En lørdag i Hongkong

Efter en lidt sen morgenmad og en formiddag på kontoret (hotelværelset) går vi ud i det pulserende Hongkong. Vi, min kære kollega og jeg, havde forventet sol på disse breddegrader men det småregner.

Går ned  ad Canton road og krydser over med Nathan road. Der er uendelig mange kinesere og i dag, lørdag, synes de alle at være på gaden.  Spiser en let frokost på Den Gyldne Måge.  En restaurantkæde der også er meget udbredt her i  byen.

Tager undergrunden til Mon Kok, bydelen der har verdens højeste koncentration af indbyggere. Går en tur på The lady market - min kollega har små børn så det forventes at han har gaver med hjem.  Jeg kender det godt, det kan være en stressfaktor af de større. Det lykkes dog at finde frem til en prinsessekjole og endda i den rette kulør.

Det småregner stadigvæk. Vi ved at The Yellow Umbrella Revolution har en teltlejr på gaden her i nærheden og vi går på udkik.  Vi finder dem lige rundt om hjørnet.  Trafikken bliver ledt en anden vej mens der er vejspærringer i to retninger . En masse politifolk er opmarcherede. De har dog ikke hjelmene på, de ligger under en parasol og det ser egentlig ret fredeligt ud. En mand står og taler i en megafon til mængden af demonstranter. En politimand står og råber i en anden megafon – det samme hele tiden.  Det betyder sikkert ”passer gaden”.  Politiet er ikke særlig talstærkt, de er vel kun 20-30 stykker på dette hjørne og det ser ikke farlige ud.  De har øjensynligt ikke noget imod at vi tager billeder af dem. Der er folk der skælder dem ud men det tager de også roligt.

   

Det er lidt spændende at være her – føler lidt historiens vingesus. The Yellow Umbrella Revolution bevægelse opponerer imod at Kina nu vil ”tilrette” demokratiet i Hongkong således at Beijing skal udpege kandidater man kan vælge til at lede Hongkong. Og det er jo ikke demokrati.  Jeg synes de har en rigtig god sag, men det er stærke kræfter de er oppe imod og muligheden for at trække sig succesfuld ud af denne konflikt er nok ikke overvældende stor.

Der er tv-hold på toppen af Subway nedgangen. Talerne  fortsætter, men det er ikke til at sig om de er med eller imod bevægelsen. Nogle klapper og nogle giver fingeren.  En dame kommer og siger at det er skamfuldt, hun er rasende. Igen er det ikke til at sige om hun er sur på Beijing eller på demonstranterne der bor på gaden – og vi når ikke at spørge.

Efter således at have betragtet denne demokratikamp tager vi undergrundsbanen ned til Tsim Sha Tsui. Køber et par San Miguel og sætter os ned til vandet hvor vi nyder udsigten over mod Hongkong Island. Det er hver gang et spektakulært skue her i mørkningen når lysene tændes i de mange skyskrabere.

Her kan man gøre de store tanker og filosofere over livets tildragelser, nyde udsigten og være enige om at der  nok alligevel er bedst hjemme i DK.

Alt imens mørket sænker sig stiger vores sult. Min kollega mener at vi skal spise indisk i aften, han ved et godt sted der er både billigt og i nærheden. Vi krydser igennem det kæmpestore Cultural Center. Der er stillet klaverer op over alt og folk kommer og spiller på dem. Nogle er rigtig gode og nogle spiller kun lille Peter Edderkop.

Passerer forbi det store gamle The Peninsula Hotel og op af Nathan Road. På dens højre side må man kæmpe sig frem mellem indiske skræddere og ursælgere. Og her dybt inde i en bygning, oppe på 3 sal finder vi Bombay Club, en lille restaurant hvor alting er ekstremt kitschet. Fra det blå lys i loftet til plastikduge med underlige motiver og billederne på væggen. Betjeningen er frisk og venlig og vi har straks et bord og et par San Miguel.

Min kollega bestiller, han har været her før og ved hvad man kan få. Han gør lutter gode valg om end den sidste ret kræver en del øl for at slukke halsbranden. Indisk mad er djævelsk stærk.

Efter en hyggelig middag tager vi igen elevatoren ned i mængden af indere og kinesere på gaden igen og bevæger os imod vores hotel.

Det blev da til en ret så god lørdag her i Hongkong.

Lørdag den 9 november 2014

1864 endnu engang

I foråret deltog jeg i et korprojekt med Dybbøl kirkes kammerkor med uropførelsen af et helt nyt værk. 9 nye korsatser af Jacob Lorenzen bestilt af Dybbøl kirke. Det var som optakt til Dybbøl dagen og værket havde præmiere skærtorsdag om aftenen den 17. april og blev gentaget på selve 150 årsdagen for stormen på Dybbøl den 18 april i Rinkenæs Korskirke.

Her i efteråret har jeg så igen deltaget i et projekt med Dybbøl Kirkes kammerkor, denne gang i samarbejde med Buxtehude Kammerkor, en fraktion af det tyske mindretals store kor. Der er for alvor gået 1864 i det og der har være udskrevet en komponistkonkurrence med det formål at skaffe nye korsatser til den dramatiske begivenhed.

3 værker er blevet udvalgt som vindere og vi har kæmpet med dem i en halvanden måneds tid, indtil den store weekend 24.-26. oktober, hvor det hele skal løbe af stabelen.

Øveaftenerne har været svært hyggelige, disse Buxtehuder er gode sanger og gemytlige folk og så har de medbragt en hvirvelvind af en dirigent, der kræver det ypperste vi kan yde.

Susanne Heigold og Frank Laue er et rigtig godt makkerpar der supplerer hinanden rigtig fint.

Den sidste uge op til koncerterne har vi prøve om mandagen og generalprøve med musikere om tirsdagen.

Fredag går det så løs. Forprøve og opvarmning i Dybbøl kirke. Kl. 18.30 stiller vi så op i en fyldt kirke og fyrer koncerten af.  Alle 3 komponister er der, men de ved endnu ikke hvem der har fået 1. 2. og 3. prisen. Det gør vi andre heller ikke.

Det går ret godt på trods af små skønhedsfejl som nok kun et fåtal har bemærket. Derimod er der en del snak bagefter om trompeterne på pulpituret. De har i nogen grad overdøvet koret. Trompeter har svært ved at holde igen når det griber dem.

Efter koncerten er der receptionen i kirkeladen med champagne, chokolader og fine taler af Heinrich Jürgensen fra Bund Deutscher Nordschleswiger, der har sponsoreret koncerten og Mette Bock, der er formand for Grænseforeningen. Talerne kredser om emnet samarbejde og venskab hen over grænsen og mellem dansk og tysk. Og det er da også enestående at vi nu er i stand til at udleve fælleskulturelle projekter som dette og finder det naturligt.

Og så endelig kan Frank og Susanne afsløre hvem der bliver nr 3, 2 og 1 i konkurrencen. Den unge Leon Tscholl bliver nr 2 med sin ”150 Jahre Schlacht von Düppel” der uhæmmet blander dansk og tysk sprog og endog lader os synge ”Der er et yndigt land” og ”Einigkeit und Recht und Freiheit” (Deutschland, Deutschlad überalles) oveni hinanden. Hvordan han har arbejdet med den danske tekst ved jeg ikke for han kan hverken tale eller forstå dansk kan jeg se. Morten Nyord bliver vinder af  konkurrencen med ”Kardæsker og lærker” og modtager et guldindrammet diplom sammen med 1600 euro. Trediepladsen går til Anthon Hansen for ”Bøn om fred”.

Lørdag eftermiddag gentager vi koncerten i Helligåndskirken i Flensborg. Søndag er det så den store finale i Haderslev Domkirke. Denne koncert er kulminationen på forløbet og bliver en helt igennem storslået oplevelse, der er beskrevet selvstændigt her på bloggen.

Og at jeg ikke er den eneste, der syntes at dette var en storslået begivenhed, vidner denne søde mail fra en af Buxtehudesopranerne om.

Liebe Mitsängerinnen und Mitsänger, liebe Susanne, lieber Frank!

Ich bin es vorhin beim Abendessen nur an meinem Tisch losgeworden, möchte aber gerne, dass noch mehr Männer (und Tenöre ;-)) es wissen:

Wie ihr heute den Anfang von „I østen stiger solen op” gesungen habt, das war DER HAMMER!!! Nothing less but absolutely great.  Ich hätte fast nicht selbst einsetzen können vor Ergriffenheit und Kloß im Hals. .

Danke! Das war für mich der Höhepunkt des heutigen Konzerts.

Jeg synes den skulle med, for jeg er en af ”tenørerne” 

En musikalsk oplevelse for en 2. tenor.

Fra koncerten i Haderslev Domkirke den 26. oktober 

Vi ankom her til Haderslev domkirke for halvanden time siden og har sat de mest kritiske satser an, rettet lidt til. Jeg fornemmer at dirigenterne er rolige og fortrøstningsfulde, så kan vi vel også være det. Vi, er Dybbøl Kirkes kammerkor og Buxtehude Kammerkor der er gået sammen i dette projekt om at markere 1864 med nye korsatser.

Nu er vi klar – står i den aftalte opstilling, trompeterne bag os denne gang, det lille lommeorgel ude til venstre. Domkirken er næsten fuld i hvert fald i hovedskibet. Min kære hustru Solvejg sidder dernede og også to af de tre prisvindere fra komponistkonkurrencen sidder der.

Er det ikke fantastisk. Jeg amatørsanger står her, vi har indstuderet et større program med en blanding af helt nyt og gammelt. Og dernede sidder vel over hundrede forventningsfulde tilhørere, som er kommet her for at få en musikalsk oplevelse. Og helt frivilligt. Jeg føler mig lidt privilegeret.

Opstillingen her i domkirken er lidt anderledes og en kende uvant i forhold til de to første koncerter i Dybbøl og Flensborg. Jeg står bagest og har mistet min ellers så trofaste sidemand der på grund af sin ringere højde er placeret nede foran. Og med to aggressive trompeter kun 3 meter bag mig.

Susanne giver tegn til at koncerten skal begynde og vi koncentrerer os. Hun sætter trompeterne i gang, dernæst basserne og så os tenorer. 150 Jahre Schlacht von Düppel, slaget er i gang. Det er forunderligt at Leon Tscholl, en fløs på 18, kan skrive så stor musik. Og det har været en kamp at få den lært og ind under huden. Tenor og sopran synger på tysk mens alt og bas synger på dansk. Gad vidst om man kan forstå og skelne ordene dernede.

Slutningen med de to nationalmelodier oven i hinanden kan man nok forstå eller i hvert fald genkende. Og her får den hele armen. Susanne ser lykkelig ud da hun slår af og Ddur akkorden står og vibrerer i den store kirke i 6-7 sekunder inden den dør ud.

Nu opstår den spændte situation, klapper man eller klapper man ikke.  - Man klapper ikke.

Frank dirigerer nu de to Niels W. Gade satser Benedictus og Amen. Benedictus kan jeg efterhånden udenad -  den har vi sunget uendelig mange gange i Motetkoret og Søndagskoret. Amen derimod er ny for mig, så her må jeg holde mig til noden og kun i nødvendigt omfang se op på dirigenten. Frank har glans i øjnene og ser rigtig glad ud da han slår af efter det sidste Amen. Fotografen ude til venstre giver 3 klap som udløser en behersket klapsalve, det er stadigvæk ikke alle der klapper. Her er åbenbart flere skoler, den hvor man holder på formerne, man klapper ikke mellem satserne i en klassisk koncert og klapper man overhovedet i kirken. Og så er der den med de umiddelbart begejstrede der ikke kan lade være.

Susanne træder frem igen, nu er det tid for Mendelssohn. Mendelssohn er vidunderlig, havde han være med i konkurrencen havde han nok være en stærk vinderkandidat.

Herr, wir trau’n auf deine Güte, er en drøm for altstemmen – de har hovedrollen.  Susanne sætter den an. Organist og dirigent var ikke enige om tempoet under prøverne, men nu går det på forunderlig vis rigtig godt synes jeg. Det er en rigtig dejlig sats at synge og den har en særdeles effektfuld afslutning.

Nu skal vi have vindersatsen Kardæsker og Lærker, Morten Nyords flotte sats. Frank skal dirigere den. Og vi må se om vi kan overgå os selv endnu engang for komponisten sidder der nede midt i kirken.  Frank sætter an og vi er koncentrerede. Johans bratschspil er bevægende sammen med blokfløjter og orgel. Vi får vores ”tid” sat ind præcist. Jara’s solo er klar og ren og Kjeld reciterer. Han gør det glimrende, men kirken yder ham ikke retfærdighed. Akustikken gør det næsten umuligt at recitere så man tydeligt kan høre teksten. Jara’s sidste solo fader ud – det må være hende der er lærken.

Frank ser salig ud og publikum bryder ud i applaus.

Nu har vi en lille pause mens Buxtehude koret synger 2 Mendelssohn satser. Det er helt vidunderligt. Dels synger de rigtig godt i deres blandede opstilling og dels er det en sand lise for mit korpus at komme ned at sidde på en stol. Vi har stået op stort set hele weekenden.

Men saligheden varer ikke ved og snart skal vi op igen – vi, Dybbøl Kirkes Kammerkor, skal synge den sidste vindersats, - Bøn om fred. Det er Anthon Hansen, en sød lille mand der minder om en venlig udgave af Carl Marx, der har komponeret dette værk. Frank kalder os frem og vi indtager vores pladser, - nu har jeg faktisk min normale makker ved siden af. Vi synger vel nok den bedste udgave vi endnu har præsteret. Afslutningen er en hymne ”Verleih uns Frieden” og Buxtehuderne der er gået ned i den anden ende af kirken sætter den an og synger 1 vers på tysk. Og vi gentager fra hver sin ende af kirken det samme vers men nu på dansk.

Vi bliver genforenede og synger den sidste del af koncerten sammen, Mendelssohns ”Richte mich Gott” og Niels W. Gades Morgensang af Elverskud. Begge satser der  bringer 2. tenorerne i spil på fornemmeste vis.

Efter morgensangen bryder bifaldet ud, nu er der ingen der holder sig tilbage. Flere minutters stående applaus, fremkaldelse af musikere, solister, komponister og dirigenter og vi får også lov til at bukke gentagne gange. Sådanne øjeblikke kan man ikke få for mange af – folks øjne stråler af begejstring og Frank og Susanne ser virkelig også højstemte ud.

I dag får vi lov til at synge vores ekstranummer. Sig månen langsomt hæver i Max Regers sats. Først et vers på dansk med Frank som dirigent og så tager Susanne over og vi synger verset på tysk og det i et ganske andet (og højere) tempo. Det er som vil de hver især sætte deres signatur på koncerten. Frank den rolige og romantiske og Susanne den iltre.

Jeg går ned og spørger Solvejg om det var godt nok. Det synes hun bestemt at det var. Nu kan vi lige nå en øl ovre i Den gamle latinskole og nå hjem til kl. 20. Vi skal jo se 1864.

En badetur der tog en uventet drejning.

Solvejg vil gerne bade og jeg går med for at dokumentere. Jeg synes at vandet er for koldt og for vådt på denne årstid. På vej til Hullehavn passerer vi Svanekegården. De har et flag ude og vi kan se at der er reception.

Vi går lidt nærmere og kan se at der faktisk er tale om en fernisering. Mit beskedne jeg byder mig at holde mig lidt tilbage men Solvejg er allerede gået ind og der bliver vi mødt af en smilende og aldeles inkluderende værtinde. Hun giver os hånden og byder os velkommen. Vi får et glas vin og defilerer rundt og kikker. Der er  vel en snes mennesker og de ser alle betydningsfulde ud og ser ud til at kende hinanden og kunstneren.  Kunstværkerne er til en start lidt svære at tyde, dels teknikken og dels motiverne. Kunstneren, kan vi se, hedder Karin Birgitte Lund. Det er nok en lokal Bornholmer der i sin høje alder har fået lov til at udstille her på den fine Svanekegården.

Vi vil forlade stedet – Solvejg var jo på vej ud for at bade – og defilerer hen mod udgangen. Men nu begynder man at holde taler. Det kan vi da lige få med, måske kan vi lære lidt mere om kunstneren.  Det er den inkluderende værtinden i den spraglede kjole der taler. Byder velkommen og præsenterer kunstneren. Hun annoncerer også en overraskelse, og det er her det hele tager en uventet drejning. Der vil være en lille happening i  koncertsalen ved siden af hvor kunstnerens familie vil optræde. Og familien er ikke hvem som helst. Manden er ingen ringere end Pelle Gudmundson-Holmgren den store danske klassiske komponist. To døtre og en søster vil også optræde ved denne overraskelse.

Karin Birgitte Lund får ordet og fortæller om sin kunst. Der er dels tale om tegninger og dels om malerier og i denne samling også tryk. Karin går tæt på sine motiver det er derfor det er svært at tyde dem. F.eks et udsnit af et hjørne af en græsk søjle, eller  overfladestrukturen på de træstativer hvorpå man lægger bådene når de skal males. Med deres malerpletter i forskellige farver. Hun fortæller at hun engang fascineredes over stænkene på stænklapperne på en lastbil der kørte med asfalt. De gode orangeklædte arbejdere havde svært ved at forstå det, når hun lå på knæ og fotograferede disse lapper og det hjalp ikke, at de fik at vide at  hun var billedkunstner.

Vi forstår nu at hun ikke bare er en lokal kunstner. Hun er nok den kunstner der har det største oplag overhovedet – det er hende der har lavet motiverne til vore pengesedler. Og for at det ikke skal være nok, har hun også lavet illustrationerne til den nye oversættelse af de islandske sagaer.

Vi bliver med vore glas i hånden vist over i den lille koncertsal og sætter os tilrette. Et fint lille sted med blå stole og cafeborde. En lille scene med et flot flygel er der også.

Den næste halve time bliver en uforglemmelig oplevelse. Selv om Pelle Gudmundson-Holmgren er en ældre herre på 82 er han både viril og særdeles humoristisk. Han præsenterer programmet.

Den første datter er koncertpianist og spiller et flot stykke af en tjekkisk komponist. Et stykke hvor det store tema bliver brudt ned i små fragmenter der gentager sig igen og igen. En fin hilsen til Karin Birgitte Lunds kunst.

Den næste datter læser sin egen lyrik op. Hun er en fantastisk oplæser og hendes digte er både underfundige og humoristiske.

Til slut er det kunstnerens søster der synger en række sange som Pelle Gudmundson-Holmgren har sat i musik. Den store komponist sidder selv ved flyglet. Fine digte af bl.a. Tove Ditlevsen. De slutter af med Holmgrens udgave af H.C.Andersens ”I Danmark er jeg født”.  

Vi går derfra og tænker at det greb da pludselig om sig. Solvejg skulle jo bare ned for at bade i Hullehavn.

NB. en lille Youtube med Pelle Gudmundson-Holmgrens "I Danmark er jeg født"
http://www.youtube.com/watch?v=qFPS7-gg8Ng

Noget om at synge for Dronningen

Dronningen kommer for at deltage i slaget på Dybbøl den 18 april. Det er naturligvis markeringen, her 150 år efter det rigtige slag, men som dengang er det et tilløbsstykke. Der har måske ikke været flere mennesker på banken siden hin forårsdag i 1864.

Markeringen indebærer også en mindegudstjeneste i Sankt Marie kirke og den vil Dronningen også gerne deltage i og Motetkoret skal synge til. Og nu da både Dronningen og Motetkoret kommer, så vil DR også være med og  lave en direkte transmission.

Da vi ankommer til generalprøven skærtorsdag den 17. April, er det som om at vejret har taget fejl af datoerne, stormen er allerede sat ind. Rundt om kirken er der parkeret store OB vogne fra DR samt en hob af sorte 4-hjulstrækkere fra PET. PET har besat  kirkekontoret og er ved at ransage kirken for ting der ikke må være der, når Dronningen kommer i morgen. Inde i kirken hersker der et vist organiseret kaos. Et virvar af kameraer, kabler og projektører er ved at blive sat op og så en flok sangere der skal prøve logistikken af.

Vi prøver vores program, der er ret omfattende for en gudstjeneste at være, og øver hvordan vi skal gå op og ned, stå med mapper, åbne dem og klappe dem sammen igen. Og vi ved præcist hvilken stol vi skal sidde på og hvilken flise vi skal stå på når vi skal synge og ikke mindst hvordan vi kommer frem og tilbage. Der må være orden i sagerne så majestæten ikke bliver irriteret og så det gør sig på TV.

Dagen oprinder og vi er tilsagt til at komme en time før. Nu er der anderledes styr på det hele. Kabelruller er væk, alt ligger organiseret og projektørstanderne har fået hvide strømper på så de falder i et med de kalkede søjler. Oppe ved orglet står 4 truthornister og øver sammen med Helge Granum, vores kære organist og dirigent.

Vi får også sunget dele af vores program igennem inden vi må sætte os for at gøre plads til gæsterne, der begynder at komme.

Efterhånden bliver kirken fyldt op af en hoben politikere, militærfolk, en enkelt minister og honoratiores, nede bagest også nogle almindelige borgere. Dem er der nu ikke så mange af.

3  minutter før Dronningen kommer skal vi rejse os op for præsteprocessionen. 4 præster og 2 biskopper skrider op af gulvet. To er tyske, vores egen Hauke fra Sankt Marie og så biskoppen fra Slesvig Domkirke.

Nu mangles kun de fine gæster og de ankommer præcist. Først Prins Joachim i Krone 65 (det er en Volvo). Jeg sidder lige ved døren og kan holde øje med udviklingen udenfor. Han venter på mor, som kort efter ankommer i Krone 1, en Daimler Majestic, pæn vogn. Alt imens bimler kirkeklokkerne og det er aldeles højtideligt.

Dronningen skrider ind i kirken lige forbi mig i en mørk bordeauxfarvet spadseredragt. Prinsen går bagefter i uniform med en masse sildesalat på brystet og med sabel ved siden. Joachim har også sabel med, - stoler de ikke på deres livvagter der ellers også er en del af?

Gudstjenesten går i gang med det flotte præludium med Helge og de 4 trut-hornister fra Slesvigske Musikkorps.

Den aftalte og indøvede logistik fungerer perfekt og lydløst, kun Solvejg taber sin læbepomade men det lægger dronningen ikke mærke til.

Vi synger rigtig fint bl.a. Rheinbergers ”Kyrie”, Mozarts ”Ave verum” , Palestrinas ”Sicut Cervus” og Rimskij-Korsakovs ”Fadervor”.

Der er oplæsning af breve fra fronten 1864 både fra den danske og tyske side.

Og her opnår vi den endelige sejr over tysken. Mikrofonen på den tyske præst virker ikke og det er næsten umuligt at høre hvad han siger. Bedre går det ikke da den tyske biskop kommer på banen. Så der fik vi da overtaget for en gangs skyld.

Biskop Marianne Christiansen holder en meget flot prædiken og alt er såre godt.

  

Da ceremonien er ovre stemmer Helge og hans messingkvartet i med et fantastisk flot postludium og Dronningen skrider ned ad gulvet igen. Hun smiler anerkendende til os. Alt andet ville også have været skuffende for vi har sunget rigtig flot. Da dronningen er ude bliver resten stoppet, man kan ikke have folk rendende rundt, når majestæten tager afsked og stiger ind i sin Daimler. Da de er væk, defilerer resten af selskabet forbi os og rigtig mange kommer med rosende ord til os. Selv Kresten Thulesen Dahl udtrykker sin begejstring. Og han kan jo spille klaver.

Jeg har fået min gode ven Kjeld til at optage udsendelsen, men det viser sig at være helt overflødigt. Da vi kommer hjem en halv time efter ligger det hele allerede på nettet.

( www.dr.dk/tv  DR kirken på DR-K) 

Den der synger er sjældent stresset

Stressdebatten dukker op i ny og næ. Lige nu er der en række artikler i Jyllandsposten om stress ”Jeg har fucked mit liv helt op” eller ”Rigtige mænd går også i sort”. Mange bliver stressede og flere tror de er det.

Jeg har gode midler mod stress. Dels cykler jeg og dels synger jeg. Hvornår har man set en sur mand synge eller hvornår har man set en syngende mand blive sur og stresset?

For at være sikker, cykler jeg rigtig meget – det er blevet til 2000 km alene i dette kalenderår og dels så synger jeg i 3 kor. Det store flotte Motetkor, et lidt mindre Kammerkor i Dybbøl og så i Sankt Marie Kirkes kirkekor hvor vi kun er en på hver stemme.

Min sangkalender for påsken i år lyder således:

Palmesøndag:

Synge i Sankt Marie – vi synger tre 4-stemmige satser foruden 5 ukendte salmer

Mandag:

3 timers korprøve i Dybbøl med Kammerkoret

Onsdag:  

Korprøve med kammerkoret. Her skal der også være nye videooptagelser.

Skærtorsdag:

Formiddag: Synge i Sankt Marie til gudstjenesten. Tre 4-stemmige satser bl.a Sicut Cervus der er hundesvær. Derimod er salmerne kendte.  

Eftermiddag: Lyd og lys prøve med Motetkoret Vi skal jo synge til 1864 gudstjenesten på fredag hvor Dronningen er der og hvor der er direkte TV transmission.

Aften: Generalprøve og Koncert med kammerkoret i Dybbøl kirke. Egentlig er der ikke tale om en koncert men om en medvirken til en gudstjeneste med koret i en meget central rolle, så for mig er det en koncert. Det er tale om ikke mindre en uropførelsen af et nyt korværk med 9 flotte satser af Jakob Lorentzen  skrevet til Dybbøl kirke i anledningen af 150 året for 18 april.

Langfredag:

Eftermiddag: Synge med Motetkoret til 1864 mindegudstjenesten i Sankt Marie Kirke. Dronningen kommer og der er direkte TV transmission. Vi har fået strenge instrukser om påklædning, sko og nodemapper. Og vi er alle blevet sikkerhedsgodkendte af PET. Der må være orden i sagerne.

Aften: Koncert med Kammerkoret i Rinkenæs Korskirke – samme program som i Dybbøl

Påskedag:

Synge i Sankt Marie – vi synger to 4-stemmige satser foruden 5 forhåbentlig kendte salmer.

Efterfølgende Lørdag 26. apr, 4. maj og St. Bededag:

Synge til konfirmationer i Sankt Marie. Vi synger en lille afdeling med svenske sange oppe foran menigheden. Det plejer at være en succes og det bliver det nok også denne gang.

Se, med sådant et sangprogram kan man da umuligt blive stresset.