En rimelig god afslutning på en rejse

Efter 2 intense uger i Kina, med et tætpakket program, kan man godt bruge en lidt rolig og afslappet aften inden den forbistrede lange hjemrejse.

Det mager sig så heldigt at vores fly først har afgang kl. 00:45 fra Hongkong, så vi har aftenen for os.

I sidste øjeblik får min gode kollega afværget at vi skal ud at spise med en af vore kontakter, der har inviteret. Vi orker ikke mere kinesiske rundborde med eksotiske retter. Og vi orker heller ikke at skulle konversere intelligent en hel aften mere, - vi vil ha’ fri nu.

Vi bliver kørt fra Shenzhen over grænsen til Hongkong og ned til Kowloon Station. Det er her toget til lufthavnen afgår fra og her kan vi faktisk checke vore kufferter ind, så har vi ikke dem at slæbe på.

Det er sidst på eftermiddagen og vi går ned til vandet hvor man kan sidde og nyde udsigten over til Hongkong island. Det er altid fascinerene -  her har vi siddet hver gang vi har været i Hongkong og man bliver ikke træt af det. Der hører 2 San Miguel øl med til oplevelsen -  mindst.

Som mørket falder på bliver de fantastiske bygninger oplyst på spektakulær vis. Et par store krydstogtsskibe sejler forbi mens Star Ferry bådene krydser frem og tilbage over sundet som de har gjort det siden 1888.

Efter således at have nydt denne udsigt et par timer driver vi op mod Ashley Rd, hvor vi ved vi kan finde noget godt at spise. Finder ind på La Taverna – den Italienske. Det er dejlig lunt udenfor, men hundekoldt indenfor og det trækker fælt. Det lykkes os at få værten til at skrue lidt ned for airconditionen og så bliver det ret behageligt og endnu mere behagligt bliver det da vi får den gode mad på bordet sammen med et par solide fadøl. Her sidder vi i lang tid. Her er hyggeligt og vi kan konversere om livets forskellige tildragelser.

Der er stadigvæk et par timer til vi skal begive os i lufthavnen og dem tilbringer vi på Ned Kellys. En gammel pub i ægte britisk stil og med levende musik. Et 6 mands big band spiller fed jazz musik. Og med et par Kilkenny’s til bliver det svært hyggeligt.

Ved 22 tiden bryder vi op og tager Airport Express til lufthavnen. Det var da en rigtig dejlig afslutning på en laaang rejse.

Blandt gule paraplyer i Hongkong

The Yellow Umbrella Revolution er en bevægelse der forsøger at gøre modstand mod Kinas forsøg på at ”justere” demokratiet i Hongkong. Kina vil såmænd blot have lov til at godkende de kandidater der stiller op til ledelsen af Hongkong. Men hvis man i Hongkong ikke selv kan få lov til at bestemme hvem der skal  lede byen, uden at Beijing skal godkende kandidaterne på forhånd, så er det jo ikke demokrati, så er det vel diktatur.

Min gode kollega og jeg tager over til Hongkong Island, vi skal ud for at finde disse demokrater. Vi har hørt at de skulle være fredlige.

Vi stiger af Star Ferry – de 100 år gamle færger der krydser farvandet mellem Kowloon og Hongkong Island med minutters mellemrum – og går i land. Der er et mylder af Filippinske piger overalt. Det er søndag de har fri fra deres Au-pair jobs. De hygger sig sammen, spiser danser  og spiller kort og er nok ret ligeglade med demokratiet.

Videre møder vi de første vejspærringer men der er ingen folk, kun et par forkølede betjente bevogter afspærringen. Vi kan dog se nogle telte længere henne ad den store vej og vi begiver os ud i denne vandring hvor vi vil forsøge at opsøge den sympatiske bevægelse der kalder sig for Yellow Umbrella Revolution. Revolution, det lyder lidt bastant.

Det første vi møder på vej op ad bakken er nogle små børn der tegner midt på den brede mange-sporede  og dog afspærrede vej.  Der er kamerahold der filmer dem.

Da vi passerer bakketoppen, åbner der sig et spektakulært syn for os. Der er i hundredevis af små telte og et virvar af folk, boder, bannere. Der er madboder og områder hvor man kan sidde og skrive, arbejde eller holde møder. Og man har lavet overgange ved de store beton vejadskillelser mellem vejbanerne så man kan færdes let og ubesværet rundt.

Vi er ikke de eneste der har fundet på at bruge en søndag eftermiddag på at se på denne historiske tildragelse. Der er rigtig mange der som os kikker på og fotograferer.

Vejret er lunt vel et par og tyve grader og der hersker en yderst fredelig stemning.  Og også en humoristisk stemning. Der er en fotostage af den nuværende leder i Beijing. Man har udstyret ham med en gul paraply.  Det er han sikkert vild med. Et andet sted har en opfindsom sjæl konstrueret en cykel-banke-i-hovedet anordning. Når man træde i pedalerne kan man banke manden ned i en sort pose.

På en forunderlig måde er der både kaos og en vis organisering.  F.eks er der et sted hvor de er sympatiskilte fra forskellige lande. Tyskland, Finland, USA og så videre, der dog ingen fra Danmark. Det burde vi jo egentlig at have rådet bod på. Men der er ikke noget papir at se i den rette farve og størrelse

Der hænger bannere ned fra alle broerne over vejen og en kæmpekollage af paraplyer der spænder mellem hele to broer. På et banner står ”you may say I’m a dreamer, but I’m not the only one”,  John Lennons sang. Et utroligt stærkt og meget bevægende udsagn når man går rundt her. Overfor er The Lonnon Wall Hongkong. En mur der er klisteret til med små post-it sedler alle med korte udsagn, som sikkert alle udtrykker håb på en eller anden måde. Der er i hundredtusindvis af disse små stickers og folk går og læse dem. Så kan det da ikke bliver mere Lennonsk og det er dybt fascinerende.

Et sted hænger også et banner med George Orwells berømte citat ”All animals are equal, but some animals are more equal than others”. Det virker utrolig stærkt når man går her blandt disse venlige kinesere.

Et andet sted er der en dame der deler sange ud. Hun fatter så en mikrofon og synger for og snart er de en lille flok der synger sammen med hende. Det lyder egentlig ganske fint om end ret kinesisk. Det sprog egner sig ikke til at synge på.

Vi føler lidt historiens vingesus mens vi går her. Det er aldrig før sket, at Hongkong, der blev lovet fortsat demokrati efter at englænderne forlod deres kronkoloni i 1997, sætter sig op imod farmand i Beijing. Man kan kun have sympati for deres sag. Det er dog vanskeligt at forestille sig at det kan ende positivt for dem. Og hvordan det skal ende kan man godt frygte lidt for, for de er meget stålsatte. Barrikaderne er strippet sammen med strips i mængder der trodser enhver forestilling. Det vil tage måneder at klippe alle disse over igen med en bidetang.

Det sidste billede kan man vel frygtsomt kalde HongKong bag tremmer. Det er min gode kollega der fandt på dette motiv og det er jo ret godt tænkt, det skal han ha’

En lørdag i Hongkong

Efter en lidt sen morgenmad og en formiddag på kontoret (hotelværelset) går vi ud i det pulserende Hongkong. Vi, min kære kollega og jeg, havde forventet sol på disse breddegrader men det småregner.

Går ned  ad Canton road og krydser over med Nathan road. Der er uendelig mange kinesere og i dag, lørdag, synes de alle at være på gaden.  Spiser en let frokost på Den Gyldne Måge.  En restaurantkæde der også er meget udbredt her i  byen.

Tager undergrunden til Mon Kok, bydelen der har verdens højeste koncentration af indbyggere. Går en tur på The lady market - min kollega har små børn så det forventes at han har gaver med hjem.  Jeg kender det godt, det kan være en stressfaktor af de større. Det lykkes dog at finde frem til en prinsessekjole og endda i den rette kulør.

Det småregner stadigvæk. Vi ved at The Yellow Umbrella Revolution har en teltlejr på gaden her i nærheden og vi går på udkik.  Vi finder dem lige rundt om hjørnet.  Trafikken bliver ledt en anden vej mens der er vejspærringer i to retninger . En masse politifolk er opmarcherede. De har dog ikke hjelmene på, de ligger under en parasol og det ser egentlig ret fredeligt ud. En mand står og taler i en megafon til mængden af demonstranter. En politimand står og råber i en anden megafon – det samme hele tiden.  Det betyder sikkert ”passer gaden”.  Politiet er ikke særlig talstærkt, de er vel kun 20-30 stykker på dette hjørne og det ser ikke farlige ud.  De har øjensynligt ikke noget imod at vi tager billeder af dem. Der er folk der skælder dem ud men det tager de også roligt.

   

Det er lidt spændende at være her – føler lidt historiens vingesus. The Yellow Umbrella Revolution bevægelse opponerer imod at Kina nu vil ”tilrette” demokratiet i Hongkong således at Beijing skal udpege kandidater man kan vælge til at lede Hongkong. Og det er jo ikke demokrati.  Jeg synes de har en rigtig god sag, men det er stærke kræfter de er oppe imod og muligheden for at trække sig succesfuld ud af denne konflikt er nok ikke overvældende stor.

Der er tv-hold på toppen af Subway nedgangen. Talerne  fortsætter, men det er ikke til at sig om de er med eller imod bevægelsen. Nogle klapper og nogle giver fingeren.  En dame kommer og siger at det er skamfuldt, hun er rasende. Igen er det ikke til at sige om hun er sur på Beijing eller på demonstranterne der bor på gaden – og vi når ikke at spørge.

Efter således at have betragtet denne demokratikamp tager vi undergrundsbanen ned til Tsim Sha Tsui. Køber et par San Miguel og sætter os ned til vandet hvor vi nyder udsigten over mod Hongkong Island. Det er hver gang et spektakulært skue her i mørkningen når lysene tændes i de mange skyskrabere.

Her kan man gøre de store tanker og filosofere over livets tildragelser, nyde udsigten og være enige om at der  nok alligevel er bedst hjemme i DK.

Alt imens mørket sænker sig stiger vores sult. Min kollega mener at vi skal spise indisk i aften, han ved et godt sted der er både billigt og i nærheden. Vi krydser igennem det kæmpestore Cultural Center. Der er stillet klaverer op over alt og folk kommer og spiller på dem. Nogle er rigtig gode og nogle spiller kun lille Peter Edderkop.

Passerer forbi det store gamle The Peninsula Hotel og op af Nathan Road. På dens højre side må man kæmpe sig frem mellem indiske skræddere og ursælgere. Og her dybt inde i en bygning, oppe på 3 sal finder vi Bombay Club, en lille restaurant hvor alting er ekstremt kitschet. Fra det blå lys i loftet til plastikduge med underlige motiver og billederne på væggen. Betjeningen er frisk og venlig og vi har straks et bord og et par San Miguel.

Min kollega bestiller, han har været her før og ved hvad man kan få. Han gør lutter gode valg om end den sidste ret kræver en del øl for at slukke halsbranden. Indisk mad er djævelsk stærk.

Efter en hyggelig middag tager vi igen elevatoren ned i mængden af indere og kinesere på gaden igen og bevæger os imod vores hotel.

Det blev da til en ret så god lørdag her i Hongkong.

Lørdag den 9 november 2014

1864 endnu engang

I foråret deltog jeg i et korprojekt med Dybbøl kirkes kammerkor med uropførelsen af et helt nyt værk. 9 nye korsatser af Jacob Lorenzen bestilt af Dybbøl kirke. Det var som optakt til Dybbøl dagen og værket havde præmiere skærtorsdag om aftenen den 17. april og blev gentaget på selve 150 årsdagen for stormen på Dybbøl den 18 april i Rinkenæs Korskirke.

Her i efteråret har jeg så igen deltaget i et projekt med Dybbøl Kirkes kammerkor, denne gang i samarbejde med Buxtehude Kammerkor, en fraktion af det tyske mindretals store kor. Der er for alvor gået 1864 i det og der har være udskrevet en komponistkonkurrence med det formål at skaffe nye korsatser til den dramatiske begivenhed.

3 værker er blevet udvalgt som vindere og vi har kæmpet med dem i en halvanden måneds tid, indtil den store weekend 24.-26. oktober, hvor det hele skal løbe af stabelen.

Øveaftenerne har været svært hyggelige, disse Buxtehuder er gode sanger og gemytlige folk og så har de medbragt en hvirvelvind af en dirigent, der kræver det ypperste vi kan yde.

Susanne Heigold og Frank Laue er et rigtig godt makkerpar der supplerer hinanden rigtig fint.

Den sidste uge op til koncerterne har vi prøve om mandagen og generalprøve med musikere om tirsdagen.

Fredag går det så løs. Forprøve og opvarmning i Dybbøl kirke. Kl. 18.30 stiller vi så op i en fyldt kirke og fyrer koncerten af.  Alle 3 komponister er der, men de ved endnu ikke hvem der har fået 1. 2. og 3. prisen. Det gør vi andre heller ikke.

Det går ret godt på trods af små skønhedsfejl som nok kun et fåtal har bemærket. Derimod er der en del snak bagefter om trompeterne på pulpituret. De har i nogen grad overdøvet koret. Trompeter har svært ved at holde igen når det griber dem.

Efter koncerten er der receptionen i kirkeladen med champagne, chokolader og fine taler af Heinrich Jürgensen fra Bund Deutscher Nordschleswiger, der har sponsoreret koncerten og Mette Bock, der er formand for Grænseforeningen. Talerne kredser om emnet samarbejde og venskab hen over grænsen og mellem dansk og tysk. Og det er da også enestående at vi nu er i stand til at udleve fælleskulturelle projekter som dette og finder det naturligt.

Og så endelig kan Frank og Susanne afsløre hvem der bliver nr 3, 2 og 1 i konkurrencen. Den unge Leon Tscholl bliver nr 2 med sin ”150 Jahre Schlacht von Düppel” der uhæmmet blander dansk og tysk sprog og endog lader os synge ”Der er et yndigt land” og ”Einigkeit und Recht und Freiheit” (Deutschland, Deutschlad überalles) oveni hinanden. Hvordan han har arbejdet med den danske tekst ved jeg ikke for han kan hverken tale eller forstå dansk kan jeg se. Morten Nyord bliver vinder af  konkurrencen med ”Kardæsker og lærker” og modtager et guldindrammet diplom sammen med 1600 euro. Trediepladsen går til Anthon Hansen for ”Bøn om fred”.

Lørdag eftermiddag gentager vi koncerten i Helligåndskirken i Flensborg. Søndag er det så den store finale i Haderslev Domkirke. Denne koncert er kulminationen på forløbet og bliver en helt igennem storslået oplevelse, der er beskrevet selvstændigt her på bloggen.

Og at jeg ikke er den eneste, der syntes at dette var en storslået begivenhed, vidner denne søde mail fra en af Buxtehudesopranerne om.

Liebe Mitsängerinnen und Mitsänger, liebe Susanne, lieber Frank!

Ich bin es vorhin beim Abendessen nur an meinem Tisch losgeworden, möchte aber gerne, dass noch mehr Männer (und Tenöre ;-)) es wissen:

Wie ihr heute den Anfang von „I østen stiger solen op” gesungen habt, das war DER HAMMER!!! Nothing less but absolutely great.  Ich hätte fast nicht selbst einsetzen können vor Ergriffenheit und Kloß im Hals. .

Danke! Das war für mich der Höhepunkt des heutigen Konzerts.

Jeg synes den skulle med, for jeg er en af ”tenørerne” 

En musikalsk oplevelse for en 2. tenor.

Fra koncerten i Haderslev Domkirke den 26. oktober 

Vi ankom her til Haderslev domkirke for halvanden time siden og har sat de mest kritiske satser an, rettet lidt til. Jeg fornemmer at dirigenterne er rolige og fortrøstningsfulde, så kan vi vel også være det. Vi, er Dybbøl Kirkes kammerkor og Buxtehude Kammerkor der er gået sammen i dette projekt om at markere 1864 med nye korsatser.

Nu er vi klar – står i den aftalte opstilling, trompeterne bag os denne gang, det lille lommeorgel ude til venstre. Domkirken er næsten fuld i hvert fald i hovedskibet. Min kære hustru Solvejg sidder dernede og også to af de tre prisvindere fra komponistkonkurrencen sidder der.

Er det ikke fantastisk. Jeg amatørsanger står her, vi har indstuderet et større program med en blanding af helt nyt og gammelt. Og dernede sidder vel over hundrede forventningsfulde tilhørere, som er kommet her for at få en musikalsk oplevelse. Og helt frivilligt. Jeg føler mig lidt privilegeret.

Opstillingen her i domkirken er lidt anderledes og en kende uvant i forhold til de to første koncerter i Dybbøl og Flensborg. Jeg står bagest og har mistet min ellers så trofaste sidemand der på grund af sin ringere højde er placeret nede foran. Og med to aggressive trompeter kun 3 meter bag mig.

Susanne giver tegn til at koncerten skal begynde og vi koncentrerer os. Hun sætter trompeterne i gang, dernæst basserne og så os tenorer. 150 Jahre Schlacht von Düppel, slaget er i gang. Det er forunderligt at Leon Tscholl, en fløs på 18, kan skrive så stor musik. Og det har været en kamp at få den lært og ind under huden. Tenor og sopran synger på tysk mens alt og bas synger på dansk. Gad vidst om man kan forstå og skelne ordene dernede.

Slutningen med de to nationalmelodier oven i hinanden kan man nok forstå eller i hvert fald genkende. Og her får den hele armen. Susanne ser lykkelig ud da hun slår af og Ddur akkorden står og vibrerer i den store kirke i 6-7 sekunder inden den dør ud.

Nu opstår den spændte situation, klapper man eller klapper man ikke.  - Man klapper ikke.

Frank dirigerer nu de to Niels W. Gade satser Benedictus og Amen. Benedictus kan jeg efterhånden udenad -  den har vi sunget uendelig mange gange i Motetkoret og Søndagskoret. Amen derimod er ny for mig, så her må jeg holde mig til noden og kun i nødvendigt omfang se op på dirigenten. Frank har glans i øjnene og ser rigtig glad ud da han slår af efter det sidste Amen. Fotografen ude til venstre giver 3 klap som udløser en behersket klapsalve, det er stadigvæk ikke alle der klapper. Her er åbenbart flere skoler, den hvor man holder på formerne, man klapper ikke mellem satserne i en klassisk koncert og klapper man overhovedet i kirken. Og så er der den med de umiddelbart begejstrede der ikke kan lade være.

Susanne træder frem igen, nu er det tid for Mendelssohn. Mendelssohn er vidunderlig, havde han være med i konkurrencen havde han nok være en stærk vinderkandidat.

Herr, wir trau’n auf deine Güte, er en drøm for altstemmen – de har hovedrollen.  Susanne sætter den an. Organist og dirigent var ikke enige om tempoet under prøverne, men nu går det på forunderlig vis rigtig godt synes jeg. Det er en rigtig dejlig sats at synge og den har en særdeles effektfuld afslutning.

Nu skal vi have vindersatsen Kardæsker og Lærker, Morten Nyords flotte sats. Frank skal dirigere den. Og vi må se om vi kan overgå os selv endnu engang for komponisten sidder der nede midt i kirken.  Frank sætter an og vi er koncentrerede. Johans bratschspil er bevægende sammen med blokfløjter og orgel. Vi får vores ”tid” sat ind præcist. Jara’s solo er klar og ren og Kjeld reciterer. Han gør det glimrende, men kirken yder ham ikke retfærdighed. Akustikken gør det næsten umuligt at recitere så man tydeligt kan høre teksten. Jara’s sidste solo fader ud – det må være hende der er lærken.

Frank ser salig ud og publikum bryder ud i applaus.

Nu har vi en lille pause mens Buxtehude koret synger 2 Mendelssohn satser. Det er helt vidunderligt. Dels synger de rigtig godt i deres blandede opstilling og dels er det en sand lise for mit korpus at komme ned at sidde på en stol. Vi har stået op stort set hele weekenden.

Men saligheden varer ikke ved og snart skal vi op igen – vi, Dybbøl Kirkes Kammerkor, skal synge den sidste vindersats, - Bøn om fred. Det er Anthon Hansen, en sød lille mand der minder om en venlig udgave af Carl Marx, der har komponeret dette værk. Frank kalder os frem og vi indtager vores pladser, - nu har jeg faktisk min normale makker ved siden af. Vi synger vel nok den bedste udgave vi endnu har præsteret. Afslutningen er en hymne ”Verleih uns Frieden” og Buxtehuderne der er gået ned i den anden ende af kirken sætter den an og synger 1 vers på tysk. Og vi gentager fra hver sin ende af kirken det samme vers men nu på dansk.

Vi bliver genforenede og synger den sidste del af koncerten sammen, Mendelssohns ”Richte mich Gott” og Niels W. Gades Morgensang af Elverskud. Begge satser der  bringer 2. tenorerne i spil på fornemmeste vis.

Efter morgensangen bryder bifaldet ud, nu er der ingen der holder sig tilbage. Flere minutters stående applaus, fremkaldelse af musikere, solister, komponister og dirigenter og vi får også lov til at bukke gentagne gange. Sådanne øjeblikke kan man ikke få for mange af – folks øjne stråler af begejstring og Frank og Susanne ser virkelig også højstemte ud.

I dag får vi lov til at synge vores ekstranummer. Sig månen langsomt hæver i Max Regers sats. Først et vers på dansk med Frank som dirigent og så tager Susanne over og vi synger verset på tysk og det i et ganske andet (og højere) tempo. Det er som vil de hver især sætte deres signatur på koncerten. Frank den rolige og romantiske og Susanne den iltre.

Jeg går ned og spørger Solvejg om det var godt nok. Det synes hun bestemt at det var. Nu kan vi lige nå en øl ovre i Den gamle latinskole og nå hjem til kl. 20. Vi skal jo se 1864.