En vandretur til "The lebanese Cedar" der blev lidt varmere end beregnet
Kommer på højkant ved halv-ni tiden. Solvejg er noget
ærgerlig hun havde regnet med at stå tidligt op og vandre en tur inden det
bliver alt for varmt. Vi gør os alligevel klar til at gå en tur op til det
libanesiske cedertræ på toppen af bakken overfor os. Spiser dog lidt morgenmad
forinden så vi ikke bliver sat på grund af blodsukkermangel.
Christian og Marie vil ikke med, så vi går alene, der er
også helt fint. Tager en lige rute gennem vinmarkerne og går mellem
vinstokkene. Det er dejligt om end undergrunden til tider er meget skrå. Det er
folk der arbejder i vinmarken med maskiner – nogle sprøjter og andre klipper
nye skud af som med en stor hækkesaks.
Det er på trods af at det kun er midt på formiddagen
stegende hedt og jeg er taknemmelig for min gode cykelkondition og mine gode
cykelben. Solvejg klarer også strabadserne i god stil, - men hun vejer jo
heller ikke så meget.
Med en slutspurt når vi helt op til træet der står
majestætisk helt oppe på toppen af bjerget. Det er plantet i 1856 i forbindelse
med et bryllup for en af områdets spidser. Træet stammer fra Libanon og kaldes
det Libanesiske Cedertræ. Bruden var sikkert libaneser.
Heroppefra kan man se til alle sider – op til La Morra til
den ene side og ud til vore Familia butik til den anden side i retning af Alba.
Man kan sikkert også se til Barolo der ligger 6 km herfra, men det er allerede
diset på grund af varmen.
Vi går nedad igen og vælger en rute der er lidt mindre
strabadserende. På vejen gennem en vinmark får jeg en bi eller hveps i
sandalerne og kræet stikker mig under den højre pegetå. Det gør fandens ondt
men det fortager sig heldigvis igen.
Tilbage på Red Wine har Marie en kop kaffe klar som jeg nyder sammen med lidt endomondo statistik:
I dette blogindlæg er nogle af ingredienserne skiftet ud. Det sjove og skøre er skiftet ud med det vemodige og eftertænksomme.
Vi skal hente Christian hjem fra efterskolen. Han har gået på Ollerup Efterskole nu i 10 måneder og nu er det slut. Helt slut. Vi har 4 børn – de 3 har gået på Ollerup og Anders har haft forelæsninger ved forstanderen, Jesper Vognsgaard, da han var højskolelærer. Så vi har haft en stor tilknytning til denne skole gennem mange år. For os er det også slut, vi har ikke flere børn.
Sidste weekend var vi til festival på Skolen, 2 dage med musik fra to scener i tilsammen 16 timer. Og vel at mærke musik af en høj standard. Lørdagen sluttes af med en midnatskoncert med det store fælleskor. Et helt kor af unge og trætte mennesker, mange drenge i bar overkrop, piger med psykedeliske farver i håret, nogle er hæse efter dagens og aftenens heavy metal udladninger, men de synger. Ave Maria – på trappen foran skolen hvor der er stearinlys i alle vinduerne. Det er meget stemningsfuldt. Efter koncerten er der mange våde øjne både hos eleverne og deres forældre. Der blev det klart, at nu var det næsten slut.
Men nu er det slut. Vi ankommer til tiden og finder Christian og en enorm bunke ting og sager han har samlet sammen i årets løb. Christian har hang til gamle ting og sager og har øjensynligt tømt genbrugsbutikken i Svendborg flere gange – blandt eleverne kaldet ”Genneren i Svenneren”. Med besvær får vi det hele stoppet ind i vores ellers ret store bil. Og det er endda 2. Læs. Det første havde vi med hjem efter festivalen
Nu kan afslutningen begynde i den smukke sal. Velkomst ved Jesper Vognsgaard og så en fællessang. Her på stedet er fællessang virkelig fællessang. Alle synger med så det runger i de gamle bygninger.
Herefter er det tid for talerne. Forstanderens tale er både vis og rig på informationer. Han sammenfatter årgangens identitet som de, der altid lige nåede det, men som ikke var i for god tid. De som altid var der når det gjaldt og de som tog sagen i egen hånd da kommunen sendte deres lærere hjem. Jeg kan snildt se Christian indgå i denne identitet.
Viseforstanderen talte på vegne af lærerne og også hans tale gav et rigtigt fint indblik i hvordan han oplevede lockouten hvor forstander, viseforstander og en enkelt lærer stod tilbage med en hel skole. Hvordan det var at se de udelukkede stå grædende tilbage og vinke til bussen da de drog på turné.
Flere forældre holder gode taler, men de bliver alle overtrumfet af elevernes indslag. To piger synger en både eftertænksom og morsom sang de har skrevet til lejligheden og et par af deres kammerater spiller til. Og to piger holder en fantastisk tale om skoleåret som det kom til at forme sig. Med klare stemmer og med tårerne trillende ned af kinderne taler de og erfarer at det er godt at være to så man kan få tid til at samle sig indimellem. Mange af deres kammerater græder og det er der også mange af os forældre der gør. Det er meget bevægende.
Det store fælleskor synger deres sidste koncert. De har i årets løb haft 5 dirigenter - de 3 normale og to af deres kammerater der trådte til da der var konflikt . De får alle 5 et nummer og de to unge knægte dirigerer fantastisk og har alle deres 113 kammeraters opmærksomhed og beundring.
Også disse indslag er bevægende og trækker i tårekanalerne. Det bliver klart for mig at det også for mig er sidste gang. Vi har haft utrolig mange fantastiske oplevelser på denne skole fra Thomas i 2001-2, Marie i 2008-9 og nu til Christian. Festivaller, musicals, nytårskoncerter, forældre dage. Denne er den sidste koncert her på stedet.
Personalet kvitterer med et lille kornummer som de også gjorde da vi afleverede Christian i august.
Solen er kommet tilbage efter en regntung formiddag, tilpas til den store afskedsrunde. Alle forældre bliver gennet ind i spisesalen til kaffen mens eleverne og deres lærere stiller op i en kæmperundkreds på gårdspladsen. Dette ved vi af erfaring tager tid. Alle elever hilser af med lærerne og hinanden og det bliver til rigtig, rigtig, rigtig mange kram og mange tårer. Men det skal tage den tid det skal og det gør det så.
Kl. 19 sætter vi os i bilen og kører hjemad. Der bliver stille i bilen. Eftertænksomheden og vemoden tager over. Et efterskoleophold er en helt fantastisk oplevelse for unge mennesker hvor de gør sig rigtig mange erfaringer om sammenhold, fællesskab, dannelse, forelskelse og tab. Og lærer rigtig meget om sig selv.
Efterskolen er slut og noget nyt kan begynde. I morgen drager Christian til Roskilde Festival
Endomondo er et sportsprogram og jeg er sporty, derfor bruger jeg Endomondo.Måske lidt forklaring. Endomondo er en GPS-tracker der kan vise hvor du bevæger dig, hvor hurtigt, hvor meget op og ned, hvor mange kalorier du forbrænder og hvordan vejret er. Man skal bare have en telefon – en smartphone med en Endomondo app, så kører det. En sådan har jeg fået. Jeg starter bæstet når jeg stiger på cyklen om morgenen for at køre på arbejde og putter telefonen i lommen. For hver kilometer lyder der så en peptalk nede fra lommen ”15 km in 45 minutes and 49 seconds, last km in 2 minutes and 32 seconds”.Det er både hyggeligt og fremmende for præstationen. Når jeg så er fremme kan jeg se min tilbagelagte rute hvis jeg skulle være i tvivl om hvor jeg har kørt.
Nogen på mit arbejde mener at vi skal lave et hold, et Endomondohold, og målet skal være at vi tilsammen kører en tur rundt om jorden inden jul, 40.000 km. Det hold skal jeg med på.
Jeg melder mig til og opretter mig med et Endomondo profilbillede.
Men nu begynder prøvelserne. Vi er jo alle konkurrencemennesker og der udkrystalliserer sig hurtigt en rangorden. Jeg opgiver straks de første pladser, de bliver indtaget af nogle særdeles ihærdige atleter. Her er det udviklingschefen og produktionschefen der er i infight. Jeg tager kampen op lidt længere nede af skalaen hvor der er trængsel af salgsfolk. Jegligger og vipper omkring 7. pladseni kategorien kørte kilometer – og det er forbistret svært at avancere- alle holder hinanden i skak.
Heldigvis er der også en kategori med forbrændte kalorier, og her har jeg en fordel. Alle der har fulgt med i fysiktimerne ved at potentiel energi er givet ved formlen m . g . h – massen gange tyngdeaccelerationen gange højden. Tyngdeaccelerationen og højden af bakkerne vi forcerer er ens for os alle, men massen, - her har jeg en fordel med mine 125 kg og det viser sig også i tabellen. I dag var jeg på 5. pladsen i kategorien forbrændte kalorier, eller burgere, som Endomondo omregner det til.Jeg har dog meget svært ved at holde den sporty lille Mads bag mig. Han ånder mig i nakken og er kun 2 små bid af en burger bag mig.
Jeg må finde på noget der distancerer mig fra de andre så jeg kan trække fra. Jeg starter Endomondo, putter den i lommen og går ned i skuret og trækker plæneklipperen frem.
Det er forår og græsset gror. Jeg trækker plæneklipperen
frem og fylder benzin på den. Trækker i snoren, men der sker ingenting – ingen
tegn på liv. Som jeg husker fra sidste år var det nu også en møgplæneklipper
som altid var svær at starte og græsopsamleren er elendig.
Vi må ha’ en ny. Går på nettet og kan se at det store
varehus har et godt udvalg, - og så har de åbent på den sene aftentime.
Jeg kører derind og udvælger mig en flot rød selvkørende
plæneklipper med store hjul og selvstarter. Betaler, får den udleveret og kører
hjem, - nu skal der slås plæne.
Først skal bæstet dog pakkes ud og samles.Der er meget der skal samles men det lader
sig gøre. Fylder olie på motoren og benzin i tanken. Nu kommer det store øjeblik.
Jeg rykker bøjlen tilbage og drejer nøglen. Men der sker intet….. ikke en
eneste lyd kommer der og intet bevæger sig. Det var dog fandens. Måske er
batteriet ikke opladet (det plejer de dog ellers at være). Jeg forsøger mig nu
med at trække i snoren. Bæstet har også en gammeldags startsnor. Men heller
ikke det kan lokke den i gang.
Nuvel det er ved at være sent og jeg slår mig til tåls med
at der sikkert mangler strøm på batteriet. Efter en hel nats opladning, sætter
jeg batteriet tilbage i maskinen. Bøjlen tilbage og dreje nøglen. Ikke en lyd,
der sker intet. Fandens til lort skal man da lede længe efter.
Vi kører tilbage til varehuset med skidtet og jeg fortæller
den sagesløse ekspedient at skidtet ikke virker og at jeg forventer at få en
anden OG erstatning for den liter olie jeg har hældt på.
Vi får en ny uden brok inkl. en liter olie.
Hjemme åbner jeg kassen inden jeg tager den ud af bilen og
checker at selvstarteren kan køre rundt. Det kan den. Det er allerede meget
bedre..
Samler plæneklipperen – denne gang går det hurtigere da jeg
jo har rutinen. Fylder olie på motoren og benzin i tanken. Nu er det atter tid
for det store øjeblik. Jeg trækker bøjlen tilbage og drejer nøglen. Men der
sker intet…..Der sker intet, hvordan
fanden kan det da lade sig gøre. Jeg havde jo checket…
Jeg bruger nu hele min intellektuelle kapacitet på at stykke
hændelserne sammen for, om muligt at finde en forklaring.Der må være sket noget mens jeg samlede
bæstet som gør at starteren ikke får strøm. Jeg skruer dækslet af ved startnøglen
og finder til min store glæde at stikforbindelserne er røget af. Det må have
været et træk i ledningen i forbindelse med at jeg samlede den og nu husker jeg
også hændelser der godt kan forklare det (både på denne og på den første).
Sætter stikkene på igen og samler skidtet.
Jeg drejer spændt nøglen …..wi-wi-wi-wi-wi siger den og det er da bestemt et stort fremskridt, men
der kommer aldrig et wroom.
Wi-wi-wi-wi-wi…. Efterhånden tømmer jeg batteriet, men der
kommer aldrig et wroom. Fandens til maskine. Jeg må igen i analysemode. Det kan
næsten kun være benzinen for tændrøret gnistrer lystigt når jeg tager det ud.
Måske var der to-takts benzin, som jeg bruger tilmotorsaven og hækkesaksen, i dunken (det plejer nu ellers ikke at være et problem).
Jeg råber efter Christian, han må hjælpe ved tømme benzinen
ud. Vi vender plæneklipperen på hovedet og lader benzinen løbe tilbage i
dunken.
Nu genkender Christian dunken. Er det benzin fra den dunk du
har brugt far. Det tror jeg ikke kan brænde. Det er noget jeg har fået af
Viktor, men det kan ikke brænde…..
Jeg lader skuldrene synke ned og kan nu se det hele klart
for mig.
Vi tømmer det sidste af den ubestemmelige og ikke brændbare
væske ud og fylder på med nytanket 98oktan blyfri OK-benzin.
Wi-wi-wi-wi-wrooom. En lidt hakkende gang i starten og haven bliver fyldt med tykt, sort røg. Men den kører.
Gad vidst om den gamle gule Stiga kunne have klaret endnu en
sæson hvis den var blevet budt noget bedre benzin?
Marie har spurgt om jeg ikke kan finde en koncert her i
London en af dagene hvor vi er her. Og efter at have betalt 2 pund for en times
internet på hotellet finder jeg en rigtig fin koncert i Royal Festival Hall med
Royal Philharmonic Orchestra og deres kor. På programmet er Vaughan Williams’ 4.
symfoni og Michael Tippett oratorie ”A child of our time”. Hvis man er i
England, må man da høre Vaughan Williams, anderledes kan det da ikke være. Og
det skal vise sig at blive en særlig fin første aften her i London.
Jeg går i gang med at bestille billetter på nettet. Men kan
jeg nu betale og få et bevis med på at jeg har betalt. Og hvilket bevis får
jeg. Jeg forsøger at ringe til billetinfo, men kommer til at sidde i kø hvor en
venlig men noget maskinel dame takker mig for min tålmodighed igen og igen. Til
sidst mister jeg dog tålmodigheden. Går ned til vores vært, han kan måske
hjælpe og det kan han da. Vi kan sende bekræftelsen til ham, så vil han printe
den ud. God deal. Jeg bestiller men det er i sidste øjeblik, min internet time
er ved at rinde ud.
Marie kommer og vi kan tage af sted. Stiger af ved Waterloo
station og kan herfra se den store koncertbygning. Finder med lidt besvær Box
Office og får vores voucher konverteret til 3 billetter. Vi harnu en halv time til at fouragere i. Vejret er
virkelig dejligt – lunt og sommerligt. Vi køber lidt brød og sætter os ned til
Themsen foran Royal Festival Hall.En
bygning der måske nok mangler lidt i skønhed, men som imponerer ved sin
størrelse.
Da tiden nærme sig halv-otte går vi ind. Vi sidder faktisk
ret godt, - lige midtfor, men dog noget langt tilbage. En mand præsenterer de
to værker og laver et lille interview med dirigenten. Koncerten bliver live
transmitteret i BBC3
Første afdeling er Vaughan Williams 4 symfoni. Et flot
stykke for det store orkester med fuld besætning. Og med en fantastisk dynamik.
Symfonien blev uropført i 1935.
Hen mod slutningen af 2 satsen i en meget stille passage
snurrer min telefon i lommen, kun et enkelt snerrr. Jeg har da heldigvis sat
den på lydløs tænker jeg, men i samme sekund begynder en elektronisk GPS dame
at sige noget. Mens damen foran vender sig om og sender mig dræbende blikke
fumler jeg febrilsk telefonen ind under armen og forsøget at kvæle damen (altså
hende i telefonen) og det lykkes. Aldrig har jeg oplevet en koncert så intenst
og specielt lagt mærke til alle de stille passager som her.
Og havde min telefon ikke været af glas og aluminium, ville
den have antaget min kropsform nu, fra et sted under højre arm og man ville
måske kunne ane aftrykket fra mine ribben.
Min telefon er helt ny og jeg har endnu ikke haft slukket
helt for den. I pausen finder jeg ud af hvordan man gør, så jeg kan nyde 2
halvleg uden nervøsitet
Efter pausen er det Tippett. Det store kor på omkring 130
sangere har taget plads bag orkestret. 4 solister og dirigenten kommer ind til
applaus og ”A child of our time” kan begynde. Stykket blev til i skyggen af
2.verdenskrig og jødeudryddelserne og
begynder med: ”The world turns on its dark side. It is winter”. Et sted hen
imod slutningensynger koret en meget
bevægende udgave af ”Go down Moses”. Det er et fantastisk flot oratorie hvor
især det stor kor imponerer, men også sopranen er fantastisk.
Udenfor er det blevet køligt. Vi slår et slag ind på en pub
inden vi tager tilbage til Kings Cross.
Mange går rundt og er sure for tiden. Lærerne og Anders Bondo er sure, Michael Ziegler og KL er sure, forældrene er sure og nu er også børnene blevet sure på at de ikke kan komme i skole.Sådan var det ikke i min barndom. Da blev lærerne ikke lockoutet og hvis det endelig havde været tilfældet, kunne vi da ikke drømme om at blive sure på at have fri fra skole. I fjernsynet er Johanne Schmidt Nielsen gæst hos Clement, - hun er også sur.
Jeg er også sur, - pissesur. Jeg har fået konstateret urinsur gigt. Podagra – Kaptajn Vom syge. Gentagne anfald af ondt i storetåen, fodleddet, knæet, hælen har ført mig til gigthospitalet i Gråsten, hvor man efter flere fine undersøgelser har konstateret at jeg er pissesur, befængt med urinsur gigt.
Og det er skidt, for den generelle opfattelse er at det er rødvin og røde bøffer der er årsagen til misseren. Heldigvis er de lærde ikke enige og det må man jo benytte sig af.
Og der er naturligvis en kur, en profylaktisk kur, som skal gøre mig mindre sur og en sådan er jeg begyndt på. Faktisk begyndte jeg sidste år på en Allopurinol kur og efter de første 3 piller fik jeg så voldsomme smerter i hælen at jeg fik en gangart som Tummelumsen. Efter en lang pause er jeg startet igen dog med en mere kontrolleret opstart.
Og denne gang skal det lykkes for sommeren nærmer sig og vi skal på rødvinspilgrims-vandring i Italien. Og så duer det ikke at være pissesur.
I øvrigt er der jo ikke grund til at være sure. Nu må Anders Bondo og Michael Ziegler se at trække sig tilbage fra rampelys og stjernestatus og se at få afsluttet denne konflikt som er svær at forstå for udenforstående.
Når man synger i Motetkoret bliver man af og til spurgt om
man kan synge i søndagskoret. Det betyder at man skal synge til gudstjenesten
og synge 4 stemmige satser med kun en på hver stemme. Det kan godt indimellem
være lidt udfordrende, og især for mig der har konverteret fra bas til tenor.
Men jeg gør det gerne når jeg kan, dels er det hyggeligt, og dels vil jeg gerne
hjælpe den store mester ved orglet, Helge, den græsselige, Granum.
Her i påsken gik det så lystigt for sig at jeg blev helt
stresset. Jeg blev spurgt om jeg ville synge med til et langfredagsprojekt i
Dybbøl og Rinkenæs kirker. Denne gang er det ikke Helge, men Frank der spørger.
Jeg bliver spurgt fordi Johan, der normalt synger i Franks ad hoc kammerkor,
ikke kan. Jeg skal altså afløse Johan. Det siger man ikke nej til. Og da slet
ikke når man bliver tilbudt at synge bas. 7 pragtfulde stykker skal vi synge, bl.a.
William Byrds ”Ave Verum Corpus” http://www.youtube.com/watch?v=G4rWsH1hkQ8
(her med et hollandsk kor)
Øveplanen tilsiger 5 korprøver. Men de bliver saboteret
af en snestorm, sygdom hos dirigenten og en fødselsdagsfest for Solvejg. Jeg når dog at
være med til 3 prøver. Solvejg er som altid en fantastisk støtte og indpisker. Hun har sørget for at jeg kan min stemme.
Vi når langfredag og det bliver i sandhed en lang fredag. Kl 10
skal vi synge i Sct. Marie. Bl.a. Mozarts ”Ave verum Corpus” og så en anden
vekselsalme med hele 16 vers. Helge overrasker altid og der er naturligvis en
ekstra 4 stemmig ting som vi ikke er forberedte på. Det går nu alt sammen meget
godt.
14:30 mødes vi så i Dybbøl og starter de to
langfredagsarrangementer. Veksling
mellem læsning, kor og fællessang.
Salmerne til langfredag har typisk lange vers og mange vers.
Jeg tror jeg når at synge mere end 120 lange vers denne langfredag. Koret
synger rigtig fint, det er en fornøjelse og folk klapper afos.
Påskedag er hele Motetkoret tilsagt til at synge i Sct.
Marie kirken. Det er dog kun et lille fåtal på 8 sangere der kan den dag. Og her er
der ingen kære mor, her er jeg tenor og jeg er ganske alene på stemmen. Vi skal
synge 5 satser alle nogen jeg tidligere har sunget bas til. Jeg må gå over til
damerne på den anden side af orglet for ikke at blive forført af de to
basser.Her står både Solvejg og Helle
som kan hjælpe mig hvis jeg kommer på afveje. Helle ender dog med at forvirre
mig istedetfor. Mens Helge spiller forspillet rykker hun mig over og peget på
Helge og indikerer at han vil synge med på tenoren.
Vi stemmer i og jeg opdager et stykke henne i ”O herre
Krist” at jeg følges fint med Helge, men
han synger jo bas. Jeg får rettet op i det i 2 vers. Alice, vores tidligere
kollega fra koret, sidder nede i kirken og hun har helt sikkert bemærket at
tenoren manglede i første vers.
Søndag efter påske skal jeg så igen på ”arbejde”. Der er konfirmation
og vi skal bl. a. synge ”Lover den Herre” som jeg har traumer over. Jeg har
kendt basstemmen og sunget den i 25 år. Sidste år – også til konfirmationen, så
der var rigeligt med publikum – skulle jeg så synge tenor til den og det gik
helt galt. End ikke i løbet af 5 vers formåede jeg at komme ind på tenoren men
blev hver gang forledt af bassen. I år skulle være anderledes så jeg har øvet
mig igen og igen og jeg har den siddende present på trommehinden – tekst og
melodi – intet kan gå galt. Men Helge overrasker altid. "Vi starter lige med
første vers enstemmigt og de efterfølgende i korsats". Vi har en lille prøve i
kapellet og alt mit gode forarbejde er spildt. Jeg kommer for skade at slå over
i bassen, blot en oktav over. Karen der står ved siden af mig har aldrig hørt
så høj en bas før. Men det lyder faktisk ikke så dårligt. Jeg får dog rettet
ind og i kirken går det helt fint.
Vi synger fint for de unge konfirmander bl.a. Gades "Benedictus" og John Rutters svulstige "The Lord bless you and keep you".
Til slut spiller Helge sit fantastiske postludium
”Sortie” af L.J.A. Lefébure-Welý. Det er et rigtigt lirekassenummer. Folk
smiler, konfirmanderne er glade og forventningsfulde og alt er såre godt. Og
jeg kan drage hjem til en snaps og en sildemad.