ inden han stiller sig tilfreds. Jeg vælger stof og bliver målt op i alle ender og kanter. Jeg kan hente dem i morgen. Betaler 200 i forskud og skal betale resten i morgen når jeg henter dem. Jeg tror det er billigt

Senere da vi går endnu en tur i området bliver vi formeligt overfaldet af indiske skræddere. 8-10 stykker tror jeg. Det er efterhånden ved at være lidt træls og vi lærer at afvise dem katagorisk, uhøfigt og med det samme. Jeg kan ikke forstå hvorfor de er så vilde med mig, de må da kunne se at der går uforholdsmæssigt meget stof til at sy til mig. Hvorfor vælger de ikke lille Jan som offer.

Vi er inde i en guldsmede butik for at se på noget guld, hvis det nu skulle være billigt. Først har vi en flot 18 karat guldhalskæde fremme, men den den koster 3900 HK$. Det er for dyrt mener jeg. Så finder hun en billigere frem, men den er for simpel. Herefter en mellemting hvor hun starter med 1500, så 1300, så 1100, så 900. Vi afviser hende og går ud af butikken, mens hun råber 700 efter os. Det er da useriøst. Hvis hun kan gå ned på 700 ville hun jo have snydt os fælt hvis jeg havde betalt de 1500. Hende er vi sure på.

Lørdag den 18. marts.
Jeg er ikke hel vild med bacon and scrambled eggs længere, men tager det alligevel for stille sulten. Jan kommer og vi spiser. Vi skal på galopbanen i dag. Først skal Jan dog have vekslet penge. Han går ind i Hongkong City Bank og står i kø i 20 minutter blot for, da han kommer frem til skranken, at få at vide at han skulle have passet med. Det har han ikke. Så er han jo nødt til at vinde noget  på væddeløbsbanen. Jeg selv hæver penge på mit dankort fra Tandslet Andelskasse i automaten udenfor banken.

Vi tager først undergrundsbanen og skifter til det normale tog og stiger af på The race Cource, stationen ved galopbanen.

Det er et prægtigt anlæg der møder os. Vi er kommet tidligt, ca 2 timer før det første løb, og der er ikke ret mange mennesker. Inde i midten er der en stor og flot park. Vi forsøger at komme derover, men den er lukket på dage hvor der er væddeløb. I stedet går vi ind og spørger en official hvorledes vi spiller på hestene. Det viser sig ikke at være så svært. Man vælger blot det letteste, - at spille på vinderen. Oddsene er angivet på en kæmpestor tavle på indercirklen.

Da vi første gang kommer hen til betalingsdiskene bliver den søde kineser bag glasskærmen hel kulleret da jeg skubber min talon ind under glasset. Straks kommer der en herre løbende. Det viser sig at jeg er kommet til at sætte kryds ved 20.000$ i stedet for 20$. Vi får misforståelsen rettet, men jeg vinder ikke alligevel.

Næste løb satser jeg igen 20$ på hest nr  4. Jeg har ellers lige fortalt Jan at mit lykketal er 13, men hest nr 13 har odds 31 så den tilskriver jeg ingen chancer. Løbet går i gang og krikken med nr 4 som jeg har satset på sakker håbløst agterud. Derimod vinder nr 13 klart. Pokkers også, - der kunne jeg være blevet 620 kr rigere hvis jeg havde fulgt min første indskydelse. I 5. løb satser jeg stort, 50$ på nr 9 og 20$ på nr 13, - nu tør jeg ikke undlade nr 13 længere. 

Vi går helt hen til målstregen så jeg rigtig kan nyde når nummer 9 suser over som den første og gør mig 1000$ rigere. Men ak, - den forbistrede krikke skuffer mig igen. Det er kun en ringe trøst at Jan kan fryde sig over at have vundet 310$ på nr 10. Nuvel, - han lover at give en øl senere.

Vejret er lunt, om end det er overskyet. Vi får en burger og senere en øl udenfor på tribunerne.

Der er en fantastisk stemning. Efterhånden er der kommet en masse mennesker. Hestene bliver præsenteret på en storskærm før hvert løb. Der speakes en hel masse, men kun på kinesisk. 99 ud af 100 her er også kinesere. Alle sidder med en mobiltelefon og tykke aviser med oplysninger de skal bruge i forbindelse med spillet.

Efter det 5. løb beslutter vi os for at drage tilbage ned mod Kowloon. Jeg skal jo ind og besøge min skrædder. Vi tager igen toget og undergrundsbanen. Der er et mylder på gaden da vi komme op fra undergrunden ved Kowloon park. Vi aftaler at mødes kl. 7.00. Jan tør ikke gå med om til skrædderen af frygt for at få en habit prakket på. Jeg har lidt svært ved at finde stedet igen. Da jeg endelig finder det viser det sig at jeg lige er gået forbi, og det har skrædderen da også opdaget han har fulgt mig rundt i min vildfarelse siger han. Skjorterne er færdige og ser gode ud. Jeg brokker mig lidt over at han ikke har syet initialer ind i lommen, som han jo sagde han kunne. Han henholder sig til at jeg ikke har bedt om det og han synes også at mit navn er meget langt.

Jeg betaler for skjorterne og siger farvel og på gensyn næste gang.

Hjemme på hotelværelset ifører jeg mig straks en af skjorterne og den passer virkelig godt, - det er da en fornøjelse.

Livet på cykelstien 3.0

Jeg har hverken taget EPO, testosteron, insulin eller har foretaget blodtransfusioner, men jeg har haft et cykelstyrt. Tirsdag morgen i mørke og regnvejr styrter jeg. Nedad bakke, i medvind med god fart og så forsvinder forhjulet pludselig og mit luksuslegeme møder den isbelagte asfalt med en enorm kraft. Man må kunne have registreret det på Richterskalaen i Augustenborg. Registrerer lige at cykelhjælmen også hilser på asfalten. Aaav for fanden. Jeg ruller om på ryggen og mærker efter om jeg stadig hænger sammen og er hel.

En barmhjertig samaritaner standser op på sin cykel og spørger om  jeg klarer det. Jeg kommer på benene igen og mener nok at jeg overlever.

Jeg sætter mig på cyklen igen og fortsætter mod Nordborg, der er stadigvæk 15 km og det endda uden PFD-mark up.  Jeg har set i Tour de France at man fortsætter uanset hvad, brækket kraveben, flænsede fingre, hvad som helst.

Da jeg stiger af cyklen kan jeg godt mærke at jeg er mærket. Armen gør ondt, brystkassen værker og lægmusklen har fået et drøn og der er gået et lille hul på knæet. Da jeg får de 4 lag tøj af kan jeg konstatere, at der er en stor bule på armen.

På BST centeret får jeg en ispose på armen og et lille plaster på knæet og mange trøstende og forstående ord sammen med pose smertestilnende piller.

Det var i tirsdags og her lørdag er jeg stadigvæk ikke fit. Benet er ok igen og armen ligeså, selvom den skifter farve hver dag, men ribbenene. De gør stadigvæk ondt ad Pommern til og især om natten, hvor det at vende sig i sengen bliver et projekt på størrelse med at sætte et nyt vindue i.

Nej, min krop egner sig ikke til at blive kastet i jorden. Jeg må forsøge at se mig bedre for fremover, måske skulle jeg overveje en ny lygte.

Livet på cykelstien 2.0

Så sker det endelig. Efter næsten 2 års hyppig frekventering af cykelstien mellem Hørup og Nordals sker det. Jeg overhaler en mandsperson i fuld cykeludstyr. Ung og stærk ser han ud, men jeg overhaler ham og jeg holder ham bag mig. Af alle steder kører jeg fra ham op ad Egen bakke, sikke da en slapsvans. Jeg fryder mig overmåde og forestiller mig Jørgen Leths nasale kommentar. ”Plougsgaard kikker til siden og ser sin unge og lidt slatne modstander i øjnene, kvasten på den røde tophue er faldet af. Han kan se at han er tømt for kræfter. Han ser sig ikke længere tilbage og flår cyklen op af Alpe d’Egen….”

Og det på en dag hvor det ellers er rasende koldt og hvor det blæser en stiv modvind. Meteorologerne elsker at tale om WCF, Wind Chill Factor for tiden. I dag var der en wind chill factor så de -1 grad skulle føles som -10. Jeg frøs da også tæerne en smule.

Bortset fra det, nyder jeg mine cykelture, 22 km ud og 18 km hjem. Nu er der nok dem der vil spørge hvorfor der er længere ud end hjem og spørgsmålet er også relevant.

Det skydes PDF – Perceived Distance Factor. Eller Psychological Distance Factor. Oplevet afstand.

Egen bakke er vel 2 km på en god dag og med en PFD på 2 (den føles dobbelt så lang) giver det 2 km ekstra. Efter Guderup er der også en lang stigning på 3 km med en PFD på 1.5. Dette giver ekstra halvanden kilometer. 18+2+1,5 = 22 km, vi runder opad. Nu ville nogle måske indvende at PFD ville være negativ når det går nedad, men sådan er det ikke. Hjemad er der næsten altid modvind og man skal alligevel træde i pedalerne ned af Egen bakke.

For tiden er det dog hverken WCF eller PDF der er problemet, det er lyset. Eller rettere manglende lys. Det er altid bælgmørkt når man skal cykle. Og med mine Bilka diodelygter kan jeg ikke se en pind når der kommer modkørende biler og på cykelstien er der ikke megen hjælp fra hvide striber. De er åbenbart sparet væk. Dem der engang var, er dels blevet beskidte, dels slidt af og resten er overgroet med græs.  Man burde nok i et år med kommunalvalg lægge pres på borgmesteren, men på denne årstid er der nok ikke mange stemmer i det. Der er i hvert fald god plads på cykelstien for tiden.

Juleaften på Trompeterager

Juleaftensdag og juleaften er hos os både præget af traditioner og overraskelser. Sådan skal det være og i år er ingen undtagelse.

Juleaftensdag er vi jo som traditionen byder til morgenkaffe hos vore venner i Rinkenæs. Leo er som Jesus født på denne dag, så der er tradition for at samles der og mødes med vennerne. Vi har taget et passende udsnit af vore børn med. Gæstebuddet hos Leo er som sædvanligt hyggeligt og jeg når i år at smage alle 4 snapse.

Hjemme igen går eftermiddagen med gaveindpakning, madlavning og hygge. Gåsen fra Rødekro blev allerede farseret i aftes, så den er lige til at kyle i ovnen. Risalamanden er også godt forberedt og kartoflerne er skrællede og pillede.

Vi har besluttet at tage i kirke i Sct. Marie i Sønderborg. Dels synger Marie der og dels er stolene bedre. Vi kommer (for en gangs skyld) i så tilpas god tid at vi får gode pladser helt oppe foran. Koret synger fint, præsten afholder sig fra den helt lange prædiken, salmerne er kendte og Helge Granum spiller et fantastisk postludium. Bedre kan det da ikke være – vi hilser på organisten og sangerne og drager hjem til gåsen og de andre.

Vi får dækket på bordet og trukket den gode Balsion Crianza 2006 op. Gåsen kommer ud af ovnen. Den næsten 6 kg tunge gås er svundet noget ind og fedtet ligger i bunden af bradepanden. Den bliver skåret ud i passende stykker. Sovsen bliver lavet af den gode gåsesky og der tilsættes rigeligt med fløde (det er jo kun jul en gang om året). Maden kommer på bordet og vi kan begynde.

I løbet af den næste halve time forsvinder gåsen fuldstændig. De hvide kartofler slipper op næsten samtidig med de brune. Sovsen, der ellers var meget af, forsvinder som dug for solen ligesom rødkålen bliver fortæret. Kun tyttebær syltetøjet bliver der noget tilovers af. Nuvel, så skal vi jo ikke have besværet med at pakke rester væk.

Mens vi rydder ud efter gåsen kommer den skinbarlige julemand. Se det er da en overraskelse, han har da aldrig vist sig før. Han har været på indkøb hos Wohlenberg og deler nu ud af dejlige lakridser, karameller og chokoladeovertrukne mandler. Vi er ikke helt klar til risalamanden endnu og giver os til at synge. Thomas sætter sig til klaveret og vi synger de kønne julesalmer og også den Plougsgaardske julesang som Thomas komponerede da han var 11 år. Den er stadigvæk rigtig god. Vi synger ”Her kommer Jesus dine små” i en jazzet udgave der bringer os gennem alle tonearterne og også gennem alle husets rum.

En historie hører sig også til juleaften. Moderen læser højt af Natbarn, en opbyggelig bog
med billeder. Da vi ikke allesammen kan sidde på skødet af moderen, transmitterer vi billederne via Ipad'ens kamera over airfoil, apple TV op på den store fladskærm. En ultimativ teknologisk løsning. Alt imens forsvinder også de gode lakridser og mandler som dug for solen.

Nu er det tid til risalamanden. En stor portion kommer på bordet sammen med den lune kirsebærsovs. I løbet af kort tid er den også så sultne ar da kolosalt smgaarlune kirsebærsovs. I løbet af nger os gennem alle tonearterne og også gennem alle husets rumgaar væk, det er da kolossalt så glubske den Plougsgaardske familie er. Shahla vinder mandelgaven, der igen som i min barndom er en marcipangris – denne har dog ikke rød tryne som min barndoms gris men er betrukket med chokolade på bagsiden. 

Vi rejser os fra bordet, rydder af og tænder juletræet. Vi har jo allerede sunget en del, men vi skal da danse omkring juletræet og vi finder nogle flere sange frem.

  

Gaveræset er med årene blevet langt mindre overvældende. Det går stille og roligt. Hver overrækker selv alle sine gaver og det foregår efter alder, så Christian begynder. Han har skrevet små digte med en gammeldags skrivemaskine bag på billeder af den kongelige familie. Så passer det til stjernen der i år er erstattet af dronningen og prinsegemalens portræt. Det er meget sødt og sjovt. Efterhånden bliver alle gaver givet og pakket ud, alle er glade og kaffen og konfekten er nu det eneste der mangler. Det bliver der også tid for